Kære pige på 15 år
Tak for dit brev. Jeg kan se, at du har gjort dig rigtig mange tanker både om dit skoleskift, pigegruppen som holder dig udenfor, og om de måder angsten påvirker. Det er mange ting at gå med alene, så jeg er rigtig glad for, at du deler det her, og håber at kunne give dig nogle gode råd med på vejen.
Det er dejligt, at du godt kan lide pigegruppen i din nye klasse. Jeg kan godt forstå, det er svært for dig, når du føler, at de nu holder dig udenfor - og det er slet ikke i orden, at du skal gå med den ubehagelige følelse.
Faktisk synes jeg, at du er ret sej - og du har håndteret dit skoleskift på en superflot måde. Du skriver, at du dels har problemer med angst, og som person er ret genert eller bare generelt stille – og alligevel, har du formået at gøre alt dit bedste, for at blive en del af pigegruppen i klassen - ligesom du har gjort alt muligt, for at gøre et godt indtryk. Det kræver virkelig åbenhed og mod, når man som du, er ny i en klasse – og det er rigtig godt gået af dig. Det skal du virkelig være stolt af!
Du skriver, at det gik godt i starten - og folk kunne lide dig. Jeg tænker, at det tyder på, at de andre har fået et rigtig godt indtryk af dig fra starten af. Så det har virket, at du har været opmærksom på at komme godt ind i klassen - og gjort dig umage ved at være åben overfor dine nye klassekammerater. Det kræver overskud, når du kom fra en klasse, hvor du ikke følte dig godt hjemme.
Du spørger, om du skal tvinge dem fra din klasse til at være venner med dig, selvom de tydeligvis ikke kan lide dig. Jeg tror ikke, at man kan tvinge nogen personer til at være venner med en. Jg får også den tanke, at de to piger også er blevet lidt usikre på, om der er nogle af de andre i pigegruppen, som bedre kan lide dig, og derfor bliver de to piger, bange for at være udenfor gruppen? Ofterer det usikkerhed og bekymringer om, selv at blive holdt udenfor, der gør at man holder andre udenfor. Det er selvfølgeligt ikke rart for nogen af jer i klassen. Men jeg tænker, om der mon er nogle af dine nye lærere, som er opmærksomme på, at især de 2 piger fra pigegruppen holder dig udenfor? Faktisk er det sådan, at lærerne i en klasse har pligt til at hjælpe, når fællesskabet i en klasse ikke fungerer, så alle har det godt og trives. Det er deres ansvar at gribe ind, og få snakket med klassen om de gode venskaber og den gode kultur. Mon dine lærere har været opmærksomme på hvordan I trives i klassen, eller ved de noget om hvad der foregår? Det er ikke altid let for lærerne at se det, og hvis de heller ikke spørger jer... så er det en god idé, at eleverne fortæller det til lærerne, eller den lærer, som man synes er bedst at tale med.
Det vil være rigtig godt, hvis du har mod til at involvere en voksen, som dels kan støtte dig, så du får det bedre - men også kan få fællesskabet i klassen til at fungere igen. Hvis det er svært for dig, at snakke med en af dine nye lærere, kan du måske snakke med dine forældre først? Måske kan dine forældre ringe og tale med din lærer, om at klassen har brug for at tale om venskaber og trivsel i klassen?
Jeg kan rigtig godt forstå, at du savner venskaber og dine 2 rigtig gode veninder fra din gamle skole. Det er vigtigt med venskaber, og vi snakker med mange unge piger på BørneTelefonen, som føler sig triste og ensomme pga., de føler sig ensomme. Måske er det også nogen følelser, som du kan genkende? Det kan godt være rigtig svært at få venskaber til at fungere godt, og somme tider vokser man fra hinanden og for forskellige interesser, så man slet ikke har lyst til at være venner mere - så må man ud og finde nye venskaber fx gennem fritidsinteresse eller andet.
Når du skriver, at du mener, at dine 2 gode veninder har glemt dig, og ikke gider have kontakt til dig igen, tænker jeg, om det er noget, som de har fortalt dig - eller, om du mon selv tænker det? Måske vil det være en god idé, fx at skrive en hilsen til dem, og fortælle dem, at du savner dem?
Du kan måske foreslå, at I mødes på fx en café en dag? Det kan også være, at I kan mødes hjemme hos dig til fx en filmaften og hygge jer. Måske vil de gerne det - måske savner de også dig, har behov for dig - og vil blive rigtig glade for, at du tager kontakt igen? Måske har de aldrig helt forstået, hvorfor du skiftede skole eller der kan være andet, som I har brug for at snakke om? Hvad tænker du mon om det?
Uanset hvad, tænker jeg, at det vil være godt for dig, at få sat nogle ord på de tanker, som du går og tumler med. Du skriver, at din angst er blevet værre med alle de dilemmaer, som er omkring dig - og jeg kan godt forstå, at det er svært, når du har forsøgt at gøre alt det rigtige, og det så alligevel ikke lykkedes helt, som du gerne ville. Har du en voksen tæt på dig, som kan være der for dig og hjælpe dig med at håndtere angsten og dilemmaerne? Måske en af dine forældre, din læge eller en moster - måske en skolepsykolog kan give dig og dine forældre gode måder, at ændre på det? Måske er der mulighed for, at du kan banke på hos psykologen på din skole? Eller også, har du og dine forældre mulighed for at ringe til skolepsykologerne i din kommune - det kaldes PPR (Pædagogisk Psykologisk Rådgivning). Rådgivningen er gratis. Telefonnummeret til PPR, står på din kommunes hjemmeside, når man søger efter PPR. Vil det være hjælpsomt for dig, og dine forældre?
Du er selvfølgelig også altid velkommen til at ringe til BørneTelefonen på 116111, eller skrive på chat eller sms med en af vores rådgivere, også på 116111.
Jeg håber, at du har kunnet bruge nogle af mine råd - og ønsker dig alt det bedste.
Kærligst
BørneTelefonen
