Kære pige på 14
Det var virkelig modigt af dig at dele dine inderste tanker med BørneBrevkassen! Tak for det. - Jeg forestiller mig, det sikkert har krævet en del af dig at skrive om dine tanker, når du ellers synes, de er for private til, at du kan fortælle nogen om dem.
Uanset hvor meget (eller lidt) det har krævet, er det i hvert fald er lykkedes dig at skrive et godt og præcist brev, hvor du fortæller om nogle af de tanker, du gør dig. Jeg håber, dit brev og mit svar kan være med til at få lettet lidt på noget af den smerte, som du fortæller om...
Når jeg læser dit brev, får jeg en fornemmelse af, at du faktisk har et ønske om at blive i stand til at kunne snakke med andre (psykologen?) om nogle af de tanker, som du tumler med alene? Men at det virker uoverskueligt for dig at få begyndt? Måske fordi du bliver bekymret for, hvad der vil ske, hvis du først begynder at fortælle?
(Mon det er rigtigt fornemmet?)
Hvis jeg er inde på noget af det rigtige, så tænker jeg, du faktisk allerede er nået langt! For det er tit sådan, at det godt kan tage noget tid at få sat sig selv op til at få fortalt om svære ting eller svære tanker, som man tumler med... Alene det, at du er i stand til at formulere de her ting over for dig selv og overfor brevkassen, giver mig en ide om, at du nok er i stand til at tale om mere, end du selv umiddelbart tror...
Og hvorfor lægger jeg så vægt på det? Det gør jeg, fordi jeg tror, det vil være bedst for dig, hvis du kunne hente støtte fra andre i den her situation. Det er nemlig min erfaring, at man bedst kan tæmme og ændre på ubehagelige tanker, hvis man ikke er alene om det!
Jeg tror derfor, det vil være godt, hvis du kan samle mod til at fortælle din psykolog (eller en anden, hvis du er mere tryg ved det) om nogle af alle de ubehagelige tanker, der plager dig. For hvis andre ved, hvad der plager dig, så vil de have bedre muligheder for at hjælpe dig med at få det bedre. (Når jeg skriver "andre" mener jeg selvfølgelig ikke "alle og enhver", men bare en enkelt eller to udvalgte personer, som du har tillid til, gerne vil hjælpe dig.)
Måske er du bekymret for om det, du siger til psykologen bliver sagt videre til dine forældre? (Sådan er der i hvert fald mange, som har det.) Hvis du er bekymret for, om psykologen fortæller om jeres samtaler til andre, så kunne det måske være en start for dig at tale med psykologen om hans/ hendes tavshedspligt..?
Hvis du fx. spørger din psykolog om, hvordan det der med tavshedspligt egentligt fungerer, og om du kan regne med, at jeres samtaler er fortrolige... Så ville du på den måde, ret uforpligtende kunne sende et signal om, at fortrolighed er vigtigt for dig... Og samtidig ville du også sende et signal om, at du kæmper med flere ting/ problemer, end dem I indtil videre har talt om...
Hvad tænker du mon om den ide? Ville den evt. kunne bruges..?
Måske er det tanken om at skulle fortælle om tankerne, der bekymrer dig? - Og måske ville det så være lettere for dig at skrive om det? I brevet har du jo i hvert fald vist, at du sagtens kan formulere dig på skrift... Så det kunne måske også være en mulighed for dig at få sagt det på den måde..?
For nogen, kan det være en god øvelse at ringe helt uforpligtende til BørneTelefonen, fordi man er helt anonym. Det kan sommetider være rart at prøve at sige de her ting højt (og opleve, at det kan man faktisk godt) et sted, hvor det ikke har nogen som helst konsekvenser.. Du skal i hvert fald være meget velkommen til at ringe på 116 111, og hvis du fortryder, er det også okay, at du lægger røret på igen...
Jeg krydser fingre for dig og sender de kærligste hilsner,
BørneTelefonen
