Brev

Føler mig udenfor

Hej, jeg er en pige på 15 år og går i 8. Klasse. Mange af mine venner er begyndt at drikke, men jeg kan ikke holde ud ikke og kan styre min krop, så derfor drikker jeg ikke.

Jeg var igår til en af mine venners fødselsdag (Vi var 4 piger) og de begynder lidt at presse mig ud i en situation hvor jeg føler mig lidt presset, men jeg forklare dem så hvordan jeg har det. Men istedet for at sige at det er helt ok siger de at jeg er underlig og det er mærkelig…. Jeg vil gerne være en del af den vennekreds men uden at drikke og hvordan skal sige det til mine veninder så de forstår mig?

Hilsen en 15. årig pige

Pige, 15 år
Svar fra

Børnetelefonen

Kære pige på 15 år,

Tak for dit brev. Med dit brev viser du mig, at du har lysten til at dele dine tanker med andre. Det lyder også som om, du har fortalt dine veninder hvorfor du ikke kan lide at drikke. Så jeg kan godt forstå, at du føler dig presset.

Det er sejt og modigt, at du har sagt fra, selvom din omgangskreds er begyndt at drikke alkohol til fester. Hvis det ikke føles rigtig for dig, behøver du nemlig ikke at drikke selvom dine veninder gør.

Jeg hører også fra andre unge, at det kan være rigtig svært, når det handler om alkohol. Der kan hurtigt komme en forventning om, at “det har alle lyst til”. Men i mange tilfælde kan man være ligeså meget med til fx fest eller have det ligeså sjovt sammen, også selvom man ikke har drukket alkohol.

Mon du igen kan prøve at tage snakken med dine veninder? Måske på et tidspunkt hvor I ikke er på vej til fest, men på en helt almindelig hverdag. Det kan både være en enkelt af dine veninder eller når I er samlet. Du kan sige noget ala: “Jeg har virkelig ikke lyst til at drikke alkohol, jeg har det heldigvis sjovt uden, og jeg synes det er ubehageligt at drikke. Kan vi ikke aftale, at I ikke prøver at presse mig til det?”

Måske kan det også hjælpe dig, at fortælle hvordan du får det, når de prøver at presse dig. Hvis man har sagt nej, så er det et nej, og så skal det respekteres. Uanset hvad det handler om – og hvorfor.

Jeg håber, du har mod på at tage snakken med dem igen. Hvis I går i klasse sammen, kan det også være en hjælp at spørge en lærer, som du er tryg ved, til råds. Du kan eventuelt vise dit brev her til BørneTelefonen, og svaret fra mig til din lærer. Måske din lærer så kan hjælpe med at tage emnet op i klassen en dag, uden at nævne din situation?

Hvis du mangler flere idéer, til hvad du kan gøre, eller vil læse lidt mere om unge og alkohol, kan du kigge på BørneTelefonens temaside her.

Jeg håber meget, at du kan bruge en af idéerne, og at det kan hjælpe dig med at få dine veninder til at respektere, at du siger fra og ikke har lyst til alkohol. Jeg tror på dig.

De bedste hilsner fra

BørneTelefonen

 

 

Chat
Chat
Gruppechat
Gruppechat