Spiseforstyrrelser…

Jeg har tre meget forskellige problemer andgående spiseforstyrrelser. For det første, har jeg en meget god veninde, med en meget alvorlig spiseforstyrrelse. Hun lider derudover også af depression, angst, stress, er meget perfektionistisk, er selvskader og andet. Hun er i behandling, og har været det i flere år (hun har engang været tvangsindlagt i flere måneder).

Jeg holder meget af hende, men lige for tiden har dun det bare værre end hun plejer og har inden for det seneste år forsøgt selvmord seks gange. Jeg ved ikke hvordan jeg skal håndtere det, for jeg har svært ved at være omkring hende. Jeg vil virkelig gerne være der for hende (ikke redde hende, det er jeg klar over at jeg ikke kan), fordi det er lige nu hun mest har brug for det, men jeg ved virkelig ikke hvordan.

Om to uger rejser jeg i øvrigt på efterskole i den anden ende af landet, og hun skal på gymnasium, som hun er meget stresset over og bange for, da hun ikke er så god til store skift og skolen vi gik på var ‘hendes eneste faste holdepunkt’, som hun selv udtrykker det. Jeg vil jo gerne støtte hende, men samtidig vil jeg også gerne kunne nyde mit efterskoleår uden at skulle bekymre mig om alt muligt andet, men det er svært for mig, at få hende ud af baghovedet.

Tre ud af de seks selvmordsforsøg hun havde i det seneste år lå på dage, eller det ene dagen efter en dag, hvor vi rigtigt skulle have været sammen, men hvor jeg har været syg eller for træt til at overskue det (det er meget energikrævende at være sammen med hende, men jeg kan også godt lide det og gør det ikke kun for hendes skyld). Og selvom jeg måske også godt ved at det ville være sket alligevel, for det mig til at føle mig skyldbetynget.

Jeg er bare forvirret over det hele og har flere gange måttet holde fri fra skole, fordi hendes hospitalbesøg har taget lidt voldsomt på mig. Jeg har i øvrigt kun kendt hende i knap to år, da jeg skiftede skole dér.

Det andet handler om en anden veninde, som jeg har kendt i 10 år. Vi har altid været gode veninder og jeg er nok den eneste som rigtigt kender hende, da hun er meget usikker og går meget op i at fremstå på en bestemt måde (jeg ville sige om de fleste, som opfører som hende, at de er falske. Men jeg kender hende og ved, at der også er noget bagved. Og hendes facadehysteri må hun slev tage sig af…)

Men i hvert fald, har hun altid haft et højt stofskifte og været meget slank, men med former alle det rigtige steder på trods af en ikke helt sund diæt. Men her i løbet af det sidste år, har hun fået en eller anden idé om, at hun snart vil overmandet af hormonerne i hendes krop og at hendes stofskifte dermed vil gå i stå, selvom hendes krop overhovedet ikke har udviklet sig siden hun fik menstruation som knap 12-årig (hun er nu 16,5).

Og derfor begyndte hun at spise sundere og motionere, men det sidste halve år, er det ligesom taget til. Hun spiser meget lidt når vi er sammen ‘for at passe på sin hud’ (det skal lige siges, at hun får måske 1 bums om måneden, men ellers har hun aldrig nogen hudproblemer) og hun fortæller at hun motionerer 4-6 gange om ugen, her i sommerferien hver dag, på nogle temmeligt hårde hold i hendes fitnesscenter. Og selvom hun er 172 cm høj og vejer lidt under 54 kilo, synes hun stadig, at hendes lår er for tykke og snakker om at hun vil tabe sig dér.

Jeg ved ikke helt om det er en spiseforstyrrelse, men jeg er sikker på, at hun har et unaturligt forhold til mad og vægt, men jeg ved ikke hvad jeg kan gøre ved det. Hvis jeg spørger hende direkte eller siger det til hendes forældre, og hun finder ud af det, vil hun miste al tillid til mig og hun er nok den bedsteaf mine veninder, så jeg vil ikke miste hende. Hvad kan jeg gøre?

Mit tredje problem omhandler mig selv. Jeg har selv et unarturligt forhold til mad, det er jeg sikker på. Hver dag, til hvert måltid spiser jeg meget mere end jeg egentligt har lyst til. Og så går jeg ud og kaster det hele op og tager et glas vand eller et stykke frugt. Hvis jeg ikke kan komme til at kaste op, hvis jeg for eksempel er ude at spise med vennerne eller min familie, så bliver jeg nærmest panisk og får hjertebanken og er ved at græde, fordi jeg føler at maden forgifter mig og at den vil skade mig hvis jeg ikke får den ud.

