Kære dreng på 13
Tak for dit brev. Jeg kan godt forstå, det er irriterende, hvis du gerne vil tabe dig, og du synes, du er gået lidt i stå. Men jeg vil altså gerne rose dig for at have tabt 2 kg ved at begynde at gå lange ture - det er virkelig en god måde at gøre det på. Er det ikke også rart at gå de ture? Man får ligesom tænkt lidt, når man går - måske lytter du til musik, mens du går? I hvert fald synes jeg, du skal blive ved at gå de ture - for selv om du måske ikke synes, det har hjulpet så meget, som du gerne ville have, så har det faktisk gjort, at du har smidt 2 kg.
Jeg tænker også på, om du mon får noget støtte og hjælp fra dine forældre? Når man skal tabe sig, kan det være rigtig svært at gøre alene - især når man er barn. Jeg ved, at hvis forældrene hjælper til med at sørge for, at der er sunde ting i køleskabet (som smager godt) og ikke serverer sodavand, slik, chips og kage for tit, så er det meget lettere at tabe sig. Støtter dine forældre dig? Ellers kunne du måske prøve at vise dem dit brev her til BørneBrevkassen, så de kan se, at det betyder meget for dig at tabe dig lidt, så du kan være med til de samme ting, som dine kammerater.
Det kan også være, du og din familie skal have hjælp til at lægge livsstilen om. Måske har dine forældre også svært ved at finde på, hvordan de skal hjælpe og støtte dig... Man kan få hjælp fra den sundhedsplejerske, der er tilknyttet den skole, man går på. Sundhedsplejersken er på skolen på bestemte tidspunkter, og måske kunne du prøve at snakke med hende om det efter sommerferien?
I mellemtiden tror jeg, det kan hjælpe, hvis du finder noget, du godt kan lide at lave, hvor du bliver forpustet og får sved på panden. Dine gåture er allerede en god start. Når du går dine ture, så kan du måske begynde at løbe lidt ind i mellem. Det kan være, at du fx går i to minutter og løber i 1 minut, og skiftes mellem det indtil din rute er slut. Med tiden vil du nok også kunne lave længere ruter, og måske løber du i 2 minutter og går i 1 minut efter en uge? Måske kan du lide at cykle? Eller svømme? Eller spille et motionsspil på Wii? Hvis du kan have det sjovt, samtidig med at du bevæger dig, er det helt klart lettest at tabe sig, for så kommer det ikke til at føles som en straf. Forstår du, hvad jeg mener?
Og så tænker jeg på, at det kunne være rart for dig at snakke med en sød voksen om, hvordan du har det... Hvem kunne være rar at snakke med? Hvem forstår, hvordan du har det og vil lytte til dig? Prøv at tænke lidt over det, og prøv at se, om du kan få snakket med den voksne, du vælger, her i sommerferien.
Hvis du godt kan li' at gå ture eller måske også løbe lidt, så er der mange atletik og løbeklubber hvor man kan melde sig deres løbeskole. Hvor man har lavet planer for hvordan man kan komme godt i gang med at løbe fx fra 0 - 5 km på 12 uger. Man begynder tit med at gå fem minutter og løbe et minut, indtil man fx har været ude i 12 minutter i alt, det gør man så tre gange den første uge - fx mandag, onsdag og lørdag. Så øger man stille og roligt hvor meget man løber og går, så det hele tiden føles ok. Måske er der en klub i din by - for det er ofte sjovere, når man er flere sammen, og der er en træner som hjælper en med at følge programmet. Der er også mange som selv følger et løbeprogram for fx 0 - 5 km på 12 uger. Du er jo allerede godt i gang med gåturene, så mon det vil være noget for dig at følge et løbeprogram?
Du kan også ringe til BørneTelefonen på 116 111 og snakke med en rådgiver om, hvordan du har det. Her kan man snakke om lige det, man gerne vil, og der er åbent i hele sommerferien.
Kærlig hilsen BørneBrevkassen