Kære pige på 12 år.
Tusind tak for dit brev. Hvor er det godt, at du skriver hertil, for det viser, at du gerne vil have noget hjælp, så jeg håber, at mit svar måske kan give dig nogle ideer til, hvad du kan gøre, for selvfølgelig skal du ikke gå og være så ked af det. Du har brug for, at der er nogen, der hjælper dig.
Der er rigtig mange piger (og faktisk også drenge), der har et helt forkert billede af sig selv. Nogle synes, de er for tykke og nogle synes, de er for tynde – og det er langt fra altid, at det vil være det, som andre ser, når de kigger på dem. De fleste ser på sig selv med nogle helt ”forkerte” øjne, og det er rigtig synd. For på den måde kan man snyde sig selv, så man kommer til at gøre noget til et problem, som slet ikke burde være noget, man brugte energi på – og slet ikke gik og var så ked af.
Når man er 12 år, er man i en alder, hvor kroppen udvikler sig fra barn til voksen. Det er en spændende tid, men det er også en tid, hvor man kan have lidt svært ved at forstå, at kroppen ændrer sig. De fleste piger begynder at få bryster og former. Det er helt naturligt! Men også noget, som man skal vænne sig til. Det kan godt tage noget tid.
Det kan også være lidt svært, når man sammenligner sig med sine jævnaldrende, for der er stor forskel på, hvordan og hvor hurtigt kroppen ændrer sig. Måske kan du også genkende det, hvis du tænker på de andre piger fra din klasse?! Nogle ligner sig selv, som de så ud for et par år siden – og nogen har udviklet sig hurtigere. Det er meget forskelligt fra person til person.
I dit brev nævner du dine forældre, og det lyder til, at du faktisk gerne vil prøve at tale med dem, men at det er lidt svært. Er det mon rigtigt forstået? Det kan nemlig være en rigtig god ide at dele dine ”vægt-tanker” med nogle voksne, så du ikke skal gå alene med tankerne. Det kan i værste fald betyde, at du fortsætter med at være så ked af det – og det går ikke.
Jeg ved fra andre unge, at det kan være lidt svært at tale med problemer med sine forældre, hvis man ikke rigtig har prøvet det før. Men stort set alle forældre vil blive meget glade for, at deres børn lader dem hjælpe sig. Måske ved dine forældre slet ikke, at du går og har så mange ærgerlige tanker om dig selv og din krop? Og det er jo synd, for så er det svært for dem at hjælpe.
Det kan godt virke lidt voldsomt at tale en snak med sine forældre, så måske vil det virke mindre skræmmende, hvis du fx skrev et brev til dem, hvor du fortæller dem, hvordan du har det. Det kan også være, at du har lyst til at vise dem dit brev og mit svar? På den måde har du lukket op for, at dine forældre ved, hvordan du har det, og så er det deres ansvar at sørge for, at du lærer, at du er helt perfekt, som du er. Det kan også være, at I måske sammen finder ud af, hvordan du bedst muligt kan få hjælp.
Jeg kan desværre ikke vurdere ud fra et brev, hvorvidt du skal tage på eller tabe dig, men jeg synes bestemt ikke, at det lyder til, at du er overvægtig. Men hvis man går og føler, man er enten overvægtig eller undervægtig, er det vigtigt at man får hjælp i tide, så det ikke ender med, at man får et helt forkert forhold til sin krop. Det kan nemlig være rigtig farligt! Alle skoler har tilkoblet en sundhedsplejerske, som man kan få en tid hos. Det kan også være, at du enten selv – eller efter aftale med dine forældre, kunne besøge hende. En sundhedsplejerske kan nemlig meget bedre vejlede og hjælp med konkrete ideer. Eller måske kan man "bare" få en god snak med hende. Det kan du måske overveje?
Jeg håber så meget, at du har fået mod på at sige det til nogen, der kan hjælpe dig. For der er ingen, der kan holde til at være så ked af det. Hvis du har brug for det, må du meget gerne ringe eller skrive til BørneTelefonen på 116111. Her kan du anonymt tale med en rådgiver, der er klar til at lytte og hjælpe dig. Husk, at du skal være den, du er - og husk, at der er ingen "rigtig" måde at se ud på i fx svømmehallen. Vi er alle forskellige - og det er det, der gør os unikke.
De bedste hilsner
BørneTelefonen.
