Sådan kan du kontakte BørneTelefonen

Brev

Min krop

Læs hele brevet
Svar fra

Børnetelefonen

Kære du

Tak for dit brev. Det er godt, at du har skrevet herind efter dine mange overvejelser. Jeg har talt med mange andre, som tænker meget over deres krop og hvad andre mon tænker om den. Det er for mange en naturlig del af at være teenager, hvor ens krop udvikler sig. Men det er godt at være bevidst om, hvordan man selv oplever ens krop og om det måske er noget der fylder for meget. Jeg håber, at det her brev kan hjælpe dig med, hvad du føler er rigtigt at gøre.

Jeg har delt brevet op i to dele, for at gøre det mere overskueligt for dig. Brevet er lidt langt. Det håber jeg er okay.

Akne:

Denne del vil både omhandle konkrete forslag til dig, som måske kan lindre din akne samt hvordan man kan forholde sig til sin akne – selvom de fleste synes det er vildt irriterende at have!

Akne opstår oftest i teenageårene på grund af, at talgkirtlerne i huden hos nogen er mere følsomme og forsnævrede, hvilket gør, at der kommer hudbakterie. Jeg kan godt forstå, at det er noget der går dig meget på, men de fleste slipper af med aknen efter teenageårene.

Du skriver selv, at du er ked af, at du har kradset i din akne, da det kan give ar. Nogle ar kan godt forsvinde, hvis du passer godt på din hud og ikke piller yderligere i aknen. Derudover kan det for nogen være en hjælp til at lindre aknen at vaske ansigtet dagligt med en mild hudvenlig sæbe. Men man må ikke skrubbe ansigtet. Derudover kan det være en hjælp at drikke rigeligt med vand og at dyrke motion.

Du skriver, at du tidligere har brugt tørklæde. Jeg ved ikke, om du stadig gør det for at skjule din akne? Hvis du gør det, skal du være opmærksom på at vaske dine tørklæder ofte, da tørklæderne også kan bære på bakterier, som er med til at opretholde aknen.

Derudover er man ofte mere kritisk overfor sig selv og ens udseende end andre er. Mange har en tendens til at lægge mere mærke til de ting ved sig selv, som de ikke er tilfredse med, end de ting, som de er tilfredse med. Du skriver, at du kigger mere ned, når du taler med nogen og kan være nervøs over at møde nye mennesker. Måske kan det være en hjælp for dig at tænke over, at man ofte er mere kritisk overfor sit eget udseende end andre er. Det er ikke sikkert, at de ser dig på samme måde, som du ser dig selv. Det kan måske være lidt på samme måde, som du ser anderledes på dine veninder end på dig selv. Giver det mening?  

Du har fået noget creme, som kun har virket i starten. En mulighed er, at du taler med din læge om aknen. Din læge vil kunne rådgive dig i, hvad du kan gøre for at forbedre din hudsituation. Nogle gange giver lægen medicin for at lindre aknen og andre gange kommer lægen med andre specifikke råd. Hvordan ville det være for dig at tale med din læge om det? Hvis du tidligere har talt med din læge, kan det måske være en hjælp at tale med lægen igen og fortælle, at der ikke rigtig er sket noget. En start kan være at kontakte din læge for at bestille en tid.

Tænker det også kan være en ide at tale med fx din mor om, hun har jo også været teenager engang, og vil kunne støtte og måske rådgive dig, og ja, så kan det være rart at have en voksen at dele ens tanker med, ofte kan det være en stor hjælp at få sat ord på de ting der fylder. Nogen unge piger har også stor glæde af at besøge en kosmetolog, hvor man kan få det der hedder en teenagebehandling mod akne. Kosmetologen kan hjælpe med at få huden renset og rådgive i forhold til hvilke rense- og hudprodukter det kan være en god ide at bruge for at afhjælpe aknen. Måske du kan tale med din mor om denne mulighed, måske hun har mulighed for at betale for disse behandlinger?

