Sådan kan du kontakte BørneTelefonen

Brev

Åååååårh

Hej

Jeg er en poge på 12 år

jeg har spurgt min bedste ven om vi skulle være kærester og han sagde nej

vi aftalte at glemme det og bare forblive bedste venner men nu ignorere han mig

skal jeg snakke med ham og hvad skal jeg sige til ham

håber i kan hjælpe mig for han betyder noget for mig da min mor er alkoholiker og jeg har brug for mine venner

Pige, 12 år
Svar fra

Børnetelefonen

Kære pige 12,

Mange tak for dit brev.

Jeg har delt mit svar op i to overskrifter, da jeg tænker dit brev handler om begge emner. Håber det kan gøre det mere overskueligt for dig at læse.

Din bedste ven. Du var rigtig modig, da du fortalte din bedste ven, hvordan du følte, og han gav dig et ærligt svar. I havde desværre ikke helt de samme følelser for hinanden, men heldigvis ville I begge gerne blive ved med at være bedste venner.

Men det kan være svært at finde ud af, hvordan man så gør derefter.

Jeg syntes, du skal prøve at tale med ham. For lige nu er det svært for jer begge, og jeg tror, I har brug for at gøre noget, der kan løse lidt op for situationen, og sammen finde ud af, hvad I hver i sær forventer af hinanden nu.

Men jeg ved også godt det kræver stort mod. Derfor er det vigtigt at finde en måde, hvor du passer både på ham – OG på dig selv.

Jeg skriver to eksempler på noget du måske kan sige til ham. De minder lidt om hinanden. Men der er også en lille forskel.

Du kender dig selv og ham, og ved derfor bedst, hvilket af eksemplerne der måske passer til jer.

Måske kan du sige til ham: "At du er ked af, at I ikke ser hinanden og taler sammen, som I plejer. At du ikke længere tænker på ham som en mulig kæreste, men at du savner ham som ven". Og så foreslå at lave noget af det, I plejer at lave sammen.

 

Måske kan du spørge ham: "Om han syntes, det er svært, at du gerne ville være mere end venner"? Og fortælle ham at du nu bare vil være venner og er okay med det. Du kan måske spørge ham, om ikke I skal prøve at lave noget af det, I plejer, og se hvordan det går. Måske kan I aftale at lave noget sammen tre gange, for lige at komme godt igennem de første og måske lidt akavede møder. Efter den tredje gang kan I så tale om, hvordan I syntes det går, og finde ud af om I skal gøre noget anderledes – eller om I har fundet ”venne-formen” igen.

Det første eksempel gør det lidt lettere for ham, fordi han ikke behøver sige så meget. Du får fortalt ham, at han ikke behøver være bange for, at du stadig vil prøve at blive kærester. Og du får samtidig mulighed for at finde ud af, om han har lyst til at være sammen med dig lige nu. Eller om han har brug for lidt tid, hvor I ikke er sammen.

Det andet eksempel giver ham mulighed for, at fortælle dig, hvordan han har det med det hele. Og I kan måske finde en måde at tale om jeres venskab på, så I sammen kan finde den bedste måde at være sammen på fremover.

Det kan også være, du ikke lige syntes nogen af eksemplerne lyder gode, eller passer til jer. Men så kan du måske blive inspireret af dem, til at finde dine egne ord?

Jeg håber, du finder en måde der er god for dig, og at I sammen kan finde en god måde at fortsætte jeres venskab på.

Din mor.
Alle har brug for venner, men som du så fint skriver, så bliver dine venner ekstra vigtige, fordi din mor er alkoholiker.

For det har mange og svære konsekvenser at være barn i en familie, hvor en eller flere voksne har alkoholproblemer.

Kommer til at tænke på, om der mon er nogen voksne der ved, at din mor er alkoholiker? Og om der er nogen der hjælper dig med at finde en måde at være i det på? Og nogen der hjælper din mor?

Ved din bedste ven mon lidt om det med din mor, og "afslaget" om at blive kærester, derfor kan virke større, da du så har betroet dig særligt til ham?

