Sådan kan du kontakte BørneTelefonen

Brev

Spiseforstyrrelser…

Jeg har tre meget forskellige problemer andgående spiseforstyrrelser. For det første, har jeg en meget god veninde, med en meget alvorlig spiseforstyrrelse. Hun lider derudover også af depression, angst, stress, er meget perfektionistisk, er selvskader og andet. Hun er i behandling, og har været det i flere år (hun har engang været tvangsindlagt i flere måneder).

Jeg holder meget af hende, men lige for tiden har dun det bare værre end hun plejer og har inden for det seneste år forsøgt selvmord seks gange. Jeg ved ikke hvordan jeg skal håndtere det, for jeg har svært ved at være omkring hende. Jeg vil virkelig gerne være der for hende (ikke redde hende, det er jeg klar over at jeg ikke kan), fordi det er lige nu hun mest har brug for det, men jeg ved virkelig ikke hvordan.

Om to uger rejser jeg i øvrigt på efterskole i den anden ende af landet, og hun skal på gymnasium, som hun er meget stresset over og bange for, da hun ikke er så god til store skift og skolen vi gik på var ‘hendes eneste faste holdepunkt’, som hun selv udtrykker det. Jeg vil jo gerne støtte hende, men samtidig vil jeg også gerne kunne nyde mit efterskoleår uden at skulle bekymre mig om alt muligt andet, men det er svært for mig, at få hende ud af baghovedet.

Tre ud af de seks selvmordsforsøg hun havde i det seneste år lå på dage, eller det ene dagen efter en dag, hvor vi rigtigt skulle have været sammen, men hvor jeg har været syg eller for træt til at overskue det (det er meget energikrævende at være sammen med hende, men jeg kan også godt lide det og gør det ikke kun for hendes skyld). Og selvom jeg måske også godt ved at det ville være sket alligevel, for det mig til at føle mig skyldbetynget.

Jeg er bare forvirret over det hele og har flere gange måttet holde fri fra skole, fordi hendes hospitalbesøg har taget lidt voldsomt på mig. Jeg har i øvrigt kun kendt hende i knap to år, da jeg skiftede skole dér.

Det andet handler om en anden veninde, som jeg har kendt i 10 år. Vi har altid været gode veninder og jeg er nok den eneste som rigtigt kender hende, da hun er meget usikker og går meget op i at fremstå på en bestemt måde (jeg ville sige om de fleste, som opfører som hende, at de er falske. Men jeg kender hende og ved, at der også er noget bagved. Og hendes facadehysteri må hun slev tage sig af…)

Men i hvert fald, har hun altid haft et højt stofskifte og været meget slank, men med former alle det rigtige steder på trods af en ikke helt sund diæt. Men her i løbet af det sidste år, har hun fået en eller anden idé om, at hun snart vil overmandet af hormonerne i hendes krop og at hendes stofskifte dermed vil gå i stå, selvom hendes krop overhovedet ikke har udviklet sig siden hun fik menstruation som knap 12-årig (hun er nu 16,5).

Og derfor begyndte hun at spise sundere og motionere, men det sidste halve år, er det ligesom taget til. Hun spiser meget lidt når vi er sammen ‘for at passe på sin hud’ (det skal lige siges, at hun får måske 1 bums om måneden, men ellers har hun aldrig nogen hudproblemer) og hun fortæller at hun motionerer 4-6 gange om ugen, her i sommerferien hver dag, på nogle temmeligt hårde hold i hendes fitnesscenter. Og selvom hun er 172 cm høj og vejer lidt under 54 kilo, synes hun stadig, at hendes lår er for tykke og snakker om at hun vil tabe sig dér.

Jeg ved ikke helt om det er en spiseforstyrrelse, men jeg er sikker på, at hun har et unaturligt forhold til mad og vægt, men jeg ved ikke hvad jeg kan gøre ved det. Hvis jeg spørger hende direkte eller siger det til hendes forældre, og hun finder ud af det, vil hun miste al tillid til mig og hun er nok den bedsteaf mine veninder, så jeg vil ikke miste hende. Hvad kan jeg gøre?

