Hej 15 årige pige
Hvor er du sej! Du spørger om hjælp og du rækker ud for at få hjælp. Det kræver styrke, og viljen til at der skal ske en forandring. Jeg vil rigtig gerne forsøge at hjælpe dig.
Jeg kan se, at du har prøvet meget, hvilket er super godt. For det viser igen, at du gerne vil ændre det - og det er det første vigtige skridt. Jeg tænker, at jeg kan komme med nogle bud på, hvad du kan prøve:
Penge: Du er 15 år, og kan selv styre, hvad du bruger dine konfirmationspenge på. Men jeg tænker, at det kan være en god idé at få hjælp af enten din mor eller far til at styre de penge. Så de ikke kun bliver brugt på slik og andet sødt. På den måde bliver det heller ikke så nemt at få fat i de søde ting.
Mad: Du kan sammen med dine forældre få lavet nogle flere sunde mellemmåltider, sådan at du næsten spiser 5-6 gange om dagen. Altså morgenmad, frokost og aftensmad, og så imellem dem, kan du så spise nogle lækre mellemmåltider. Det kan f.eks. være mandler og rosiner, gulerødder, tørret frugt osv. På den måde holder du dig selv mæt, og lukker for lysten til sukker. Du kan søge på nettet efter gode mellemmåltider.
Hvis du falder i: Når man prøver at ændre ting i ens liv, så kan det være, at man kommer til at gå tilbage en enkelt gang eller to. Man skal vide, at det er okay. Men at man så må op på hesten igen, og gøre hvad der skal til for at komme tilbage på den nye kurs.
Da du lærte at cykle, stoppede du jo heller ikke, den første gang du faldt. Ting tager tid, og jeg tror på, at du med din viljestyrke kan håndtere det.
Som du nok kan se, så har jeg i punkt 1 og 2 skrevet, at du skal få hjælp af din mor og far. Og det er helt rigtigt. De har pligt til at hjælpe med, at du har det godt. Det er deres vigtigste arbejde. Du skriver din mor har givet op, men samtidig prøver hun meget for at hjælpe dig. Måske du skal prøve at få en snak med din mor om, hvor svært du synes, at det er. Men at du har brug for støtten.
Fortæl din mor, hvad der foregår inden i dig, og hvordan du har det. Jeg tror på, at hun gerne vil hjælpe dig. Måske ved hun heller ikke helt hvordan. Hun kan faktisk ringe ind til vores ForældreTelefon, så kan vi hjælpe hende med at hjælpe dig. Det er vigtigt, at hele familien støtter op om dit sukkerstop. Så din far kan også hjælpe, ved ikke at spise en masse slik, imens du prøver at holde op. Det er jo også kun sundt for ham. Måske kan i lave nogle nye gode aftaler i familien. Det er vigtigt, at man støtter hinanden.
Jeg ønsker alt det bedste for dig. Og at du bruger din viljestyrke til, at få støtte og hjælp til forandringen.
Kærligste tanker
BørneTelefonen