Kære dreng på 13!
Mange tak for dit brev.
Jeg kan læse, at du er meget bekymret for din ven og for at han dør…
Hvor er han heldig, at han har en så god og omsorgsfuld ven som dig, der tør stille de svære spørgsmål og som bekymrer sig for ham. Det er rigtig godt set af dig, at han har det svært - og flot, at du har forsøgt at tale med ham om det.
Når man bliver konfronteret med noget der er svært, er det forskelligt, hvordan man reagerer som menneske. Nogle siger undskyld og prøver på at rette ”fejlen”, andre blive vrede og sure, nogle forsøger at skubbe skylden over på noget andet… Eller reagerer på en helt fjerde måde. Hvad din ven gør, er derfor en helt naturlig måde at reagere på, når han bliver konfronteret med det, der er meget svært for ham i øjeblikket.
Du skriver, at hans anoreksi handler om hvem han er, og det tror jeg er rigtigt, når det er det, han siger. At have anoreksi er alvorligt og meget belastende, både for den der har sygdommen, og for de mennesker som holder af den, der er syg. Du skriver ikke, om han er i behandling for sin anoreksi? Hvis han er det, tror jeg, at det er bedst, at du spørger ham, hvor meget han har lyst til at tale med dig om sin anoreksi – hvis han ikke har lyst til at tale om det, tror jeg det er bedst, at du ikke gør det. Måske har han nogle voksne, som han finder støtte ved, det håber jeg – ellers kan det måske være godt, hvis du opfordrer ham til at få det…
Nogen gange kan man som ”tilskuer” også selv have behov for at tale med en voksen. Det kan være svært at gå med tankerne om at den, som man holder af, forvolder skade på sig selv. Det kan være, at du kan tale med dine forældre eller din lærer om det?
Du er også velkommen til at ringe til BørneTelefonen på 116 111, eller skrive ind på BørneChatten, hvis du har brug for at tale med en voksen.
Kærlig hilsen
BørneBrevkassen
