Kære pige på 12 år,
Så aktiv som du er, må du opbygge mange muskler. Og det er vigtigt at huske på, at muskler faktisk vejer mere end fedt.
Ud fra din højde og din vægt lyder du bestemt ikke tyk. Du lyder som en sund og rask pige.
Det er sådan med kroppe, at ingen er ens. Heldigvis. Nogle har brede hofter, andre en stor numse, nogle synes de har for tynde ben, og nogle synes de er for tykke, andre for tynde.
Uanset hvordan man ser ud, vil der desværre næsten altid være noget, man er utilfreds med og gerne vil ændre.
Der er sikkert nogle af pigerne i din klasse, der er misundelige på dig og tænker: ”Wow, hvor har hun bare en flot og muskuløs krop. Bare jeg også trænede så meget og så sådan ud”.
Du skriver, at du næsten ikke spiser noget. Det er utrolig vigtigt, at man spiser. Specielt når man er så aktiv, som du er. Kroppen har brug for mad, for at kunne have energi til, at bevæge sig så meget. Den har brug for masser af proteiner (kød og grønsager) og faktisk også kulhydrater (brød, kartofler, ris og pasta).
Jeg tænker, at det ville være rigtig godt at tale med en voksen om, hvordan du har det.
Ville det mon være noget, du ville kunne tale med din mor eller far om? Det kan også være noget, du kan tale med en lærer eller sundhedsplejerske om.
I kan måske sammen tale om, hvad for noget mad I kan spise, som er sundt og godt for kroppen. Når man ikke rigtig spiser, går kroppen i en form for nødposition og gemmer derfor på alt, hvad man spiser i stedet for at forbrænde det. Dette fordi den ikke ved, hvornår den får mad igen. Så når man spiser sundt og varieret arbejder forbrændingen også meget bedre. Giver det mon mening?
Jeg håber, at du en af de nærmeste dage vil tale med dine forældre om, hvordan du har det. Sådan så I sammen kan finde ud af, hvad der ville være godt for dig at spise.
Mange hilsner fra
BørneTelefonen