Jeg ved godt, at du ikke skrev eller spurgte om noget ift. din mor. Men det er så svær og alvorlig en ting at have en mor, der er alkoholiker, at jeg syntes, det er super vigtigt at fortælle dig, at du (og din mor) kan få støtte og hjælp.

Du kan få hjælp, hvis du fortæller det til f.eks. en lærer, en pædagog, skolens sundhedsplejerske eller en klubpædagog. Så har de pligt til at finde hjælp til dig og din mor. Det står i loven, at du har ret til hjælp.

Du kan også ringe til os på BørneTelefonen, så kan vi fortælle dig mere om hvad det er for en hjælp du/I kan få. Vi kan også hjælpe dig med at finde ud af, hvordan du får fat i hjælpen. Og hvis du får brug for det, kan vores bisiddere hjælpe og støtte dig undervejs.

Kender du i øvrigt: http://www.tuba.dk og http://dedrikkerderhjemme.dk De er rigtig gode. Du kan bl.a. læse om andre børns oplevelser med deres forældres alkoholmisbrug, og de problemer de oplever.

Begge hjemmesider tilbyder, ligesom BørneTelefonen, gratis og anonym rådgivning. Og på www.tuba.dk kan du også komme til at chatte med andre børn og unge, hvis forældre drikker, og som måske, som dig, oplever den særlige støtte en god ven er, når det er svært derhjemme.

Vi ved, at mange børn og unge er rigtig glade for de hjemmesider, fordi de finder ud af, at de ikke er alene med alle de svære tanker og følelser. At andre i samme situation har det på samme måde.

Husk også du altid er meget velkommen til at ringe eller skrive til os. Vi vil rigtig gerne hjælpe.

Jeg ønsker dig alt det bedste.

De varmeste hilsner til dig fra BørneTelefonen

Få endnu flere gode råd om Venner, veninder eller ensomhed

Venner er noget af det allerbedste! Men hvad gør man, hvis man er blevet uvenner med sin BFF? Hvis I er kommet op og skændes og der er drama, så kan det gøre en rigtig ked af det. Hvordan løser man så konflikten og bliver venner igen?

Måske har du en ven, som går igennem en svær periode? Fx oplever skilsmisse, sygdom i familien eller kærestesorger. Hvordan kan man så hjælpe sin ven bedst muligt?

Nogen gange kan kærlighed også påvirke venskaber. Hvad hvis man bliver forelsket i sin bedste ven? Skal man sige det eller håbe det går over? Og hvad hvis dig og din ven har det samme crush? Eller hvis du kommer til at kysse med din vens kæreste?

Det kan også være, du ikke har nogen venner eller ikke særlig godt kan lide dem du har? Måske du bliver holdt udenfor eller mobbet? Måske du føler din ensom og alene og ikke føler, du kan være dig selv.

Få svar på spørgsmålene ved at læse gode råd om hvordan du kan løse konflikter med dine venner eller få råd til, hvad du kan gøre, hvis du er forelsket i din ven. Du kan også se videoer og få tips til, hvordan du får nye venner eller du kan læse breve fra andre børn, og se hvilke råd de har fået.

Bekymret for din ven? Få flere råd til, hvordan du kan hjælpe

Har din ven fortalt dig, at der er noget, han eller hun synes er svært? Har du lagt mærke til, at din ven opfører sig anderledes end normalt? Eller er der noget helt tredje, der gør, at du bekymrer dig?

Der er mange forskellige måder at vise på, at man er ked af det. Nogle er ikke bange for at fortælle det. Mens andre holder det hemmeligt.

At gå rundt med nogle svære tanker skal ikke skjules. Men nogle gange kan det være svært at få sagt højt og gjort noget ved.

Det er derfor rigtig rart med gode venner. Venner kan hjælpe os, når vi er kede af det og få os i godt humør igen. Men husk på at når man er barn, er det aldrig dit ansvar at sørge for, din ven bliver glad igen. Det er de voksne, der skal træde til.

Ring

Ring til bisidningen på nummer 35 55 55 56.

SMS

Send SMS til BørneTelefonen på nummer 116111.

Ring

Ring til BørneTelefonen på nummer 116111.

Chat
Chat
Gruppechat
Gruppechat