Spiseforstyrrelse?

Kære du
Tusind tak for dit brev. Hvor er det bare godt, du har skrevet hertil. Det er meget tydeligt, at du har brug for hjælp og brug for, at der er nogle der lytter til dig. Jeg vil gerne prøve at fortælle dig, hvad jeg tænker om dit brev. Det håber jeg er i orden. Jeg håber selvfølgelig også, at du vil kunne bruge det og at det kan være med til at hjælpe dig videre.

Allerførst vil jeg gerne sige til dig, at du virker til at være en pige, der tænker rigtig meget over tingene. Det tænker jeg er en stor styrke du har, som du kan bruge til at få det bedre. Samtidig kan mange tanker også være med til, at vi bliver endnu mere forvirrede. Kender du mon det? Det gælder om at finde en god balance mellem de gode og de dårlige tanker.
Ud fra dit brev kan jeg forstå, at du har mange bud på, hvad der mon gør, at du er så optaget af din vægt: din mor har vist dig videoer af ”grimme” tynde piger, din mor er meget bekymret for dig, du vil gerne føle dig fin og du tror, din mor har lidt af en spiseforstyrrelse. Samtidig skriver du også, at du er bange for, at du måske har fortrængt nogle minder og at det måske også har påvirket dig, at din far ikke ville have dig. Det er rigtig mange meget svære tanker, du går rundt med. Og det må være hårdt for dig. Samtidig viser dine tanker også, at du har en mega stor selvindsigt. Du er super god til at tænke over, hvordan tingene kan hænge sammen, og det tænker jeg, kan være din styrke.
 Jeg læser dit brev sådan, at din mor betyder meget for dig, men at du måske også kan have det svært med hende, fordi hun er så optaget af, hvor meget eller lidt du spiser. Kan du mon genkende det? Jeg tænker på, at det måske også er din mor, der kan hjælpe dig videre og væk fra alle tankerne om at tabe dig. Jeg bliver nysgerrig efter, om din mor ved, hvordan du har det? Hvis hun ikke ved det, vil det så være muligt for dig at tale med hende om det? - Jeg tænker på, hvordan det ville være, hvis du viste hende brevet? Når jeg kommer med det forslag, så er det fordi, dit brev er meget stærkt og meget tydeligt viser, at du har det rigtig skidt. Måske er der noget i brevet, som du ikke har lyst til, at hun læser lige nu. Hvis det er sådan, så kan du jo skrive et brev, hvor der ikke står mere end dét, du synes, du kan fortælle hende. 
Du skriver, at du ikke fortjener behandling, fordi du er for fucking fed og ikke en gang sulter. Samtidig skriver du også, at du ved, at det er vigtigt at behandle spiseforstyrrelser tidligt. Der skal ikke være nogen tvivl om, at du helt bestemt fortjener behandling. Man kan sige, at det er fjollet, at du tænker på den måde, men jeg ved, at der er mange andre piger og drenge i samme situation som dig, der tænker på samme måde – også selv om det er helt forkert. Jeg kan forestille mig, at den første sætning kører rundt i dit hoved det meste af tiden. Jeg tænker på, om du mon kan få den anden sætning til at fylde noget mere? Altså fortælle dig selv flere gange om dagen, at du ved, at det er vigtigt at behandle spiseforstyrrelser tidligt.  Måske kan du på den måde få det nemmere ved tanken om, at du har brug for og også har ret til, at nogen hjælper dig.
Jeg bliver nysgerrig efter, om der er nogle der ved, hvordan du har det? Jeg har spurgt dig, om din mor ved det. Men er der mon andre? Jeg går ud fra, at du har været til sundhedsplejersken på skolen. Har du mon talt med hende om, hvordan du har det? Sundhedsplejersker ved rigtig meget om både spiseforstyrrelser men også om andre ting. De ser og taler med mange børn og unge, der har det svært. Samtidig kender de også til forskellige måder, som man kan få hjælp på. Ville du mon have mod på, at tale med hende? Hvis du ikke ved, hvornår hun er på skolen, så kan du spørge på skolens kontor.
Det kan også være en helt tredje person, du kan snakke med. Det kan være en lærer, en pædagog fra fx en klub, en i din familie eller en helt anden voksen, som du har tillid til. Jeg tænker det er vigtigt, at du har nogle at dele alle de tanker med, som du lige nu har i dit hoved. Nogle gange kan tankerne blive mindre, hvis de bliver sagt højt. Kender du mon det? 
Det kan også hjælpe at skrive, hvordan du har det og hvad du føler. Hvordan havde du det mon, efter du havde skrevet brevet?
Du kan overveje, om det kan hjælpe dig fx at skrive dagbog. Jeg ved, at der er andre, der bruger det at skrive dagbog som en øvelse på at fortælle om deres tanker. Så du på den måde, måske bedre kan se på tankerne lidt udefra, når de er skrevet ned og 'ude af hovedet'. Måske er det også en idé, du kan bruge?
Jeg har nu givet dig nogle forskellige forslag til, hvad du kan gøre. Måske synes du overhovedet ikke, det er forslag du kan bruge, og vil gerne have nogle andre. Det kan også være, at du kan bruge nogle af forslagene men at du har behov for at få talt mere om, hvordan du skal gøre det. Det kan fx være at du tænker, at du gerne vil tale med din mor, men at du ikke lige ved, hvordan du skal begynde. Hvis det er sådan, er du velkommen til at skrive igen. Du kan også ringe eller sms'e  til BørneTelefonen på 116 111 eller du kan chatte her http://www.bornetelefonen.dk/raadgivning/Basechat.aspx
Jeg ønsker alt det bedste for dig og håber, at du kommer videre, så du kan få det bedre. 
Tanker og store kram fra BørneTelefonen