Kære pige på 13 år
Tak for dit brev, hvori du beskriver at du spiser meget lidt. Som jeg forstår det, bekymrer det dig, at du ikke kan spise noget om morgenen, og nogen gange heller ikke til frokost. Du skriver selv, at du ikke er bange for, at du er ved at udvikle en spiseforstyrrelse, men tanken har måske alligevel strejfet dig, siden du nævner det?
Med hensyn til dit spørgsmål, om det er normalt ikke at have appetit om morgenen, forholder det sig sådan, at mange mennesker faktisk ikke spiser morgenmad. Men det er bestemt ikke sundt at springe morgenmaden over. Børn har især brug for den energi et morgenmåltid giver, til at være friske og veloplagte henne i skolen.
Om det er en “fase” du skal igennem, ved jeg ikke, men måske vil det være en god ide, hvis du selv aktivt, prøver at ændre på dine morgenmadsvaner?
Det med at du ikke føler sult, kan faktisk blive en vanesag, ligesom man også kan vænne sig til at spise, når man står op.
Jeg vil foreslå dig, at du aftaler med dine forældre, at I spiser morgenmad sammen eller de hjælper med at minde dig om at spise noget, inden du tager i skole. Så kan de hjælpe dig ind i vanen med at spise noget mere mad.
Måske I også kunne handle ind sammen, så du ved, at du har noget lækkert morgenmad at stå op til – og det samme til frokost. I kan også lave madpakker sammen, så du har noget, du glæder dig til at spise i frikvarteret.
Med hensyn til appetit, er det generelt sådan, at jo mere man bevæger sig i dagligdagen jo større appetit får man. Så faktisk kan manglende appetit skyldes, at man ikke har nogen aktive fritidsinteresser, og måske sidder stille alt for længe.
Du skal have ros for brevet, og jeg tror ikke du på nogen måde er unormal. Jeg synes, derimod du virker som en pige, der bekymrer sig om sin egen sundhed. Jeg tror på, at du godt kan presse dig selv lidt, så du får spist noget, selvom du egentligt ikke føler, du er sulten.
Har du lyst kunne du også prøve at snakke med din læge eller din sundhedsplejersken på din skole, måske har de også nogle gode ideer…
Venlig hilsen
BørneTelefonen