Mit tredje problem omhandler mig selv. Jeg har selv et unarturligt forhold til mad, det er jeg sikker på. Hver dag, til hvert måltid spiser jeg meget mere end jeg egentligt har lyst til. Og så går jeg ud og kaster det hele op og tager et glas vand eller et stykke frugt. Hvis jeg ikke kan komme til at kaste op, hvis jeg for eksempel er ude at spise med vennerne eller min familie, så bliver jeg nærmest panisk og får hjertebanken og er ved at græde, fordi jeg føler at maden forgifter mig og at den vil skade mig hvis jeg ikke får den ud.

Jeg har haft det sådan i omkring 3 år nu, eller det vil sige, at jeg har kastet op en gang i mellem (1-2 gange om måneden, når jeg havde spist noget meget usundt/kalorieholdigt) i de sidste cirka 2,5 år, men det sidste halve år er det taget til og nu gør jeg det som sagt efter alle måltider.

Nogle gange når jeg keder mig, spiser jeg f. eks. en æske chokoladekiks, bare for at kunne kaste den op igen, men henblik på at kunne kaste den op. Jeg får det godt bagefter, som om jeg har gjort noget godt for min krop. Det føles ligesom efter en løbetur (det skal siges, at jeg ikke motionerer enormt ofte. En gang om ugen måske og ikke noget ekstremt, løber f.eks. 2-3 km).

Jeg er en høj pige på 176 cm, eller i hvert tilfælde højere end næsten alle på min årgang (også de fleste drenge) og alle mine veninder, hvilket ofter får mig til at føle mig voldsom, som om jeg fylder det hele og alle kigger på mig. Eftersom at jeg er lidt højere end de fleste, har jeg (naturligt nok vel?) en anelse større knogler end mine veninder. Det er måske ikke så slemt som jeg gør det, men det føles ofte slemt.

Nogle gange har jeg det som om bygningerne runger og gynger når jeg kommer gående, og jeg er (selvom jeg dog ofte har det sådan) ikke specielt tyk, jeg vejer 58 kilo. Men jeg føler mig bare generelt anderledes udseende end mine andre jævnaldrende. Mit hår er stort, krøllet/kruset og leverpostejsfarvet, min næse er enorm og rund og skinner altid, også når jeg prøver at dække den med pudder, mun hud er meget fedtet og ujævn, mine øjne er små og mine øjenlåg tunge. Mine tænder er skæve, men lige præcis ikke nok til at jeg kan få bøjle, jeg kæmper meget med svedproblemer og dårlig ånde. Jeg føler bare ikke at jeg passer ind og jeg føler mig grim og troldeagtig.

De sidste to månender har jeg taget et kilo på og er gået en størrelse op i bukser og det gør mig også ked af det og dræber min selvtillid, som der i forvejen ikke er meget af. Jeg ved godt at det er ironisk, at jeg prøver at hjælpe mine veninder med deres selvværdsproblemer og spiseforstyrrelser, når jeg ikke engang kan håndterer mine egne. Men jeg har bare brug for hjælp tror jeg. Og mine forældre kan ikke give mig det.

Jeg har et okay forhold til mine forældre, men de vil bare ikke kunne forstå min situation med at kaste op. De vil bare blive sure, sige at jeg overdriver for at få opmærksomhed og prøve at tvinge mig til at stoppe. Jeg ved ikke engang om jeg gider stoppe, men hvis jeg skal, vil jeg ikke gøre det med dem. De er ikke særligt gode til at håndtere konflikter, men det tror de at de er, hvilket gør det endnu værre. Kan man få noget professionel hjælp, uden at ens forældre skal indblandes og har jeg overhovedet brug for det?

Jeg skal i øvrigt på efterskole om to uger, hvis det gør nogen forskel. Skal jeg prøve at snakke med en lærer om det? Jeg ved, at de har beretterpligt eller hvad det hedder og derfor nok siger det til mine forældre og måske endda sender mig hjem fordi de ikke vil håndtere det, hvis det altså er alvorligt. Jeg ved ikke om det er det. For det er jo ikke fordi jeg er besat og kommer i livsfare. Det er mere noget forebyggende tror jeg. Selvom jeg også ved at det ikke er normalt.

Jeg er bare forvirret. Virkelig meget. Over alting. Jeg kan ikke engang formulere det hele ned, det her er bare det allervigtigste af de ting jeg tænker, der er så meget mere. Jeg tror jeg tænker anderledes, for når jeg prøver at forklare mine tanker til folk, kan de tit ikke følge med (også når jeg snakker langsomt) og de ingen forstår det helt nogensinde, de tror bare at de gør.

