Kære pige, Tusind tak for dit brev! Jeg er simpelthen så glad for, at du skriver, for det lyder som om, at du er i en rigtig svær situation lige nu. Jeg vil starte med at sige til dig, at jeg synes, at det er så stærkt og modigt af dig, at du har fortalt dine tre nærmeste venner om dine udfordringer. Det er også stærkt af dig, at du skriver herind til mig! Jeg håber, at mit svar kan hjælpe dig med også at få sagt det til dine forældre. Når man går rundt og kæmper med noget, der er så svært, er det vigtigt, at man får fortalt det til nogle voksne: Det er vigtigt, fordi det er meget, meget hårdt at gå og kæmpe alene med sine tanker og følelser, og det er vigtigt, fordi voksne kan hjælpe en med at få det bedre og blive rask.
Jeg bliver lidt i tvivl, når du skriver, du har en blanding imellem anoreksi og bulimi. Hvor mon du ved fra, at det er det du har? Har du læst om det på nettet, hørt det fra veninder, eller har en læge fortalt dig at det er netop disse to diagnoser? Umiddelbart tænker jeg du har hørt om disse to former for spiseforstyrrelser uden at der har været en læge indover, er det mon korrekt? I mit svar bruger jeg ordet spiseforstyrrelse, da det hedder sådan, hvis man har anoreksi og/eller bulimi, håber du er ok med dette? Der er mange forskellige grunde til, at man kan blive ramt af en spiseforstyrrelse. For eksempel får nogen en spiseforstyrrelse, fordi de er kede af deres udseende og vægt. Andre får en spiseforstyrrelse, fordi man kan gå med følelser, der er så smertefulde og uhåndterbare, at de håndteres igennem en spiseforstyrrelse, hvor man forsøger at have kontrol med følelserne igennem kontrol af maden. Jeg ved ikke om du kan genkende noget af det jeg skriver, det kan også være svært hvorfor man lige har de udfordringer man har, derfor er det så vigtigt og godt du er klar til, at få talt med nogle voksne om det.
Du skriver, at du gerne vil stoppe, og jeg tænker, at det første skridt på vejen er, at du får talt med dine forældre, som du også selv er inde på. Man har brug for hjælp for at komme ud af en spiseforstyrrelse. Det er ikke noget, man kan gøre på egen hånd. Derfor er det, at tale med en voksen, det første du kan gøre. Jeg kan godt forstå, at du synes, det virker rigtig svært at skulle fortælle dine forældre om din situation. Måske tænker du, at de bliver kede af det – og det har du ikke lyst til? Du skriver også, at du er flov over det, og det er måske også noget, der gør det rigtig svært at skulle fortælle? Der kan være mange ting, der gør, at det er svært at fortælle sådanne ting, men det kan måske hjælpe lidt, hvis du på forhånd fortæller dine forældre, at der er noget, du gerne vil tale med dem om. Måske kan du spørge, om de har tid til at tale med dig en dag efter skole? Det kan også være, at du bedre kan overskue at starte med at fortælle det til én af dine forældre? Hvis du f.eks. mest har lyst til at tale med din mor, kan du måske sende en SMS til hende en dag, og spørge om hun har tid til at snakke med dig på et tidspunkt? Så er hun forberedt på, at der er noget, du gerne vil tale med hende om. Jeg ved også, at der er mange, der er glade for at vise deres forældre det brev, de har sendt til BørneBrevkassen sammen med BørneBrevkassens svar. På den måde kan forældrene hurtigt finde ud af, hvad det hele handler om, og så kan man tale ud fra det. Tror du, at det ville være lidt lettere for dig, at få talt med dine forældre, hvis du viser dem brevet her? Det kan også være, at en af de venner, du har snakket med, kan hjælpe dig med at fortælle det hele til dine forældre? Sommetider er det lidt lettere at fortælle noget meget svært, hvis man har en, som støtter en, ved sin side. Kunne det mon være rart for dig? Det kan også være, at du synes, det ville være lidt lettere at tale med en anden voksen, som du har det godt med. Det kan f.eks. være en venindes mor, en moster, en bedsteforælder, en voksen bror eller søster eller måske en lærer? Nogle gange kan det virke lidt mindre svært at tale med en voksen, som ikke er ens mor eller far, og så kan den voksne, man har talt med, måske hjælpe en med at fortælle det videre til ens forældre. Dine forældre vil kunne hjælpe dig med at gå til din læge, som vil hjælpe dig med at blive rask. Det er ofte sådan, at man kommer til at snakke med nogle forskellige mennesker, som arbejder med at hjælpe andre mennesker, der har fået en spiseforstyrrelse. Det kan f.eks. være sådan, at man kommer til at snakke med en pyskolog om, hvorfor man mon har fået en spiseforstyrrelse, og hvad man kan gøre for at få det bedre. Ofte vil man også få hjælp af en kostvejleder til at lave en sund madplan, som indeholder alt det, ens krop har brug for. Hvis du har lyst, kan du også kigge på Landsforeningen mod spiseforstyrrelser og selvskades hjemmeside lige her: http://www.lmsnyt.dk. Måske kan du kigge på siden sammen med dine forældre? Landsforeningnen mod spiseforstyrrelser og selvskade vejleder og rådgiver børn og voksne, der får spiseforstyrrelser. Man kan også ringe, chatte eller maile til dem, hvis man har spørgsmål omkring det, at have en spiseforstyrrelse. Chatten, telefonnummeret og mailadressen findes på hjemmesiden. En af de ting spiseforstyrrelser kan gøre er, at få en til at føle, at man ikke har lyst til at blive rask, for så føler man måske, at man mister kontrollen over sig selv – og måske også over sin vægt. Mon du har det sådan? Men det er vigtigt, at man får nogen til at hjælpe sig med at komme videre og ud af spiseforstyrrelsen. Det er nemlig meget usundt for kroppen, når man har en spiseforstyrrelse, og hvis man slet ikke får hjælp, kan en spiseforstyrrelse være livsfarlig, fordi kroppen ikke får den nærring, den har brug for. Derfor håber jeg, at du finder mod til at tale med en voksen om det – også selvom det føles rigtig svært. Jeg ved, også fra andre, der har haft en spiseforstyrrelse, at man kan komme til at føle, at det er pinligt at skulle fortælle. Der er også nogen, der skammer sig over det og føler, at de har gjort noget forkert. Men man kan ikke gøre for, at man bliver ramt af en spiseforstyrrelse, ligesom man f.eks. heller ikke selv kan gøre for, at man bliver ramt af en influenza-virus. Det er ikke folks egen skyld, når de bliver ramt af en spiseforstyrrele. Det håber jeg, at du ved – ellers ved du det i hvert fald nu. Hvis du stadig er lidt i tvivl om, hvordan du skal få talt med dine forældre, er du hjertelig velkommen til at ringe eller SMS’e til BørneTelefonen på nummer 116 111. Det er gratis at ringe, og det er helt anonymt. Nogen gange, kan det være rart at øve sig lidt først. Du er også meget velkommen på BørneChatten, som du finder lige her: http://www.bornetelefonen.dk/raadgivning/Basechat.aspx. Telefonen og chatten har åbent hver dag fra 11-23, og vi vil meget gerne prøve at hjælpe dig så godt, vi kan. Med ønsker om alt det bedste og med de kærligste hilsner BørneTelefonen
