Kære dreng på 13
Tak for dit brev. Først vil jeg lige sige, at det er da rigtig ærgerligt for dig, at fem af dine gode venner er flyttet indenfor det sidste år. Jeg kan forestille mig, at det har krævet et stort overskud af dig, hver gang du har fået af vide, at en ny af dine venner skulle flytte. Det er et tab for os alle, hver gang vi ”mister” en ven, men når det så er fem venner over et år, så forestiller jeg mig, at der kan gå et stykke tid, før man lander igen og har mulighed for at skabe nye venskaber. Har det været sådan for dig?
Samtidig lyder det til, at du er godt og grundigt frustreret over ikke at have nogen jævnaldrende at dele dine interesser med... Og det kan jeg godt forstå, at du måske kan synes som en mangel i dit liv. For som du selv skriver, så er det noget andet at være sammen med sine venner i hverdagen end at mødes med dem over internettet.
Men det lyder næsten som om, at du bliver lidt irriteret på mange af de jævnaldrende, som bare har nogle andre interesser end dig, måske er de topsportfolk, men lidt ligeglade med hvem der sidder i regeringen... Og det ville vel egentlig også være en absurd tanke, hvis vi forestiller os at vi alle var ens og optagede af de samme ting. Så kunne man forestille sig en masse poster i samfundet, som ingen ville have lyst til at beskæftige sig med – og hvad sker der så med samfundet? Vi har brug for, at vi er forskellige af temperament, social klasse, interesser, hvad vi kan lide og ikke mindst hvad vi er dygtige til. Det er vel det, der er med til at skabe et helt samfund, at dets borgere er forskellige og sammen udgør et ”helt” folk, er det ik?
Det kan være rigtig irriterende i diskussioner, hvis man synes, at de andre er helt gale på den og ikke synes det, man selv siger. Men det er også dér, at der skabes en mulighed for diskussion og en mulighed for, at vi får lov at blive endnu skarpere på vores holdninger og argumenter – end hvis vi bare var helt enige alle sammen. Der er et gammelt ordsprog, som hedder noget i retning af, at man i krise ser forandringer og udvikling. Når folk bliver pressede af den ene eller anden årsag, kan det være et startskud til, at der sker noget personlig udvikling eller forandring i personens liv. Så jeg tænker ikke, at vi skal blive så irriterede over, andre mennesker har andre holdninger end os selv, måske snarere se det som en mulighed for en god debat og en udveksling af holdninger... Nogle gange kan vi jo også blive inspireret af andre tanker og idéer, måske er der noget, vi ikke selv har tænkt på, som kan bringe os videre i vores udvikling...
Tror du det kunne være en idé for dig at melde dig ind i en ungdomsafdeling af det politiske parti, som du sympatiserer bedst med? Stort set alle partier har en underafdeling, som er for unge, der har en interesse i politik. Det kunne måske være et sted for dig at møde andre unge med samme interesser som du selv? Der sker vel ikke noget ved at tage kontakt til dem og høre, hvilke muligheder der er for at blive medlem, gør der?
Du starter med at fortælle, at dine forældre er skilt og hader hinanden. Jeg kan ikke lade være at tænke på, hvordan det mon påvirker dig, selvom du skriver, at du er mere eller mindre ligeglad..? Selvom de måske har været skilt i lang tid, så det på den måde ikke er noget nyt, så kan det være belastende og hårdt for et barn at være imellem to forældre, som hader hinanden. Det kan ikke undgås at skabe en form for spænding i de børn, som er en del af den skilsmisse.
Måske synes du ikke det er så slemt som det har været, hvis det har varet i lang tid – måske er du træt af at tale om det eller tænke på det..? Men jeg får lyst til at sige, at det ikke er noget, man skal vænne sig til eller næsten blive ligeglad med. Det vil altid være dine forældres ansvar at skabe en ordentlig ramme for det at være skilt og samtidig have et samarbejde omkring de fælles børn. Det kan være rigtig svært for nogle forældre, men derfor har de stadig en forpligtelse til at gøre det, måske skal de have noget hjælp til det? Kunne det være en mulighed for dig at fortælle dine forældre, hvordan deres had til hinanden påvirker dig? Eller måske fortælle dem, hvordan du godt kunne tænke dig, at det skulle være, og hvordan I så kan få lavet nogle aftaler, hvor I sammen arbejder jer hen imod en situation eller en ramme, som I alle kan være tilfredse i? Måske kunne det være rart for dig at få en anden voksen til at hjælpe dig med det... Det kan være en lærer fra skolen, en anden voksen fra familien eller en ven af familien? Til en start kan det være en mulighed at ringe til BørneTelefonen på 116 111 og tale med en af rådgiverne dér om, hvordan du kan gribe det an.
Du lyder i hvert fald som en dreng, der har mange tanker og overvejelser om dine medmennesker og samfundet generelt, og det er da ærgerligt, hvis du ikke har nogle at dele det med... For at give dig lidt håb i forhold til dine jævnaldrende, så kan det sagtens ændre sig i løbet af de næste år – at flere af dem bliver optaget af det politiske arbejde og finder det interessant at diskutere og interessere sig for vores samfundsstrukturer og politik. Måske er du bare en af de første til at fange den interesse?
Jeg håber, at du har fået lidt mod på at gå videre til de organisationer, som forhåbentlig kan give dig noget inspiration.
Bedste hilsner fra BørneBrevkassen
