Kære pige på 16 år
Tusind tak for dit brev, hvor du meget ærligt og fint beskriver, hvordan du oplever ensomhed i klassen. Der er mange unge der oplever følelsen af ensomhed i perioder, og derfor er dit brev meget relevant og kan sikkert også hjælpe andre.
Først og fremmest håber jeg at du er okay, efter du har fået konstateret en sjælden sygdom og jeg er glad for at læse, at du er begyndt at få det bedre. Jeg forestiller mig at det også er dét, der har givet dig mod på og energi til at fokusere mere på at få kontakt til en eller flere af pigerne i din klasse. Det er rigtig godt, og jeg vil gerne prøve at se på, hvad du kan gøre for skubbe ensomheden af vejen igen.
Du skriver at du har svært ved at blive lukket ind i en gruppe, hvor du kan være en del af et fællesskab. Det er ikke rart, og det skal der selvfølgelig gøres noget ved. Du har brug for at føle dig som en del af et fællesskab og for at dit selskab og nærvær er ønsket. Det har vi alle sammen brug for, det er i virkeligheden er ret basalt biologisk behov. Får vi ikke det behov dækket, ja – så er det at oplevelsen af ensomhed kan dukke op.
Du skriver at grupperne i klassen allerede er lavet, hvilket giver god mening eftersom de andre har kendt hinanden i længere tid nu. Men derfor betyder det ikke, at der ikke kan være plads til dig også. Selvfølgelig kan og skal der være plads til dig.
Jeg syntes det er rigtig godt at du selv aktivt gør en indsats for at komme ind i en gruppe, og ikke lukker dig selv ude. Det virker som om du er åben og vedholdende, og holder modet oppe selvom det kan være svært. Du tager med til fester osv. og det er godt. Så ser de andre også, at du faktisk gerne vil det her og gør indsats selv.
Jeg kan sagtens sætte mig ind i, hvorfor du ikke har sagt det til nogen endnu, fordi du beskriver at have en følelse af at det er pinligt, at man ikke kan “finde ud af” at finde venner i 1.g og man snart er “voksen”. Så jeg forstår dig virkelig godt. Men jeg vil sige, at det måske netop er svært i 1.g! Fordi alting stadig er nyt, folk klynger sig måske krampagtigt fast til en særlig vennegruppe de har fået i starten, selvom den måske ikke nødvendigvis er den, de ønsker at være i. Alle vil gerne “passe ind” og have en god start både socialt og fagligt. Måske det også er noget af det, du genkender?
Du gør allerede et rigtig godt stykke arbejde selv. Du spørger om du må være med, du er åben, du er selv aktiv og opsøgende. Det skal du blive ved med.
Nogen gange kan det være nemmere at skabe en relation til en enkelt eller to først, som på den måde kan blive nøglepersoner til det lidt større fællesskab. Forstår du? Sådan at du måske forsøger dig med at kontakte en eller to, du synes særligt godt om, for at starte med at skabe en god forbindelse til hende/dem.
Det er også altid godt, hvis man har noget andet til fælles end “bare” skole. Det kan være fritidsinteresser, særlige drømme om fremtiden, et fritidsjob eller noget helt fjerde. Mon du allerede har tænkt over, om der nogle forbindelser der, du kan bruge, når du opsøger kontakt hos pigerne?
Derudover er der jo også de gode fællesskaber, som går på tværs af klasser. Det kan fx være festudvalg, elevråd osv. Her hører jeg tit om, at man finder gode venner, som på den måde giver dem styrket selvværd – der i sidste ende også kan hjælpe dem bedre ind i selv klassefællesskabet også.
Jeg tænker på om du har overvejet at kontakte en studievejleder enten på mail eller personligt. Hos en studievejleder vil du som oftest kunne få noget individuel vejledning, hvor studievejlederen f.eks. kan hjælpe dig, hvis du har personlige eller sociale problemer.
Derudover tænker jeg også at det kunne give god mening at få fat i din klasselærer, og få fortalt om din oplevelse, så han eller hun kan støtte op om dig og fx gruppedannelser i undervisningen. For det er også din lærers ansvar at sørge for god trivsel i klassefællesskabet – for dig og for alle. Så han/hun kan også hjælpe dig ved at tænke over særlige arbejdsgrupper, hvor du ikke selv skal være opsøgende og have en følelse af at være uønsket, som du skriver.
De andre i klassen behøver ikke vide noget om det. Det kan sagtens bare være en sag mellem dig og dine undervisere. Dine undervisere skal hjælpe dig til at føle dig tryg og en del af klassen.
Du virker som en utroligt stærk pige, der kan holde til en hel del. Men som du selv siger skal du passe på dig selv! Ingen skal gå med den oplevelse du har alene og føle sig ensom i længere tid.
Derfor håber jeg også, at jeg har kunne give dig lidt nye ideer og at vil bruge noget af dit mod til at prøve en af mulighederne af.
Du er selvfølgelig altid velkommen til at kontakte os igen.
Kærlig hilsen
BørneTelefonen
