Vægt og Mad
Lige siden jeg var 8, har jeg altid følt mig grim og tyk i forhold til mine veninder.
Den følelse er så blevet stærkere med at jeg blev teenager, og da jeg som 13 årig begyndte at skære i mig selv med en saks og var en i lang periode en del “deprimeret” (jeg vil ikke kalde det deprimeret i den forstand, da jeg ikke havde en depression og ikke vil misbruge begrebet), hvor jeg i bund og grund følte at jeg ikke var noget værd, og ikke burde leve i denne verden.
Det blev dog bedre som 15 årig. Jeg blev gladere og havde tabt mig 3 kilo siden dengang.
Nu er min selvbevidsthed omkring min vægt dog kommet tilbage, og der er ikke et sekund hvor jeg ikke tænker på min vægt.
Jeg vil så gerne være i stand til at fremvise min krop uden at skamme mig over den, at jeg simpelthen kun spiser når min familie er samlet omkring mig.
Jeg skærer stadigvæk i mig selv, dog nu med et barberblad på mine lår og hofte.
Jeg føler ikke rigtig jeg kan snakke med nogen af mine veninder om det, da jeg føler at de er i et helt andet sted end mig. De er ikke bare tyndere end mig, men de er også høje og alt det jeg så forfærdelig gerne vil blive.
Jeg har den stupide drøm om, at hvis jeg endelig taber de 8 kilo, så jeg ender på 45 og en højde på 159, så vil jeg være lykkelig, og være stolt af mig selv. Jeg ved dog ikke om det overhovedet er tilfældet før det sker. Men så meget kan der heller ikke ske på 8 uger.
