Kære pige på 16
Tak for dit modige brev, hvor du ærligt fortæller, hvordan det er at være dig. Jeg håber, at jeg med mit svar kan hjælpe dig lidt på vej, så du måske får nogle ideer til, hvad du kan gøre. For jeg er slet ikke i tvivl om, at du fortjener at få hjælp.
Jeg kan forstå, at du har været overvægtig i flere år. Du skriver, at du bl.a. har været på julemærkehjem, hvor du tabte 7 kilo. Selvom det endte med, at du efter opholdet tog flere kilo på, end du havde tabt, så håber jeg, at du godt er klar over, at de kilo, som du tabte, var rigtig flot. Det er en sejr i dit liv – og det er vigtigt at huske, at du faktisk har været i stand til at tabe dig! Det betyder, at du også godt kan komme til det igen.
Men jeg kan godt forstå, at det er svært at holde "kampgejsten", når man prøver at tabe sig. Især når man så ender med at tage på. Jeg ved fra andre, at det kan være en naturlig reaktion, at man så "giver op", som du så direkte beskriver i dit brev: "nu har jeg bare givet op", hvilket har resulteret i, at du er begyndt at lukke dig mere ind i dig selv.
Når jeg læser dit brev, kan jeg høre, at din mor er bekymret. Du skriver, at hun gerne vil have, at du taber dig, men du skriver ikke rigtig noget om, om din mor mon hjælper dig med din kamp? For selvom det jo er din krop, så er det en enorm krævende opgave at skulle tabe sig. Derfor har man brug for, at der er nogle, der hjælper en.
På julemærkehjemmet var der nok både en masse professionelle voksne og en masse andre børn, der også skulle tabe sig, til at støtte dig. Når man kommer hjem til sin hverdag, så kan det måske føles som en "ensom" kamp, som kan være svær at kæmpe alene. Jeg ved ikke, om du også har følt det sådan?
Det er vigtigt, at man har en, man kan dele sine tanker med – både de gode og de dårlige. Og måske også en, der vil hjælpe en med sund kost og motion. Du nævner selv din mor i brevet (at hun er bekymret), men det kan også være, at der er en anden, som du måske kunne fortælle, hvordan du har det? Det er vigtigt at få fortalt, at du gerne vil tabe dig, men at det bare er rigtig svært, hvilket betyder, at du indimellem giver op.
Du skriver, at du "aldrig har været særlig social". Der kan være mange årsager til, at man ikke opfatter sig selv som "særlig social". Nogle mennesker har brug for meget selskab, og andre trives godt uden at være så sociale. Men når jeg læser dit brev, så virker det til, at du måske "lukker dig inde", fordi du ikke føler, at du er god nok, som du er. Jeg ved ikke, om det er rigtigt forstået? Det kan lyde lidt mærkeligt, men det kan være meget svært at være social, hvis man ikke selv føler, at man er noget værd.
I dit brev skriver du også, at du lider af "langtidsstress", hvilket bestemt heller ikke gør det lettere. Derfor håber jeg virkelig, at jeg med mit brev kan råde dig til at søge hjælp. Du har brug for, at der er nogle, der hjælper dig, så du kan lære, at du er et dejligt menneske med mange gode kvaliteter. Når man har det godt med sig selv, vil det formentlig også blive lettere at få smidt de overflødige kilo.
Jeg ved, at der i mange kommuner er lavet særlige støtteprojekter, der hjælper børn og unge, der er overvægtige. Sådan at familien får hjælp og støtte til, hvordan de bedst kan ændre på hverdagen, så det bliver lettere at tabe sig. Måske kan du kigge på din kommunes hjemmeside eller få din mor til at hjælpe dig med det? Eller I kan ringe derind og spørge? Det er gratis at få hjælp via kommunen, og det kunne måske være en godt sted at starte. Kommunen kan også vurdere, om det vil være en mulighed for dig at få hjælp fra f.eks. en psykolog, som ved noget om, hvordan man hjælper unge, der er stressede. Du er selvfølgelig også meget velkommen til at kontakte BørneTelefonen igen, hvis du har lyst. Hvis du vil snakke mere direkte med en rådgiver, kan du ringe eller sms'e på 116111 eller logge på chatten.Jeg håber, at jeg med mit svar har peget på, at det altså kan føles som din egen svære kamp, men at det faktisk er en kamp, som du først kan vinde, når du får den hjælp, som du har brug for. Du har med dit brev til brevkassen vist, at du godt kan bede om hjælp.. Og det er et skridt i den rigtige retning. Jeg tror på dig. De bedste tanker fra BørneTelefonen
