Kære pige på 13 år
Tak for dit utrolig ærlige brev. Hvor er jeg ked af at læse, at vægten og tankerne om dit eget udseende fylder så meget hos dig. Selvom vi alle gerne vil se godt ud – og være den perfekte udgave af os selv, så er det rigtig vigtigt, at man selv kan få øje på, når det begynder at tage overhånd. Når jeg læser dit brev, får jeg et billede af en pige, der er bekymret for den måde, hun lever sit liv på. Er det mon rigtigt, hvis jeg forstår dig sådan?
Under alle omstændigheder, så er det bare så modigt og flot, at du tør skrive herind og fortælle, hvordan du har det. Derfor håber jeg også, at mit svar kan være med til at give dig troen på, at dine tanker og din fokusering på mad sagtens kan ændre sig, men det kræver, at du tør bede om hjælp. For der er ingen, der har det som dig, der kan klare det helt alene.
Selvom det kan lyde meget barsk og direkte, så tillader jeg mig alligevel at skrive, at jeg tror, at du har en spiseforstyrrelse. Måske har du selv tænkt tanken, for jeg kan se, at du også har kaldt dit brev ”spiseforstyrrelse”. At være nået så langt, at man selv kan bruge det ord, er et rigtig godt tegn. Det er nemlig vigtigt i forhold til at kunne få hjælp til at komme videre efter en spiseforstyrrelse. Du fortæller selv, hvordan du stille og roligt er blevet fascineret af, hvordan du har kunne kontrollere din krop og stille og roligt tabt dig.
Måske var det sundt i starten, at du tabte dig lidt, selvom det jo ikke var det, som lægen sagde! Men som jeg forstår det nu, så er du en helt almindelig pige, der vejer lige præcis det, du skal. Du er ikke tyk! Jeg tror, at din mor har helt ret i, når hun siger, at der er stor forskel på, hvordan vi som mennesker er bygget. Nogle er smalle, andre bredere, nogle er lave og andre høje. Det er sådan, det skal være – og det er helt naturligt. Men selvom det er helt almindeligt, at vi alle ser forskellige ud – og stadig kan være normalvægtige, så er det så vigtigt, at ens tanker også fortæller én det samme. Det er nemlig ikke til at holde ud, hvis man hele tiden har et syn på sig selv, der siger ”du er tyk”. Det kan i værste fald starte med at gå ud over dit samvær med andre. For når man ikke er glad for sig selv, er det rigtig svært at være med i et fællesskab. Så kan man komme til at føle, at man ikke er lige så god som alle de andre, selvom det selvfølgelig ikke er tilfældet. Det kan være, at du kan gemme det i starten, så du kan "være glad i skolen", men når du kommer hjem, er det svært at fortsætte med at "holde masken". Det er helt forståeligt, at du bliver ked af det.
Hvis man ikke får den energi/mad, som kroppen har brug for, vil kroppen også reagere. Den får svært ved at holde fokus, og det kan fx gå ud over din skolegang. Det er nemlig en forudsætning, at man har energi, før man kan lære noget. Derudover er det svært at koncentrere sig, hvis tanker er helt andet sted, fx på tankerne om, at man føler sult.
Der er altså mange gode grunde til, at det skal stoppe nu.. Stopper det ikke nu, er der også en risiko for, at du kommer så langt ud, at det bliver sværere at hjælpe dig. Så vil de ”dumme” vægttanker være så dominerende og bestemmende for dit liv, at der pludselig ikke er plads til andet. Derudover er der selvfølgelig også en fysisk risiko, hvis det kommer så langt ud, at man bliver undervægtig. Det er kroppen ikke bygget til!
