Hej dreng
Hvor er det dejligt, at du har fundet dig en god ven, og at hun betyder så meget for dig, så du vil kæmpe for retten til fortsat at have hende som ven, uden at skulle forsvare det overfor andre. Thumbs up til dig!
Det er faktisk svært at give dig et konkret råd i forhold til hvad du kan sige, som kan få de andre til at stoppe med deres ”drillerier” og rygtedannelser. Men der er noget du kan gøre, og så er der noget, som jeg vil foreslå dig at overveje. Jeg vil gætte på, at det bedste du direkte kan gøre, er ikke at gøre noget. Ignorer det på bedste vis. Når du så står i en konkret situation, hvor du oplever, at der er nogen, som siger noget i stil med det, du har skrevet, så nøjes med at grine af det – tror du, at det er noget, du kan gennemføre?
Det er ofte sådan, og særligt for unge i jeres alder, at så snart en dreng og en pige har noget sammen, så går alle andre ud fra, at det er fordi, der enten er et kæresteforhold under opsejling, eller noget sexuelt i vente. Hvis det ikke er tilfældet, så kan et længerevarende venskab imellem en dreng og en pige ofte afstedkomme jalousi fra de andre. Det er en gave I har fået, at være venner med hinanden. Det er en gave, som de andre fra den flok du omgås, måske gerne ville have haft fingre i.
Det jeg vil foreslå dig at overveje er, at tage en snak med din lærer, hvor du forklarer ham/hende problemet. Måske kan din lærer faktisk bruge jeres situation som et tema på klassen. Altså dreng/pige/venskab/minus sex/minus kæresterier temaet, ikke direkte jeres situation, men det vil måske kunne åbne op for en hamrendes god diskussion, som også kunne gavne dig og din ven.
Du er selvfølgelig altid velkommen til at skrive herind igen, ringe til BørneTelefonen på 116 111 eller at skrive på chatten -
hvis du gerne vil snakke mere om det.
Kærlig hilsen BørneBrevkassen