Vægt og kroppens udvikling:

Piger kan godt have det med at sammenligne sig selv med andre piger i forhold til deres udseende. De fleste piger har noget, som de går og tænker over med hensyn til deres krop og noget de ville ændre, hvis de kunne. Det er helt naturligt, når man er teenager. Der sker mange ting i din krop, hormoner raser og ofte kan det være svært psykisk at følge med. Man kan føle sig mere sårbar, det er helt naturligt. Du vil sikkert også opdage at du og dine veninder udvikles forskelligt, nogen kommer tidligt i puberteten, hvor andre er længere om det, begge dele er helt almindeligt. Når man udvikles fra barn til ung og senere til voksen, så sker der en masse med kroppen. Man kan føle, man bliver lidt rundere i formerne, sådan er det at blive kvinde, og det kan tage tid at vænne sig til. Måske kan det være en hjælp for dig at begynde at sige noget positivt til dig selv om din krop og hvordan du er som person. Du kan for eksempel hver dag i en tid skrive en ting op ved dig selv, som du godt kan lide. Det kan være noget ved dit udseende eller personlige egenskaber, fx at du har pæne tæer eller er en trofast veninde. En måde at gøre det på, er for eksempel ved at skrive det på post-it sedler og hænge dem op, så du kan se på dem ofte. Det kan måske være med til at ændre dit forhold til din krop og dig selv. Hvad tænker du om det?

Det lyder til, at det med, at din veninde har kaldt dig ”tykke”, har sat nogle tanker i gang hos dig. En mulighed er, at du siger til hende, at du ikke vil have, at hun kalder dig ”tykke”, og det har gjort dig lidt ked af det. Det er slet ikke sikkert, at hun ved, hvordan du har det med, at hun kalder dig det. Hvordan ville det være for dig at tale med din veninde om det? I det hele taget, kan det være en god ide at bruge dit mod til at snakke med dine veninder om de tanker og følelser du går med. Du vil sikkert opdage, de går med nogle af de samme og det kan være hjælpsomt at dele og vide man ikke er alene i verden, med at have det sådan. Ens selvværd kan være skrøbeligt især i teenageårene, dette styrkes ved at opøve også at se egne styrker. Jeg kan i dit brev læse du blandt andet har styrken mod. Mod til at skrive til os, mod til at ønske at få hjælp i forhold til dine tanker og følelser. Håber du vil bruge dette mod til at se egne styrker og åbne op overfor dine søde veninder og dejlige familie, så du kan nyde dine teenageår på bedste vis. Ingen af os er helt perfekte, vi har alle noget, vi kunne ønske anderledes, men vigtigt at huske, vi er gode nok, lige præcis som vi, og vigtigst vi kan række ud og bede om hjælp og råd. Den styrke har du, det er så sejt.

Kroppen har brug for mad og energi. Det er derfor ikke sundt at lade være med at spise. Det er vigtigt at være bevidst om, at kroppen skal have mad. Jeg tænker, at det kan være en hjælp for dig at tale med dine forældre eller en af dem om dine tanker om mad og spiseforstyrrelse – både hvad du tænker om din krop, hvordan du spiser samt tankerne om at kaste maden op. De vil kunne hjælpe dig med, hvad der kan gøres i din situation. Hvordan vil det være for dig? Hvis du synes det er svært at sige er en mulighed også at skrive et brev til dem, som de kan læse. På den måde kan du åbne op for en snak med dem om det.

En anden mulighed er, at du taler med sundhedsplejersken på skolen om det. Sundhedsplejersken vil kunne rådgive dig i gode kost- og spisevaner og tale med dig om dine tanker om mad og spiseforstyrrelse. Enten kan du selv kontakte sundhedsplejersken på skolen eller også kan du komme i kontakt med sundhedsplejersken gennem din lærer. En start kan være at finde ud af, hvordan du kan komme til at tale med sundhedsplejersken og hvornår det vil kunne lade sig gøre. Hvad tænker du om det?

Jeg håber, at det her brev kan hjælpe dig med, hvad du kan gøre. Det er sejt og modigt, at du har skrevet herind. Du kan også ringe til BørneTelefonen på 116 111, hvis du har brug for at tale videre om det. Du vil være anonym.

Mange hilsner fra BørneTelefonen.

Få flere gode råd til krop og udseende

Kroppen vil ændre sig hele livet. Det er en del af at blive ældre. Rigtig mange begynder at sammenligne sig selv med andre, og nogle bliver kede af det over deres udseende.

Mange børn og unge fortæller, at de sociale medier påvirker dem. Og historier om slankekure, BMI og gode råd kan være svære at forholde sig til.

Her på siden kan du få gode råd til, hvordan du kan få det bedre med din krop og dit udseende. Du kan også prøve quizzen, og lære at kende forskel på, hvad der er facts, og hvad der er myter om krop og udseende.

Ring

Ring til bisidningen på nummer 35 55 55 56.

SMS

Send SMS til BørneTelefonen på nummer 116111.

Ring

Ring til BørneTelefonen på nummer 116111.

Chat
Chat
Gruppechat
Gruppechat