Hvis du ser på, hvordan dit liv har udviklet sig på et år, så tænk på, hvad der kan ske med tiden?! Det kan være en uhyggelig tanke, men nogen gange er det nødvendigt at tænke på, hvad det i værste fald kan føre til. Du har brug for hjælp til at få nogle sunde spisevaner igen. I dit brev skriver du om din mor. Jeg kan forstå, at det var hende, der for et år siden tog med dig til lægen, og at det også er hende, som bl.a. lagde mærke til, at du havde tabt dig hen over sommeren. Du skriver endda, at du faktisk fortalte hende, hvordan du havde tabt dig. Jeg går ud fra, at du fortalte, at du havde sprunget måltider over?! Er det mon rigtig forstået?!
Jeg kan godt forstå, at du ikke har lyst til at fortælle din mor om opkastningerne. Måske fordi du er bange for, hvordan hun vil reagere?! Formentlig vil din mor blive forskrækket, og måske også sur - ked af det til at starte med, men omvendt er det jo også en ”kærlighedserklæring”, fordi det viser, at du har lyst til at være ærlig over for hende – og du har lyst til, at det netop er hende, der hjælper dig. Det er langt fra alle, der har sådan et forhold til deres mor.
Du skriver allerede, at din mor indimellem siger, at du skal spise, så måske er hun allerede lidt opmærksom på, at dine tanker om mad fylder for meget. Du skal selvfølgelig selv bestemme, om du har lyst til at fortælle din mor om opkastningerne, men jeg synes umiddelbart, at der er flere ting i dit blev, der viser, at din mor og dig har et forhold, som godt kan tåle at høre sandheden. Men det er dit liv, og derfor dig, der skal træffe beslutningen. Hvis din mor skal kunne hjælpe dig ordentlig, har hun brug for at vide, hvordan du har det. Hvis du vælger at fortælle din mor det, kan du overveje, om du måske skal vise hende det brev, som du har skrevet herind og mit svar?! Jeg er nemlig slet ikke i tvivl om, at du har brug for din mors hjælp, så du kan få styr på de tanker og dårlige spisevaner, som er ved at tage kontrol over dig.
Du kan også fortælle din mor det direkte, men hvis du gør det, er det måske en god ide, hvis du forbereder hende inden. Du kan jo sikre dig, at du fortæller det på et tidspunkt, hvor I har god tid, så I ikke bliver forstyrret.
En anden mulighed er også at søge råd hos sundhedsplejersken på din skole. Hun har helt sikkert tidligere oplevet andre unge piger eller drenge, der også have brug for hjælp. Det er kun sejt at spørge om hjælp, for det viser, at du er en handlekraftig pige, der ikke lader dig overrumle af de overskyggende madtanker. Du er perfekt, som du er – og det har du brug for at lære, og det skal du have hjælp til. Det er desværre noget, som flere og flere har brug for at lære, men heldigvis er der en masse hjælp, hvis man ønsker det.
Jeg håber, at mit svar måske har givet dig mod på at fortælle din mor ”hele” sandheden om dit vægttab, så hun sammen med dig kan sørge for, at du får det godt. Det kan være, at I sammen kan besøge lægen igen?
Hvis du har brug for det, er du også meget velkommen til at kontakte BørneTelefonen på 116111. Her sidder der rådgivere parat, der har talt med mange andre børn og unge, der også tumler med de tanker, som du gør. Du kan eventuelt ringe og øve dig på, hvordan du får talt med din mor, hvis du føler, du har brug for det. Så er vi klar til at lytte!
Afslutningsvis vil jeg kort henvise til LMS, som du måske kender?! LMS står for "Landsforeningen mod spiseforstyrrelse og selvskade", og de har bl.a. både en fin hjemmeside og en rådgivning, som du kan kigge mere på, hvis du har lyst: http://www.lmsspiseforstyrrelser.dk
Jeg håber så meget, at du har fået mod på at fortælle nogen omkring dig, hvordan du har det. Om det er din mor eller en anden, skal du selvfølgelig helt selv bestemme. Jeg håber bare, at du ved, at du er så sej og modig.. det er langt fra alle unge piger, der så præcist kan forklare, hvordan de har det. Og det er et godt skridt i den rigtige - og sunde - retning.
De allerbedste tanker til dig
Fra BørneTelefonen
