Spiseforstyrrelse?

Kære pige,

Tak for dit brev. Flot at du har haft mod til at skrive. Det er et brev, som beskriver godt, hvordan du har det lige nu.

Jeg ved heller ikke, om du som 14-årig har haft en spiseforstyrrelse, men en ting er sikkert: Det er ikke i orden at have det, som du har det nu. Du beskriver flot og meget præcist, at det er følelsen og det lille fællesskab, der er i anoreksien, du savner. Jeg tænker, at du skal prøve finde noget at sætte i stedet for, noget som kan give dig lidt af den samme fællesskabsfølelse. Det kan være rigtigt svært alene at overskue, hvad det er der skal til.

Derfor tror jeg, det er vigtigt, at du får hjælp af en voksen. En voksen der kan hjælpe med, at du får den rigtige hjælp, som fx kunne være en psykolog. Er der en voksen, du har tillid til..? Det kunne være dine forældre, en skolelærer, en venindes mor, sundhedsplejersken på din skole, eller en helt anden, så I sammen kan finde en psykolog.

Du har været stærk rigtig længe og selv klaret at holde dig fra anoreksi, men jeg tror, du har brug for nogle måder at tænke på, så dine tanker kan komme helt væk fra anoreksien. Desværre er det kun sjældent, at man kan klare det selv, og det er heller ikke i orden at skulle være alene om. De følelser du har omkring anoreksi, er følelser, du deler med rigtigt mange. Det er bare ikke alle, der har dit mod og beder om hjælp.

Hvis ikke du kan finde nogen at snakke med, kan du altid ringe til BørneTelefonen 116 111, hvor der sidder voksne klar til at snakke. Tit er det sådan at man efter en telefonsamtale med en rådgiver har opdaget nye muligheder, man ellers ikke havde tænkt på, så måske kunne du også have glæde af det..? 

Kærlig hilsen BørneBrevkassen