Sådan kan du kontakte BørneTelefonen

Brev

spiseforstyrelse

hej BB
i dag vejer jeg 45,2 kg og er 164 høj. jeg er en pige som igennem 3 år har vejede mig op til 6 gange om dagen. jeg kontrolere alt hvad jeg spiser og holder voldsomt øje med min vægt. 
før sommer ferien vejede jeg 47-48 kg, jeg tog på ferie og fandt på nettet en kalorieteller, jeg spiste voldsomt lidt, nærmest ingenting, blev også meget svimmel. jeg kom hjem og frygtede at jeg havde taget på, jeg vejede mig og så at vægten viste 45 kg, jeg blev så bange og troede jeg var syg, jeg fik heldigvis min menstration, så den var ikke forsvundet. 
nu er det 4 månender siden og jeg havde taget lidt på i september, men nu er den gal igen, jeg er kommet ned på 45 kg igen, voldsomt tæt på 44 kg. jeg spiser kun aftensmad, morgenmaden er en skefuld havregryn og frokosten ryger ud. jeg har det sådan at der er en rask og en syg del af mig. den raske er den som skriver lige nu og som sakens kan se at jeg skal spise og at jeg skal være ligeglad vægten, og den syge del siger at jeg ikke skal spise og som hele tiden fortæller mig at jeg er fed. 
mine veninder er større end mig det kan jeg godt se, jeg er nok bygget som lidt spinkel og lav pige, men jeg har det bare ikke godt, kan virkelig ikke byde at fortælle dette til mine forældre eller søskende da jeg tror jeg kommer til at splitte hele familien. 
jeg har virkelig brug for hjælp så håber virkelig i svare mig.

Pige, 15 år
Svar fra

Børnetelefonen

Kære pige på 15 år
 
Hvor er det flot, at du har den selvindsigt og på den måde kan skelne og reflektere mellem det du kalder den syge del af dig og den raske del. Det er rigtig godt, at du på den måde kan se og mærke, at der er noget galt og godt ved, at du har brug for hjælp. Spiseforstyrrelser er desværre ret udbredt, særligt blandt unge piger som dig og kan opstå i mere eller mindre alvorlig grad. Hos nogle går det over igen, måske fordi det mere er en  optagethed af ens udseende i en periode, men hos andre har det grobund i noget mere alvorligt og udvikler sig til spiseforstyrrelse. Her er det rigtig vigtigt, at man får noget hjælp til at blive rask igen.

Jeg fornemmer på dit brev, at du selv føler, at du er der, hvor du i perioder ikke kan kontrollere det – man kan sige at spiseforstyrrelsen lidt har magten over dig. Er det rigtigt? Der er en rådgivning, der hedder Landsforeningen mod spiseforstyrrelser og selvskade, de hjælper rigtig mange piger, der har det, som du har det nu. Deres hjemmeside er http://www.lmsspiseforstyrrelser.dk/  Det kunne måske være en god ide, at kigge på deres hjemmeside, læse lidt og overveje om du måske skulle kontakte dem. De er specialiseret i spiseforstyrrelser og er derfor rigtig gode at snakke med og du kan selv vælge, om du vil ringe til dem, møde op personligt eller skrive, som du gør nu.

Du nævner dine forældre og dine søskende i dit brev, er der mon nogen af dem der har nævnt noget om, at de synes du er tynd eller ikke spiser? Jeg kan godt forstå, at du er bange for at fortælle det til dine forældre, det er også en rigtig svær ting at snakke om. Jeg tænker dog, at dine forældre vil blive glade for, at du tør betro dig til dem – måske går de allerede og er lidt bekymrede uden helt at vide, hvad de skal gøre ved det?

Tror du, at de bemærker, at ikke alt er som det skal være? Det er lidt sådan med alle former for problemer, at jo før man får gjort noget ved dem, jo nemmere er de at komme af med igen og jo mindre skade, når man at forvolde på sig selv og andre der er tæt på en. Måske er det nu, hvor du stadig har den raske del af dig, som kan se, at det er forkert, at du skal samle mod og finde en tæt på dig, som du kan betro dig til? Hvad tænker du mon om det jeg skriver, giver det mening?

Du nævner det med din bekymring for at familien bliver splittet. Jeg kan rigtig godt forstå din bekymring, men jeg tænker også, at en familie der har et medlem som dig, der er så fornuftig og så god til at mærke efter, hvordan hun har det, må være en god og stærk familie, der kan hjælpe hinanden i fællesskab og stå sammen? Og så tror jeg også, at det vil hjælpe dig rigtig meget, hvis du har dine forældres støtte og forståelse. Hvad tænker du om det?

Hvis nu du beslutter, at din familie skal vide, hvordan du har det, så hjælper LMS også pårørende som din familie og kan hjælpe dine forældre med, hvordan de bedst hjælper dig og hvordan i bedst klarer det som familie. Hvis jeg skulle rådgive dine forældre, ville jeg derfor råde dem til at ringe til LMS og få en snak med dem, ligesom jeg tidligere i brevet rådgav dig til at kontakte dem. Jeg håber, at du kan bruge mine råd og så er du selvfølgelig også meget velkommen til at ringe eller skrive til BørneTelefonen på 116111 eller logge på chatten. Her sidder der en masse rådgivere som er gode til at give gode råd og også til at lytte, hvis du en dag bare har brug for at snakke.

Kærlig hilsen BørneTelefonen

Få flere gode råd til krop og udseende

Kroppen vil ændre sig hele livet. Det er en del af at blive ældre. Rigtig mange begynder at sammenligne sig selv med andre, og nogle bliver kede af det over deres udseende.

Mange børn og unge fortæller, at de sociale medier påvirker dem. Og historier om slankekure, BMI og gode råd kan være svære at forholde sig til.

Her på siden kan du få gode råd til, hvordan du kan få det bedre med din krop og dit udseende. Du kan også prøve quizzen, og lære at kende forskel på, hvad der er facts, og hvad der er myter om krop og udseende.

Ring

Ring til bisidningen på nummer 35 55 55 56.

SMS

Send SMS til BørneTelefonen på nummer 116111.

Ring

Ring til BørneTelefonen på nummer 116111.

Chat
Chat
Gruppechat
Gruppechat