Kære dreng på 14
Tak for dit brev og de rosende ord.
Jeg kan godt se, at du ved en masse om træning og sundhed, og at du virkelig har knoklet for at få en slank krop, som du kan være tilfreds med. Det er godt gået, at du har gjort så meget for det, og jeg kan godt forstå, at du er frustreret over, at din fedtprocent på maven ikke vil svinde ind, som du forventer.
Jeg har et bud på, hvorfor det kan være, at din fedtprocent er højere på overkroppen, men det er kun et bud, og hvis du vil være mere sikker, så tror jeg, du skal snakke med din læge om det.
Først vil jeg sige, at der både kan være noget genetisk og noget udviklingsmæssigt, der gør, at du er "blødere" på overkroppen. Hvordan ser mændene i din familie ud? Ikke fordi man ikke stadig kan arbejde med sin krop, selv om folk i ens familie ser ud på en bestemt måde, men det kunne måske forklare det..?
Derudover så er du jo slet ikke udvokset endnu, så din krop kan nå at ændre sig meget de næste år. Som børn har mange mere fedt på kroppen, og efterhånden som man vokser, forsvinder det af sig selv - fordi kroppen bruger det til at blive længere. Ofte vil man bemærke, at der kommer tendens til 'hvalpefedt' i perioder, når kroppen tager så vækstryk så bruger den det. Men det er forskelligt, og det vil din læge bedre kunne vurdere.
Mit bud, som måske vil overraske dig lidt, er at din krop er stresset, og at du derfor ophober fedt på mave og brystkasse... Det er som sagt mit forsigtige bud, og det er slet ikke sikkert, det passer. Men jeg ved, at hvis man er stresset i en periode, kan det godt påvirke hormonerne så meget, at det kan ses på kroppen. Måske har du presset for hårdt på med træningen? Måske er der noget andet i dit liv, der stresser dig..?
Gad vide, hvad der ville ske, hvis du trappede lidt ned på træningen i en periode og i stedet brugte tid på at hvile dig og komme helt ned i gear..? Tør du prøve det? Jeg ved, det kan være vildt, hvis man er vant til at træne meget og presse sig selv meget, men jeg ved, at der nogle gange sker det, at kroppen kan føle sig så meget "på flugt", at den reagerer ved at nedsætte forbrændingen. Din krop har brug for ro til at restituere - dvs. tid til at genopbygge og opbygge sig helt nede på celleniveau. Den har brug for hviledage... Det betyder ikke, at du snyder fra træningen, nærmest tværtimod... Måske var det en mulighed, du kunne undersøge, nu hvor du tilsyneladende har prøvet alt andet...
Måske var det også en god ide at få snakket med nogen om, hvordan du har det med hele krops-idealet og kravene til dig selv... Om ikke andet så bare for at "lufte ud" og få vendt tankerne lidt med en, der lytter og forstår. Er der nogen i din familie eller tæt på dig, du kan snakke med og fortælle, hvad du tænker på?
Ellers kan du altid ringe til BørneTelefonen på 116 111 og vende det hele med en rådgiver. Det kan godt være med til at give et overblik, som man ikke lige havde, og der kan også dukke helt uventede vinkler op.
Rigtig meget held og lykke med det.
Kærlig hilsen BørneBrevkassen