Det er enormt fustrerende at ingen forstår mig. Jeg tænker så meget, at jeg nogengange for spat og har lyst til at skrige, men bare ligger og trækker vejret hurtigt og ikke kan overskue noget. Måske er det dumt at skrive ind, for ingen forstår mig alligevel.

Pige, 16 år
Svar fra

Børnetelefonen

 
Kære du
Tak for et dejligt langt brev, fyldt med spændende tanker og gode spørgsmål!
Du er virkelig god til at skrive. Jeg får næsten en oplevelse af, at det var rart for dig at skrive brevet og komme ud med alle dine tanker, er det rigtigt?
Det er bestemt ikke en nem situation, du står i – og jeg synes, du gør dig så mange tanker om, hvordan du både kan være tro mod dig selv og passe på dig selv og samtidig være en god og omsorgsfuld veninde. Det kan være rigtig svært at dele de to roller i en person, så jeg kan godt forstå at du har brug for at lufte alle tanker og bekymringer.

Det lyder spændende, at du skal på efterskole om to uger, måske er du allerede startet, når du læser dette.. men det skal, som du også selv skriver, helst være en god oplevelse, hvor du kan have dit fokus og bruge din energi på at være til stede dér og ikke gå og bruge kræfter på at bekymre dig om dine veninder. Samtidig er dine veninder lige i øjeblikket i en situation, hvor jeg godt kan forstå, at du bekymrer dig for dem. Men jeg tror, at det de vokser af og får mest glæde af, det er at se dig tro på dem, mærke din glæde og omsorg for dem og måske inspirere dem med en god portion livsglæde. Det er de færreste mennesker som udvikler sig og vokser af at andre synes det er synd for dem. Man kan næsten komme til at fastholde dem i en position, hvor de er lidt ofre og det hele bare er synd for dem – og det sker der ikke så meget udvikling og forandring af. Kan du følge mig i, at man får mest energi af at være sammen med glade energifyldte mennesker, i modsætning til nogen der sidder og hænger og siger ”det er også synd for dig..” ?
Så ved at passe på dig selv og gøre noget godt for dig selv (for eksempel at tage på efterskole), så kan du inspirere og give noget til dine veninder, når I ses igen... 
I forhold til den første veninde, du beskriver, tænker jeg, at du må stole på at behandlersystemet og hendes forældre, læger og andre omkring hende, tager ansvar for hendes sundhed og trivsel. Du kan være hendes dejlige veninde, men det må aldrig blive dit ansvar at holde hende fra at begå selvmord eller bare være glad. Det er dels hendes eget ansvar og dels de mennesker, som er en del af hendes behandling, giver det mening? Vi har alle vores roller i forhold til hinanden og jeg kan sagtens forestille mig, at du føler et stort ansvar for en veninde, når hun er så sårbar, som du beskriver, men det er de voksne omkring hende, som skal skabe trygge rammer omkring hende.
I forhold til din anden veninde, tænker jeg, at du kan være en god veninde, ved at turde stille spørgsmål til hendes opførsel og tanker i øjeblikket. Jeg forestiller mig, at du på en omsorgsfuld måde kan fortælle hende, at du faktisk er lidt nervøs eller urolig over at skulle spørge hende om det her, men fordi du netop holder så meget af hende, har brug for at give udtryk for, at du egentlig er bekymret for hende og den måde hun går op i sin krop og mad... Jeg tænker, at det rigtige vil være at tale med hende selv først i stedet for at gå til hendes forældre, for det kan hun måske godt opfatte anderledes end du mener det. Alt efter hvordan hun reagerer på det, kan I måske tale om, hvad hun gerne vil opnå ved den fokusering, hun har på det og om, hun synes det kan være svært at stoppe igen i forhold til gerne at ville tabe sig og motionere. Måske har hun på sigt lyst til at tale med nogen om det, men det kan godt være, at du skal starte med bare at sige, hvad du oplever og så vente med alle løsningsforslagene...så hun selv kommer på banen og du får en forståelse hvordan hun opfatter situationen... Kan du følge mig i det?
Så kommer det allervigtigste – dig selv! Som du selv skriver, så er det lidt paradoksalt, at du tager dig af dine veninder og deres forhold til mad og krop, samtidig med at du selv er i risiko for at opbygge en spiseforstyrrelse.. Nu er det vist tid til at se på dig selv og passe rigtig godt på dig. Jeg kan ikke udtale mig, om du har en spiseforstyrrelse eller ej, men når jeg læser din beskrivelse af dig selv, så ser jeg en pige, som har et kæmpe hjerte for dem hun holder af. En pige, som egentlig gerne vil en masse ting, men som har en masse tanker i sit hoved, der ind i mellem forstyrrer og som har fået indarbejdet nogle dårlige mønstre i forhold til mad og det at spise. En pige, som ville have stor glæde af at få noget professionel hjælp til at komme godt videre. Måske ville det egentlig ikke gøre så meget, hvis dine forældre også blev inddraget, så længe at du kan få hjælp til at tale med dem om det og du ikke kommer til at sidde alene og skulle tage ansvar for den samtale.

