Kære pige på 13 år
Tak for dit brev. Jeg kan godt fornemme, at det går dig på, at du føler dig tyk, og jeg ved, at mange andre piger på din alder kan have det på samme måde.
Sådan som du beskriver det, er du mest træt af det fedt, der sidder omkring maven, og du er i tvivl, om du overhovedet kan tabe dig. Det tænker jeg, du har gode muligheder for, og du har allerede gjort en masse. Du dyrker springgymnastik, og du er opmærksom på at prøve at spise mindre. Hvor er det godt gået, at du prøver!
Jeg fornemmer ud fra din beskrivelse af dengang du tabte 3 kg, fordi du havde haft blindtarmsbetændelse, at du selv er skeptisk overfor at skulle faste for at tabe sig. Det er jeg helt enig med dig i, for jeg tænker heller ikke, at det er en holdbar måde at tabe sig. Det er hverken sundt eller rart at sulte - og forskning viser også, at hvis man skal have et resultat, der holder, skal man hellere dyrke motion og spise sundt. Jeg vil virkelig rose dig for den måde at tænke på - det lyder som om, du passer på dig selv og har en god fornemmelse af, hvad der er godt for dig.
Du har besluttet dig for at tabe dig denne sommer, og så tænker jeg, at du nok vil få brug for lidt hjælp og støtte fra din familie. Du bestemmer sikkert ikke, hvad der er i køleskabet, men måske kunne du bede dine forældre hjælpe dig med at sørge for, at der er sunde ting på menuen derhjemme - og at du altid vil kunne finde frisk frugt og grønt, hvis du trænger til en hapser? (Måske kan du vise dit brev og mit svar til dine forældre, hvis de lige skal overbevises lidt om, at det er noget, der fylder meget for dig).
Måske kan du også finde én at motionere sammen med? Det kan være, at dine forældre eller en af dine veninder har lyst til at lave nogle faste aftaler om lange gåture, små løbeture eller cykelture, så du har nogen at følges med?
Jeg håber, at du får succes med det mål, du har sat dig!
Kærlig hilsen BørneBrevkassen