Kære pige på 14 år.
Det lyder til at fylde meget med din vægt - både op til stævnerne, og i hverdagen. Jeg tror ikke, det er det, du ønsker, og jeg er glad for, at du skriver her, så du kan få noget hjælp.
Jeg kan godt forstå, hvis du gerne vil have vendt det til, at du kan spise det, som din krop i virkeligheden har brug for. Så du fortsat kan dyrke kampsport på højt plan, og i den vægtklasse, som passer til dig.
Det er alvorligt, når fokus på vægten er så stort, at du må sulte og veje dig så mange gange om dagen, af frygt for at tage på. Din krop skal bruge meget energi på at kunne levere, når du dyrker kampsport. Derfor skal der en god og nærende kost til, for at du ikke udpiner den, og for at hele maskineriet kan holdes i gang.
Jeg kunne godt unde dig, at dit hovede kan få lov til at slappe af, uden at skulle tænke på vægten hele tiden, og jeg vil foreslå at du får lidt hjælp til det. Mon dine forældre ved, hvordan du har det? Du kunne f.eks. vise dem dit brev og mit svar, så de forstår alvoren i det.
Du kunne også være godt for dig at snakke med din læge om det. Din læge kan så vurdere, hvad der bedst vil kunne hjælpe dig, Du skulle jo gerne få et mere afslappet forhold til din krop, træning og kost. Så du kan tænke på andre ting, og nyde de spændende ungdomsår, som du bevæger dig ind i nu.
En ide kan også være at tale med din træner. Du er helt sikkert ikke den eneste, der har disse udfordringer, med at skulle holde sig inden for en vægtklasse. Måske en løsning kan være at gå op i en vægtklasse højere, så presset kan lettes lidt i forhold til vægten, eller måske i klubben få en idrætspsykolog til at holde et oplæg og give råd.
De kærligste hilsner fra BørneTelefonen