Sådan kan du kontakte BørneTelefonen

Brev

Min ven har en spiseforstyrrelse

hej bb!

jeg er en pige på 16 år der har en veninde (lad os kalde hende M) jeg har gået igennem alt med.

For 2 måneder siden gik vi to igennem noget af det værste man kan gå igennem, hvores bedste ven begik selvmord.

M har en spiseforstyrrelse og har haft det i mere end et år. det hun gør er at hun spiser måste 300 kalorier hver dag i en uge, og så overspiser hun totalt.

Hun har så dårligt af det. Hun får proffesionel hjælp, hun har en psykolog og jeg prøver at altid være der for hende men det er så meget sværere når vi begge to sørger så meget.

Det har kun forværret hendes problem og jeg har svært ved at hjælpe hende.

Hun taler med hvores kurator i skolen, men det gør hende altså pisse ulykkelig. Hun vil helst ikke at folk skal lægge mærke til hende men alligevel så siger kuratoren at “Du har blevet tyndere siden sidst” når hun kommer ind – hvilket er noget man VIRKELIG ikke skal sige til en der har en spiseforstyrrelse. Hun vil jo ikke blive lagt mærke til, fordi så lægger man jo også mærke til hende når hun har taget på igen!

Hun ved godt at det er alvorligt og hun ville ønske mere end alt andet at hun ikke havde den her spiseforstyrrelse så hun kunne gå ud og leve sit liv, få en kæreste og møde nye mennesker.

Mit problem er at jeg tror ikke hendes psykolog eller hvores kurator er særligt proffesionelle, jeg tror kun at de gør det værre.

Og hvad kan jeg gøre?

Hvad kan jeg sige til hende når hun bliver så ked af det pga sin forstyrrelse?

vær sød at hjælpe mig,

mvh

Pige, 16 år
Svar fra

Børnetelefonen

Kære pige Hvor er du bare en god veninde! Hun er heldig at have så betænksom og omsorgsfuld veninde som dig. Det jeg kan læse du allerede gør - lytter, støtter og er opmærksom på hende - er lige præcis det du skal blive ved med at gøre. Og hvad der ellers skal ske omkring hende er faktisk op til de professionelle, trods du synes, at de ikke virker specielt professionelle. Men nogle gange skal man huske på, at hvad de professionellen kan og skal gøre ikke nødvendigvis er det samme som veninder skal og kan gøre og omvendt. Jeg tænker, at det vigtigste du kan gøre er, at være der for hende, som veninde. Og så tænker jeg, at hendes forældre også skal være opmærksomme på situationen, så de kan tage sig af det, hvis den professionelle hjælp ikke er som den skal være. Det er umanerlig sødt af dig at prøve at tage hensyn til alt omkring hende, men det kan være svært at holde styr på det hele og derfor måske en god ide at holde fokus på, hvad du uden tvivl er fantastisk god til: At være en god veninde. I går begge med en stor sorg, siden I har mistet jeres bedste ven og jeg tænker, at du ikke må glemme dig selv. Det ved jeg ikke om du gør, men jeg håber, du husker dig selv og lader dig selv sørge – gerne sammen med hende, men når man er så god og opmærksom på andre, så kan man nogle gange glemme sig selv og lige pludselig have glemt sig selv så meget, at man ikke kan rumme at være der for sine veninder og venner. Så pas på dig selv, så du fortsat kan være stærk for din veninde. Det er måske noget af det bedste, du kan gøre for hende. Men det betyder også, at det måske kunne være godt for dig også at tale med nogen, hvor du ikke føler at du skal tage et særligt hensyn. Ville du kunne tale om din sorg med nogen fra din familie eller andre veninder også? Du spørger, hvad du kan sige til din veninde, når hun bliver ked af det pga. sin spiseforstyrrelse. Og det er rigtig svært at svare præcist på og jeg tror faktisk, at du gør det, der er allerbedst, nemlig blot at være der for hende og lytte. At hun kan mærke, at hun har en, der er der for hende kan have en meget stor effekt, nogle gange større end ord. Men når det er sagt, så kan man jo altid også helt ærligt spørge ”Hvad kan jeg gøre, for at hjælpe dig allerbedst lige nu?”. Måske hun ikke kan give dig et svar, men du har givet hende muligheden for at sige det og det kan betyde meget.

Der findes et sted, som kaldes for LMS (Landsforeningen mod spiseforstyrrelse). Det er et sted, som hjælper mennesker med en spiseforstyrrelse. Nogle af dem, som hjælper er professionelle. Andre, har selv har prøvet at have en spiseforstyrrelse og ved derfor, hvordan det er - og hvad, som kan hjælpe. Måske kunne dette sted være en hjælp for din veninde? I kan eventuelt kigge på det sammen her:  http://www.lmsspiseforstyrrelser.dk/

I LMS hjælper man også pårørerende. Det vil sige mennesker, som kender en med en spiseforstyrrelse og de kan give gode råd til, hvad man i den situation kan gøre. F.eks. er der på LMS´s hjemmeside nogle gode råd til venner og familier. Dem kan du læse her: http://www.lmsspiseforstyrrelser.dk/paaroerende/Jeg håber rigtig meget, at du og I kommer ud på den anden side stærkere og klogere på jer selv, når sorgen ikke føles så stor længere og når de gode minder føles større. Jeg ønsker alt godt for jeres venskab og at din veninde med tiden får det bedre og kan få de ønsker du har for hende opfyldt. Kærlig hilsen Børnetelefonen

Få flere gode råd til krop og udseende

Kroppen vil ændre sig hele livet. Det er en del af at blive ældre. Rigtig mange begynder at sammenligne sig selv med andre, og nogle bliver kede af det over deres udseende.

Mange børn og unge fortæller, at de sociale medier påvirker dem. Og historier om slankekure, BMI og gode råd kan være svære at forholde sig til.

Her på siden kan du få gode råd til, hvordan du kan få det bedre med din krop og dit udseende. Du kan også prøve quizzen, og lære at kende forskel på, hvad der er facts, og hvad der er myter om krop og udseende.

Ring

Ring til bisidningen på nummer 35 55 55 56.

SMS

Send SMS til BørneTelefonen på nummer 116111.

Ring

Ring til BørneTelefonen på nummer 116111.

Chat
Chat
Gruppechat
Gruppechat