Jeg tænker, at du måske kan bruge din kontaktlærer på efterskolen til at fortælle, hvordan det egentlig er at være dig og hvad du går og bruger tanker på. At det er vigtigt for dig, at du får hjælp og støtte til at tale med dine forældre om det. Du skal være med til samtalen, men der skal være en eller to voksne, som tager ansvar for at dine forældre lytter til dig og at I sammen kan tale om hvilken form for støtte og opbakning, du har brug for fra dine forældre i fremtiden. Så du kan føle dig taget alvorligt, men uden at det skal ødelægge dit efterskoleophold. Der er måske en risiko for, hvis du bliver ved at kaste op efter hvert måltid og ikke spiser ordentlig næringsrig mad, at efterskolen på et tidspunkt ikke kan tage ansvar for dit helbred. Men det er ikke sikkert, at du selv kan stoppe igen – måske har du brug for hjælp til det.. Alle de aspekter af det kan jeg ikke svare på, men jeg synes du skal overveje at betro dig til din kontaktlærer eller den lærer, du har det bedst med og den vej igennem få hjælp til dig selv.

Du lyder som en pige med en flot højde og absolut ikke for mange kilo på kroppen.. Og når du betragter dig selv, så skal du måske øve dig i ikke at være fejlfinder, men bruge energi på at finde de punkter eller steder på din krop, du godt kan lide.. og så bare dyrk dem helt vildt og glem de steder, som du ikke synes er helt så fantastiske – sådanne steder har vi alle sammen og det er en del af os, som vi med tiden lærer at acceptere og måske ligefrem ende med at synes er noget lidt særligt ved os selv på den fede måde...det der gør os til noget særligt!  Men det er oftest når man er lidt ældre end dig...fordi man ofte i den alder du er i nu, har stort behov for at ligne hinanden eller det idealer for krop og udseende som modeverdenen stiller op. Så lad være at bruge for meget energi på dem det næste stykke tid. Nyd at være dig, unik som du er - tænk over det, og brug det positivt overfor dig selv og når du ser på andre omkring dig. Jeg tror det kan åbne op mange flere positive oplevelser i dit liv. 
Hold da op, nu kom jeg næsten til at svare lige så langt som dig.. jeg håber, at du stadig læser med.. For at opsummere svaret lidt, så tænker jeg, at det vil være godt for dig at få en fortrolig voksen at snakke med, om hvordan du har det og hvad du synes kan være svært – og som samtidig kan støtte dig i at være en fantastisk dejlig veninde og ikke en ansvarlig for dine veninders helbred..
Jeg håber, at du føler dig bare lidt forstået her! Og vi vil altid gerne lægge både ører og kuglepen til at lytte til dig.
Rigtig meget held og lykke – og jeg håber, du får et dejligt efterskoleophold med masser af nye veninder og venner 
Bedste hilsner BørneBrevkassen
 
 
 
 

Få flere gode råd til krop og udseende

Kroppen vil ændre sig hele livet. Det er en del af at blive ældre. Rigtig mange begynder at sammenligne sig selv med andre, og nogle bliver kede af det over deres udseende.

Mange børn og unge fortæller, at de sociale medier påvirker dem. Og historier om slankekure, BMI og gode råd kan være svære at forholde sig til.

Her på siden kan du få gode råd til, hvordan du kan få det bedre med din krop og dit udseende. Du kan også prøve quizzen, og lære at kende forskel på, hvad der er facts, og hvad der er myter om krop og udseende.

Ring

Ring til bisidningen på nummer 35 55 55 56.

SMS

Send SMS til BørneTelefonen på nummer 116111.

Ring

Ring til BørneTelefonen på nummer 116111.

Chat
Chat
Gruppechat
Gruppechat