At slå op med en veninde
Hej Brevkasse.
Jeg står i et dilemma, som jeg har brug for hjælp til. Jeg har slået op med en veninde, som jeg har kendt næsten hele mit liv. Jeg gjorder det af flere årsager såsom; at vi voksede fra hinanden til sidst, hun havde travlt med alle de nye mere spændende venner, og glemte at kræse om de gamle venskaber (den ene dag var med god nok, den anden dag helt glemt), hun kunne til tider nedgøre mig for sig at fremstå bedre selv, når hun havde problemer smed man alt hvad man havde i hænderne, men hvor hvor hun, når det var en selv der havde det dårligt? Når man endelig troede hun kunne lytte til ens problemer, fik hun altid vendt til at handle om hendes osv. osv.
For mig var det ret åbenlyst, at vi var voksede fra hinanden, og hendes adfærd var ændret til uigenkendelighed. Og følte derfor det var helt okay at slå op, fordi hun ikke var en god veninde overfor mig. Jeg tog derfor en snak med hende ‘face to face’, hvor jeg forklarede hende det hele. Hun lyttede slet ikke hvad jeg sagde til hende, og følte det som et angreb. Tog offerrollen og vendte ALT skylden over på mig – hvilket ikke giver mening, fordi jeg har ikke gjort andet end kun, at være der for hende. Jeg blev ved med at forklare hende det helt sort og hvidt, men hun vil intet tage til sig, græd bare og nægtede endda også at give mig en undskyldning. Og derfor blev jeg nødt til at give op til sidst.
Vi gik hver vores vej – Og jeg som troede at det ikke kunne blive værre. Den dag i dag er jeg blevet frosset ude/ udstødt af pigegruppen pga. den samtale jeg har haft med min gamle veninde. Vi bor i en lille by, hvilket er ubehageligt fordi man møder hinanden hele tiden, og hvis man ikke gør så har man i hvert fald frygten for det.
Jeg vil derfor spørger; er der noget som jeg har overset her? Er det mig der er helt galt på den? Hvad skal jeg gøre, skal jeg tage en ny snak med hende – eller skal jeg bare lade hende indse, at det er hende der er helt forkert på den? Fordi det tror jeg nemlig aldrig kommer til at ske, fordi det er hun et alt for stolt menneske til, at indrømme det var hendes fejl, og endda komme med en undskyldning- nu har jeg bare en skyldfølelse, at det hele er min skyld, fordi jeg har været “ond” én gang, fordi jeg har konfronterede hende med alt det hun har gjort ved mig – eller det får hun mig i hvert fald til at føle. What to do?