Brev

flytning

jeg vil gerne flytte hjemme fra fordi at jeg ikke kan lide min familie

Dreng, 13 år
Svar fra

Børnetelefonen

Kære 13-årige dreng

Hvor er det godt du skriver til brevkassen. Du viser styrke ved at skrive det, du går og tænker på lige nu.
Det er første skridt mod at få hjælp og idéer til, hvordan du kan komme videre.

Du skriver ,at du gerne vil flytte hjemmefra, fordi du ikke kan lide din familie. Nu ved jeg jo ikke helt, hvad det er der sker i din familie, som gør at du har det sådan. Men jeg kan i hvert fald sige, at det ikke er en følelse du skal gå rundt med hele tiden. Mon du gør det?

Hvis du gør det, vil jeg foreslå, at du taler med en uden for din familie om, hvordan du har det. Måske er der en af dine lærere, som du har tillid til?  Det kan også være du kender en anden voksen, som du har tillid til.

Min erfaring er, at lærere kan være rigtig gode at snakke med. Både fordi de er vant til at tale med børn om deres problemer og bekymringer, men også fordi de ved hvordan og hvor du kan få mere hjælp. Tror du det kunne være en mulighed for dig?

Du kan fx sige til din lærer, at der er noget du gerne vil tale med ham/hende om. Så vil din lærer helt sikkert finde et tidspunkt, hvor I kan tale sammen.

Nogle gange kan det også være en god idé at have tænkt over nogle eksempler på det, som gør, at du ikke kan lide din familie. Er det for eksempel noget de siger til dig eller noget de gør? Hvad tænker du mon om den idé?

Du skriver, at du gerne vil flytte væk fra din familie. Det kan lade sig gøre, hvis der sker noget i din familie  som gør, at du ikke kan være hos dem. Din lærer vil kunne hjælpe dig med at få kontakt til kommunen, som er dem der skal hjælpe dig med det.

Derfor tænker jeg, at det er ret vigtigt, at du prøver at sætte flere ord på, hvad det er der gør, at du har det sådan med din familie.

Jeg kan dog fortælle dig, at i brevkassen skriver vi med mange børn, som i perioder har det virkelig stramt med deres familier, og det kan der være mange forskellige grunde til. Heldigvis er det også sådan, at langt de fleste får det godt med deres familier igen.

Nogle gange handler det om, at man har glemt, hvordan man taler med hinanden og viser hinanden respekt. Jeg ved jo ikke om det er sådan hos dig. Men i hvert fald er det sådan, at det er din forældres ansvar og opgave at sikre at du får omsorg, tryghed og respekt.

Derfor kan det måske også være en mulighed, at du får hjælp fra en voksen, som kan hjælpe dig med at tale med dine forældre. Det kunne måske være med til at ændre tingene i din familie, så du kan blive glad for at være der? Hvad tror du om det?

Der findes voksne, som er uddannet til at hjælpe med at løse problemer i familier. Din lærer vil også kunne hjælpe dig med at få kontakt til sådan en. Hvis du tænker at det kunne være en hjælp. Hvis du ikke lige har en lærer, du har det så godt med, kan du altid ringe til bisidderne her hos BørneTelefonen.

Det er nogle søde voksne, som kan fortælle dig om dine rettigheder og hjælpe dig videre, hvis det bliver ved med at være svært derhjemme. Du kan læse mere om dem her: Har du brug for en bisidder lige nu? og ringe direkte til dem på; 35 55 55 59.

Jeg håber, at mit svar kan hjælpe dig lidt på vej. Når du har læst mit svar, vil det måske betyde at du står med en masse nye spørgsmål. Det kan også være at mine idéer rammer helt ved siden af det, du tænker, at du har brug for.

Hvis det er sådan, er du meget velkommen til at skrive igen. Du kan også ringe til BørneTelefonen på 116 111, og tale med en af vores søde rådgivere. Måske kunne det være en god idé, så kan du fortælle lidt mere om det, du går og tumler med.

Du har vist handlekraft ved at skrive til mig. Det er en styrke, som du kan bruge til at tale med fx en lærer. Og det kan blive det første skridt mod, at du kan få det bedre med din familie.

Jeg sender dig mange varme tanker.

Kærlig Hilsen

BørneTelefonen

Chat
Chat
Gruppechat
Gruppechat