Brev

Jeg hader min krop!!!

Læs hele brevet
Svar fra

Børnetelefonen

Kære pige

Hvor er det godt, du skriver til BørneTelefonen. Det er meget tydeligt, at du går med mange tanker om din krops udseende. Jeg synes, det er rigtig godt, at du har valgt at dele dine tanker med andre. Måske kan det blive en vending i din måde, at se på dit problem på.

Jeg er meget imponeret over den måde, du beskriver problemstillingen på. Du får på en rigtig fin måde beskrevet det dilemma, du er i, når din krop på den ene side føles for tyk, men du på den anden side godt kan se, at du hverken er for tynd eller for tyk. Jeg tænker på, at du med din fornuft måske godt ved, at din krop er helt ok, men at fornuften forsvinder... Kan det mon være rigtigt?

Du skriver, at du for et år siden begyndte at være meget opsat på din krop, fordi du kunne se, den ikke lignede alle andre i din klasse. Jeg bliver nysgerrig efter, om der mon skete noget specielt for et år siden, som gjorde, at du fik den tanke? Skete der mon noget, der gør det svært at holde fast ved fornuften?

Jeg er også nysgerrig efter at finde ud af, hvorfor du altid gerne har villet være en af de tyndeste i din klasse? Ved du mon selv det?

Du skriver, at du har et spejl på værelset overfor din seng, som forstyrrer dig, når du skal sove. Hvor er det flot, at du har prøvet at forandre det ved at fjerne spejlet. Det fortæller mig, at du prøver at finde måder, hvor du kan hjælpe dig selv. Jeg tænker på, om du mon har sat spejlet væk i lang tid nok? Nogle gange kan man godt være utålmodig efter at mærke en forandring, fordi man har rigtig meget brug for forandringen, og så giver man sig ikke altid tid nok. Er det mon noget, du kan genkende?

Du skriver også, at du ikke spiser morgenmad, fordi du er bange. Hvad er det mon, du er bange for? Er du mere bange om morgenen end om aftenen?

Jeg har en idé til dig. Kender du det med at lede efter situationer, hvor tingene er på en anden måde, end de plejer? Jeg tænker på, at du kunne sætte dig og skrive nogle eksempler på, hvornår du ikke er bange om morgenen, og hvornår du er faldet i søvn uden at tænke på, at du er for tyk. Måske kan du på den måde finde et mønster i, hvad der skal til, for at du ikke er lige så bange om morgenen, og situationer hvor du har lettere ved at falde i søvn om aftenen uden at tænke på, at du er for tyk.

Du skriver, at du siger til andre, at du elsker din krop. Hvorfor mon du gør det? Har du aldrig fortalt nogen, at du også tænker, at du er for tyk? Hvordan tror du, det ville være, hvis du sagde det højt? Jeg bliver nysgerrig efter at finde ud af, hvorfor det mon er svært for dig at sige højt. Måske kunne du sige det højt til en sundhedsplejerske på skolen? Jeg ved, at de taler med mange børn og unge, som føler ligesom du gør, så en sundhedsplejerske vil vide, hvordan hun skal tackle det.

Når man føler at ens krop er forkert og er anderledes end alle andres, er det normalt, at man tænker, at alle andre også synes det og derfor tænker dårligt om en. Nogle gange kan det hjælpe at få fakta. Den fakta kan du også få fra sundhedsplejersken. Hun vil kunne tale med dig om din vægt og se på den i forhold til din alder og højde.

Ja, jeg tror, der er rigtig mange, der drømmer om at kunne sige hej til drengene uden at føle, at de kigger dårligt på en. Jeg synes, det er dejligt at du har pigevenner, men jeg kan godt forstå, at du også gerne vil kunne snakke med drengene. Jeg tænker på, om du mon også kan lede efter situationer, hvor du ikke har følt, at en dreng har kigget dårligt på dig, når du har sagt hej? Er der nogen drenge, du har et bedre forhold til end andre. Måske kunne du holde særligt godt øje med den kontakt, du har til dem?

Måske er der nogle af dine veninder, der føler det på samme måde som dig – at det er svært at sige hej til drengene, men måske føler det af helt andre årsager end du gør.

Jeg tror, det vil være en støtte for dig at tale med nogen, du har tillid til, om hvordan du har det. Det virker som om, du går og tænker rigtig rigtig meget. Nogle gange kan det føles som en kæmpe lettelse, at tankerne kommer ud af hovedet. Har du mon nogen, som du føler dig tryg ved? Det kan fx være en veninde, en lærer, din mor, far eller en venindes mor.

Jeg har i mit brev stillet rigtig mange spørgsmål til dig. Måske kan du have lyst til at svare på nogle af spørgsmålene eller tænke svarene højt sammen med andre. Hvis du har lyst, kan du ringe til BørneTelefonen på 116111. Hvis du synes, det kan være svært at forklare om din situation, kan du læse brevet højt og på den måde få svaret på spørgsmålene.

Jeg håber, at du med brevet har fået nogle ideer til, hvordan du kan komme videre med alle dine tanker. Jeg vil ønske dig super meget held og lykke med det.

De bedste tanker fra BørneTelefonen

Få flere gode råd til krop og udseende

Kroppen vil ændre sig hele livet. Det er en del af at blive ældre. Rigtig mange begynder at sammenligne sig selv med andre, og nogle bliver kede af det over deres udseende.

Mange børn og unge fortæller, at de sociale medier påvirker dem. Og historier om slankekure, BMI og gode råd kan være svære at forholde sig til.

Her på siden kan du få gode råd til, hvordan du kan få det bedre med din krop og dit udseende. Du kan også prøve quizzen, og lære at kende forskel på, hvad der er facts, og hvad der er myter om krop og udseende.

Ring

Ring til bisidningen på nummer 35 55 55 56.

SMS

Send SMS til BørneTelefonen på nummer 116111.

Ring

Ring til BørneTelefonen på nummer 116111.

Chat
Chat
Gruppechat
Gruppechat