Kære dreng på 12 år
Det er så godt, at du ikke finder dig i, at folk bagtaler dig. Det er nemlig slet ikke i orden, at de gør det, for alle børn har ret til at have det godt i skolen. Du gør det helt rigtige ved at snakke med dine forældre og dine lærere om det. Og nu skriver du også til BørneTelefonen for at få flere råd. Det er super. Godt gået!
Du skriver ikke, hvem det er, der bagtaler dig, men jeg tænker, at det er nogle af dine klassekammerater. At bagtale andre er det samme som at mobbe. Du kan læse meget mere om mobning på
www.bornetelefonen.dk/mobning
men her fortæller jeg dig lidt om det.
Når der er mobning i en klasse, er det altid, fordi eleverne i klassen ikke har lært at behandle hinanden ordentligt. Det er altså klassens klima, der er noget galt med og ikke dig eller andre enkelte elever. Hvis der er utryghed i en klasse, opstår der nemt mobning. Det kan f.eks. vise sig ved at nogle elever prøver at bestemme ved at være ubehagelige over for andre elever. Som regel er det en lille gruppe af elever, der mobber, enkelte elever, der bliver mobbet og resten af klassen prøver at passe sig selv, bl.a. fordi de er bange for at blive de næste, det går ud over. Det kan du sikkert genkende fra din egen klasse.
Jeg skriver dette til dig, fordi det er vigtigt, at du ved, at det ikke er din skyld, at du bliver bagtalt. Hvis du ikke var der, ville det gå ud over en anden.
Det er altså klassens problem, og klassen, der skal lære at behandle hinanden ordentligt. Alle elever i klassen skal være med til at der bliver et godt klima med plads til alle. Og det er der nogle lærere, der skal hjælpe jer med.
Alle skoler skal have en mobbepolitik, dvs. de skal have skrevet ned, hvad der skal ske, hvis der er mobning i en klasse. Måske kender du allerede jeres retningslinjer for mobning, ellers kan du spørge din lærer eller din skoleleder om det.
Mange skoler har en AKT lærer, der er særligt uddannet til at hjælpe klasser til at få et bedre klima. Måske har I også sådan en lærer.
Hvis I ikke har, kan du eller dine forældre foreslå din lærer at Skoletjenesten fra Børns Vilkår kommer og hjælper jer. I skoletjenesten er der ansat personer, der er vant til at besøge klasser, der har det svært. De snakker med eleverne, lærerne og forældrene om, hvordan de kan få det bedre. Du og måske dine forældre kan læse mere om skoletjenesten på vores hjemmeside via dette link:
http://www.bornsvilkar.dk/Raadgivning/SkoleTjenesten.aspx#.VNnPiSj9rog
.
Til sidst vil jeg opfordre dig til at ringe til BørneTelefonen på 116 111, hvis du synes, du har brug for mere hjælp. Her er der rådgivere, der meget gerne vil lytte til dig og hjælpe dig.
Kærlig hilsen fra BørneTelefonen