Spiseforstyrret? – E
Hej bb.
Jeg hedder E, og jeg er en 15-årig forvirret teenager, som nu opsøger hjælp hos jer. Det hele startede i 6. klasse, hvor jeg begyndte at udvikle mig, ligesom de andre piger fra min klasse. Men det betød jo også, at mine ben blev større, og mine hofter bredere. Jeg blev ked af forandringerne, og begyndte pludseligt at opbygge et selvhad. (Jeg havde altid været ligeglad med hvad folk tænkte) hver gang jeg så mig selv i spejlet, rystede jeg, og blev vred.
Jeg gik med det i et stykke tid, men besluttede mig så for, at gøre noget ved det, og jeg begyndte derfor at løbe hver anden dag, og spise sundere. Jeg tabte mig, men ikke ret meget, og jeg blev opsat på at tabe mig. Så jeg begyndte at sulte mig selv.
Jeg kontaktede min dengang klasselærer, fordi jeg havde brug for at få det ud. Hun fortalte mig, at jeg kunne stole på hende, og jeg nød den opmærksomhed hun gav mig. En dag var jeg så frustreret, at jeg skar i mig selv fire gange på armen, det er to år siden nu, så husker det ikke så godt, men jeg tror vist nok det var for opmærksomhed.
Jeg fortalte det til min lærer, og samme aften ringede hun til mine forældre. Jeg fik så af vide, at hun i al den tid, jeg havde snakket med hende, havde fortalt mine forældre alt, og så gik jeg bare helt ned med flaget.
Efter sommerferien til 7. Klasse startede jeg til skolepsykolog, men det hjalp mig intet, så det stoppede hurtigt. Jeg tabte mig stadig, men følte mig alt for tyk. Og jeg begyndte så at snakke med min anden lærer (ikke hende der stak mig i ryggen), og hende har jeg snakket med siden.
Nu er det bare sådan, at jeg har det vildt skidt, og er ret langt nede psykisk, og min lærer siger, at hvis jeg ikke snart får det bedre, kan jeg ikke blive erklæret uddannelsesparat (som man jo skal for at komme på gymnasiet) og det bekymrer mig meget.
Jeg skærer tit i mig selv, men det er absolut ikke for at få opmærksomhed mere. Jeg gør det for at lindre smerten indeni. Min lærer siger at jeg er syg, og at jeg skal indse det, før jeg kan få det bedre. Men problemet er bare, at jeg ikke selv kan se, at jeg er syg.
Jeg kan ikke snakke med mine forældre om det længere, da de begge reagerede ret voldsomt dengang i 6. Klasse. Jeg har tit lyst til at give op, men så alligevel ikke.. Men jeg ved bare ikke hvor lang tid jeg kan dumle med det mere, det slider virkelig på mig. Spørgsmålet er bare, er jeg virkelig syg? Eller overdriver min lærer?
Knus, E
