Sådan kan du kontakte BørneTelefonen

Brev

Tyk

Læs hele brevet
Svar fra

Børnetelefonen

Kære pige på 14 år
Du skriver, at du godt ved, at din vægt er inden for det normale, men at du alligevel føler dig tyk.
At føle sig tyk, er ikke det samme som at være tyk. Din vægt ER nemlig inden for normalområdet, men som alle andre teenagere sammenligner du dig med dine veninder, og så føler du dig tyk, bl.a. fordi din mave ikke er flad.
Hvis du ser dig godt omkring, vil du sikkert se, at nogle af de andre har flad mave og andre ikke. Vi er nemlig forskelligt byggede fra naturens hånd, og nogle er bare bygget, så de har en flad mave, andre har ikke.
Du skriver meget om dine tanker om mad, vægt og dit udseende, men jeg tænker lidt på, hvordan du ellers trives? Hvordan har du det i skolen? Hvordan har du det med venner? Hvordan har du det derhjemme?
Jeg spørger dig, fordi hvis du ikke trives så godt, kan det smitte af på spisevanerne, så du f.eks. trøstespiser lidt. Maden kan nemlig sommetider fungere som tryghed. Du beskriver selv, hvordan du efter aftensmaden kan blive ved med at have lyst til mad, selv om du ikke er sulten. Det er fint, at du er opmærksom på det, og at du allerede ved, at det ikke er sulten, der får dig til at spise.
Måske er det også det, der sker i skolen?
Hvis det siger dig noget, synes jeg, du skal skrive igen eller ringe til BørneTelefonen på 116 111 og snakke med en rådgiver om det. Du kan også logge dig ind på UngeChatten eller SMS rådgivningen.
Jeg synes, du endnu engang skal overveje at betro dine tanker til din mor. Hvad mon du tror der sker, hvis hun får det at vide? Hvis det er svært at sige, kan du vise hende dit brev, og så kan I snakke ud fra det.
Når jeg læser om din frokost, tænker jeg, at du måske har brug for at lære lidt om sund kost og om en frokost, der mætter mere end toastbrød. I stedet for toastbrød kan du f.eks. spise groft rugbrød. Det vil også være fint, hvis din mor kan støtte dig i at ændre på kosten, så du er mæt i længere tid. Det kan være, at I sammen kan finde ud af hvad der vil være bedre at få med i madpakken, at spise til morgen og aften, og dine mellemmåltider. Mon det vil være en mulighed hjemme hos dig?   
Du kan læse masser af gode råd om sund kost på nettet, men du kan også snakke med sundhedsplejersken på din skole om det. Du kan også spørge hende, om hun har nogle gode gymnastikøvelser for mave – og rygmuskler. Det er altid godt at træne dem, udover den træning du får ved at gå til dykning.
Kærlig hilsen fra BørneBrevkassen
 

Få flere gode råd til krop og udseende

Kroppen vil ændre sig hele livet. Det er en del af at blive ældre. Rigtig mange begynder at sammenligne sig selv med andre, og nogle bliver kede af det over deres udseende.

Mange børn og unge fortæller, at de sociale medier påvirker dem. Og historier om slankekure, BMI og gode råd kan være svære at forholde sig til.

Her på siden kan du få gode råd til, hvordan du kan få det bedre med din krop og dit udseende. Du kan også prøve quizzen, og lære at kende forskel på, hvad der er facts, og hvad der er myter om krop og udseende.

SMS

Send SMS til BørneTelefonen på nummer 116111.

Ring

Ring til BørneTelefonen på nummer 116111.

Chat
Chat
Gruppechat
Gruppechat