Kære 13-årige pigeTusind tak for dit fine brev. Du beskriver rigtig godt, hvor meget tid og energi du bruger på at tænke på mad og motionere, og hvor smertefuldt det kan være.Jeg er meget glad for, at du skriver herind. Det viser, hvor modig du er, og at du ønsker at få det bedre.Ud fra hvad du beskriver med højde og vægt, er du fuldstændig normalvægtig, og du får alt får lidt næring og dyrker meget motion, så jeg må også dele den bekymring, om du er ved at udvikle en spiseforstyrrelse.Vi får mange breve her i BørneTelefonens brevkasse om piger i lignende situation som din. Ofte kan det være sådan, at hvis man ikke har det godt, og måske ikke haft det længe, eller der er sket noget ubehageligt, så kan det udvikle sig til, at man prøver at tage kontrollen, i dette tilfælde over vægt, krop, mad og motion. Er det noget, du kan genkende?Som du selv beskriver, kan man have så mange dårlige tanker om sig selv, så man føler sig endnu mere ensom og forkert. At du har disse tanker betyder bestemt ikke, at du er forkert, men tankerne kan fylde meget, og gøre en rigtig ked af det.Ville det hjælpe dig at læse nogen af de andre pigers breve, som skriver ind om spiseforstyrrelser? Nogen gange kan det være rart at se, at man ikke er den eneste, der har det sådan. Og ikke mindst kan man se, hvordan andre prøver at få det bedre. Der findes en vej til at få det bedre, så du må ikke give op.Du fortæller om din klasse gennem 7 år, hvor du ikke har det godt. Det er rigtig ubehageligt, hvis man bliver holdt udenfor, eller ignoreret. Hvis man har mange dårlige erfaringer fra sine klassekammerater, kan jeg godt forstå, at du ikke lige tænker, at det kan ændre sig...Det er rigtig vigtigt, at du trives i skolen. Er der mon andre i klassen, der har det som dig? Har du/I nogensinde snakket om det sammen med en lærer?
Hvis der har været en kultur i din klasse, hvor man holder andre udenfor, kan det godt være svært at ændre på selv. Så kræver det, at de voksne - altså lærerne - hjælper klassen med at ændre på de mønstre, der er. Rigtig ofte er det sådan, at mange bliver påvirket af sådan en kultur, så måske er du faktisk ikke den eneste, der føler sig usikker og utryg i forhold til de andre. (Også selv om ingen vil indrømme det).
Så jeg tænker faktisk, at det ville være godt, hvis der blev gjort noget ved den måde, I er sammen på i klassen. Det kræver jo godtnok, at dine lærere får at vide, at du oplever det sådan... Jeg ved fra andre, at det kan være en stor hjælp, hvis deres forældre hjælper med at snakke med lærerne om det, så hvordan vil det være at snakke med din mor og far om, hvordan du har det. Måske vise dem dette brev, du har skrevet. Er det en mulighed? Hvad tror du ville være den bedste måde at gøre det på?
Har du nogen veninder udenfor skolen, f.eks hvis du går til noget holdsport, dans eller andet hvor man er flere sammen? Det kan ofte give et rart pusterum, hvor man kan være sig selv på andre måder... Så det kunne måske være en ting, du kunne overveje, hvis du har overskud til det?Jeg håber, du har kunnet bruge mit svar til noget. Jeg stiller dig mange spørgsmål i dette brev – så hvis du har lyst til at skrive igen, eller ringe på BørneTelefonen på 116111 eller skrive på sms eller chat, vi vi meget gerne høre fra dig. Jeg ønsker dig alt godt.Kærlig hilsen BørneTelefonen
