Sådan kan du kontakte BørneTelefonen

Brev

Besat af at være tynd

Kære børnebrevkasse
Jeg er en pige på tolv snart tretten.
Jeg er ikke den tyndeste. Jeg vejer egentlig det jeg skal, (mit BMI er på 19,23) men ser bare ikke så tynd ud.
Dem i min klasse siger at de er så tykke selvom de allesammen er tyndere end mig.
Jeg er begyndt at veje mig selv flere gange om dagen og skrive det ned.
Jeg prøver at være på kur, men det er svært og når jeg kommer til at spise for meget bliver jeg rigtig sur på mig selv.
Jeg har ikke fortalt nogen om det.
Hver gang jeg ser nogen bliver jeg jaloux hvis de er bare lidt tyndere end mig.
Det er noget der fylder rigtig meget i min hverdag.
Er der nogen måde jeg kan få det bedre og lade være med at tænke så meget over det

Pige, 12 år
Svar fra

Børnetelefonen

Kære pige, Mange tak for dit brev. Jeg synes det er rigtig godt gået at du skriver herind, for det kræver mod at fortælle hvordan man har det, og det er første skridt på vejen til at få det bedre. Du beskriver at det at være tynd er begyndt at fylde meget i din hverdag og at du gerne vil have hjælp så du ikke tænker så meget over det og på den måde får det bedre i din hverdag.Jeg vil til at starte med sige at det ikke er unormalt at man i din alder begynder at tænke på vægt og udseende. Mange piger har det svært med at gå i puberteten da det er en periode med mange omvæltninger både fysisk og psykisk. Af den grund bliver de meget opmærksomme på hvad de spiser, da det er en rar fornemmelse at føle kontrol. Desværre tager det nogen gange overhånd og udvikler sig til en spiseforstyrrelse. Det er derfor rigtig vigtigt at man snakker med nogen om det før man når derud. Du er rigtig god til at tænke og sætte ord på hvordan du har det, og jeg synes du har beskrevet det rigtig fint i dit brev. Jeg kan ikke lade være med at tænke på om der er en årsag til at du er begyndt at tænke så meget over hvad du vejer? Mon der er andet i dit liv du synes er svært?Det lyder som om der også er andre piger i din klasse der tænker på deres vægt. Måske det kunne være rart for jer at snakke med hinanden om hvordan I har det? Eller du kunne måske fortælle det til din mor? Jeg ved at mange ikke ved hvordan de skal sige det til deres forældre og kan være bekymrede for deres reaktion. Min erfaring er dog at de fleste forældre er rigtig glade for når deres pige betror sig til dem, for så har de mulighed for at hjælpe. Nogen kan synes det er nemmere at skrive hvordan de har det i et brev til deres forældre, eller vise deres brev til BørneBrevkassen og vores svar. Mon det kunne fungere for dig også?

En ide kan også være at tage en snak med fx din klasselærer, herved bliver læreren klar over, I er begyndt at komme i puberteten og at udseende/vægt er begyndt at fylde. Herved kan læreren måske tage dette tema op i klassen, så det er noget der kan tales åbent om og måske læreren også kan fortælle jer lidt om udvikling og pubertet?

Ens krop har brug for næring, særligt når man er i puberteten så man kan udvikle sig og vokse som man skal. Kroppen risikerer ellers at tage skade. Som du selv skriver vejer du det du skal og er altså på ingen måde overvægtig. Man må gerne spise for meget en gang i mellem, det bliver man ikke tyk af, slet ikke i en periode hvor ens krop bruger energi på at vokse ’opad’ og ikke ’udad’. Det er også vigtigt at kunne give lidt slip og hygge sig.

En måde at give slip på kan også være du forsøger ikke at veje dig hver dag, for at slippe kontrollen lidt. Jeg er klar over det kan være svært, men måske du kan aftale med din mor at vægten sættes væk i en periode eller at du kun vejer dig en gang om ugen. Det handler om at ændre fokus. Måske der er andre ting, du kan gå op i som har din interesse, måske en fritidsaktivitet, musik eller måske at skrive dagbog? Vil du være frisk på at prøve?

Jeg håber at mit svar kan hjælpe dig videre til at fortælle det til din mor eller at du vil snakke med dine veninder om det. Det kan også være du ville have glæde at læse hvad andre børn og unge på din alder har af tanker om vægt og mad og hvad vi har svaret dem. Du kan finde deres breve på vores hjemmeside http://www.bornetelefonen.dk/raadgivning/BorneBrevkassen/Vaegt%20og%20mad. Du er også altid velkommen til at ringe ind til BørneTelefonen på 116 111 og snakke med en af vores erfarne rådgivere. Kærlige hilsner, BørneTelefonen

Få flere gode råd til krop og udseende

Kroppen vil ændre sig hele livet. Det er en del af at blive ældre. Rigtig mange begynder at sammenligne sig selv med andre, og nogle bliver kede af det over deres udseende.

Mange børn og unge fortæller, at de sociale medier påvirker dem. Og historier om slankekure, BMI og gode råd kan være svære at forholde sig til.

Her på siden kan du få gode råd til, hvordan du kan få det bedre med din krop og dit udseende. Du kan også prøve quizzen, og lære at kende forskel på, hvad der er facts, og hvad der er myter om krop og udseende.

Ring

Ring til bisidningen på nummer 35 55 55 56.

SMS

Send SMS til BørneTelefonen på nummer 116111.

Ring

Ring til BørneTelefonen på nummer 116111.

Chat
Chat
Gruppechat
Gruppechat