Jeg har haft det sådan i omkring 3 år nu, eller det vil sige, at jeg har kastet op en gang i mellem (1-2 gange om måneden, når jeg havde spist noget meget usundt/kalorieholdigt) i de sidste cirka 2,5 år, men det sidste halve år er det taget til og nu gør jeg det som sagt efter alle måltider.

Nogle gange når jeg keder mig, spiser jeg f. eks. en æske chokoladekiks, bare for at kunne kaste den op igen, men henblik på at kunne kaste den op. Jeg får det godt bagefter, som om jeg har gjort noget godt for min krop. Det føles ligesom efter en løbetur (det skal siges, at jeg ikke motionerer enormt ofte. En gang om ugen måske og ikke noget ekstremt, løber f.eks. 2-3 km).

Jeg er en høj pige på 176 cm, eller i hvert tilfælde højere end næsten alle på min årgang (også de fleste drenge) og alle mine veninder, hvilket ofter får mig til at føle mig voldsom, som om jeg fylder det hele og alle kigger på mig. Eftersom at jeg er lidt højere end de fleste, har jeg (naturligt nok vel?) en anelse større knogler end mine veninder. Det er måske ikke så slemt som jeg gør det, men det føles ofte slemt.

Nogle gange har jeg det som om bygningerne runger og gynger når jeg kommer gående, og jeg er (selvom jeg dog ofte har det sådan) ikke specielt tyk, jeg vejer 58 kilo. Men jeg føler mig bare generelt anderledes udseende end mine andre jævnaldrende. Mit hår er stort, krøllet/kruset og leverpostejsfarvet, min næse er enorm og rund og skinner altid, også når jeg prøver at dække den med pudder, mun hud er meget fedtet og ujævn, mine øjne er små og mine øjenlåg tunge. Mine tænder er skæve, men lige præcis ikke nok til at jeg kan få bøjle, jeg kæmper meget med svedproblemer og dårlig ånde. Jeg føler bare ikke at jeg passer ind og jeg føler mig grim og troldeagtig.

De sidste to månender har jeg taget et kilo på og er gået en størrelse op i bukser og det gør mig også ked af det og dræber min selvtillid, som der i forvejen ikke er meget af. Jeg ved godt at det er ironisk, at jeg prøver at hjælpe mine veninder med deres selvværdsproblemer og spiseforstyrrelser, når jeg ikke engang kan håndterer mine egne. Men jeg har bare brug for hjælp tror jeg. Og mine forældre kan ikke give mig det.

Jeg har et okay forhold til mine forældre, men de vil bare ikke kunne forstå min situation med at kaste op. De vil bare blive sure, sige at jeg overdriver for at få opmærksomhed og prøve at tvinge mig til at stoppe. Jeg ved ikke engang om jeg gider stoppe, men hvis jeg skal, vil jeg ikke gøre det med dem. De er ikke særligt gode til at håndtere konflikter, men det tror de at de er, hvilket gør det endnu værre. Kan man få noget professionel hjælp, uden at ens forældre skal indblandes og har jeg overhovedet brug for det?

Jeg skal i øvrigt på efterskole om to uger, hvis det gør nogen forskel. Skal jeg prøve at snakke med en lærer om det? Jeg ved, at de har beretterpligt eller hvad det hedder og derfor nok siger det til mine forældre og måske endda sender mig hjem fordi de ikke vil håndtere det, hvis det altså er alvorligt. Jeg ved ikke om det er det. For det er jo ikke fordi jeg er besat og kommer i livsfare. Det er mere noget forebyggende tror jeg. Selvom jeg også ved at det ikke er normalt.

Jeg er bare forvirret. Virkelig meget. Over alting. Jeg kan ikke engang formulere det hele ned, det her er bare det allervigtigste af de ting jeg tænker, der er så meget mere. Jeg tror jeg tænker anderledes, for når jeg prøver at forklare mine tanker til folk, kan de tit ikke følge med (også når jeg snakker langsomt) og de ingen forstår det helt nogensinde, de tror bare at de gør.

Det er enormt fustrerende at ingen forstår mig. Jeg tænker så meget, at jeg nogengange for spat og har lyst til at skrige, men bare ligger og trækker vejret hurtigt og ikke kan overskue noget. Måske er det dumt at skrive ind, for ingen forstår mig alligevel.