Spiseforstyrrelse
Kære Brevkasse
Jeg skriver ikke til jer for at få et svar, for jeg har ikke noget spørgsmål. Jeg skriver til jer, fordi jeg ved at der er mange unge, der læser de her breve. Unge der har det på samme måde, som dem der skriver brevene. Så Det her brev er til alle jer andre med spiseforstyrrelser.
Min historie: Jeg har altid været en høj og slank pige, jeg har en fantastisk familie, en masse dejlige venner, og jeg er god i skolen. Selvom alt i mit liv er godt, har jeg af en grund jeg ikke rigtig kender til udviklet en spiseforstyrrelse. Det startede midt i 7. klasse, jeg var 174 cm. høj og vejede 62 kilo.
Jeg begyndte at gå meget op i sundhed. En anden pige fra venindeflokken og jeg, var sundheds-freaksene i flokken. Vi rørte ikke slik, kage, junk, sodavand, osv. som de fleste andre teenagere går amok i. Det var også fint nok, der var intet galt med os. Men langsomt blev det værre for mig. Jeg tænkte ikke på anden end mad, Hvad mon vi skulle have til aftensmad (var det noget jeg kunne spise)? Hvor meget af min madpakke tillod jeg mig selv at spise? Det kunne ikke blive sundt nok, og jeg var fuldkommen besat af tanker omkring mad.
Jeg var meget bevidst om emnet SPISEFORSTYRRELSER, og kunne på den ene side godt se at den var gal. Man føler sig som to personer, en rask og en syg side. Tiden gik og jeg fortsat med at have små spiseproblemer, der blussede lidt op og ned. Jeg havde ingen fysiske påvirkninger, og det gjorde at jeg var meget i tvivl om jeg var syg eller ej. Langsomt tabte jeg mig. Jeg svingede virkelig meget, havde gode og dårlige perioder.
Jeg kan ikke rigtig huske hvornår mine gode og dårlige perioder var, men der var et tidspunkt hvor jeg vejede 54 kilo og var 175 cm høj. I slutningen af 8. klasse var jeg meget ked af det, og kontaktede skolepsykologen, der snakkede med min mor, så jeg kunne komme til lægen. Jeg blev vejet og målt, og lægen vurderede at jeg ikke var syg nok til at han kunne gøre noget (i den periode vejede jeg 61 kilo). Selvom jeg var normal vægtig havde jeg en spiseforstyrrelse, den var bare kun psykisk.
Der var tider hvor jeg gerne ville have hjælp, men mest af alt tider hvor jeg bare ville fortsætte med mine egne vaner. Det blev sommerferie og jeg spiste normalt, det glædede min mor, som har tvivlet meget på om det har været alvorligt eller ej. Men nu er det 9. klasse, og jeg har i den seneste tid været meget dårlig.
Min menstruation er stoppet, og jeg har tit ondt i min krop. Det skræmmer mig og jeg er fortvivlet. Før i tiden var det kun psykisk, men nu er det også fysisk og jeg ved hvilke konsekvenser det i længden kan få for min krop. Jeg er 175,5 cm høj og vejer nu 57 kilo.
Min læge, mor og skolepsykolog er nu begyndt at tage hånd om det, jeg har fået diagnosen anoreksi og der er blevet sendt ansøgninger til hospitaler osv. Jeg føler mig så dum, for jeg gør min familie rigtig ked af det. Jeg føler mig virkelig som en byrde, især for min mor. Det har ligget og ulmet i alt for lang tid, hvor det har været hemmeligt. Jeg syntes at det er utrolig svært at holde hemmeligt, jeg har virkelig lyst til lidt omsorg, men frygter for mit ry.
Jeg vil ikke kendes som pigen med problemer. Der er ikke noget slutning på den her historie, for jeg er stadig midt i den. Jeg ved heller ikke helt hvorfor at jeg skriver den til jer, måske min måde lige at få et overblik over tingene på, og få fortalt om min spiseforstyrrelse på en anonym måde. Jeg håber at min historie gør, at nogen af jer med spiseforstyrrelser der læser dette, forstår at der er andre der har det som jer.
