Kære pige på 15
Tak for dit brev, hvor du skriver om dine bekymringer med vægt og mad. Jeg er glad for, at du har skrevet ind til BørneBrevkassen, for det kan være meget svært at gøre noget ved sådan et problem alene.
Det er rigtig fint, at du har beskrevet, hvordan dit mønster for måltider er, og hvordan du holder problemet hemmeligt for din mor. På den måde kan jeg forstå din situation, og jeg kan også høre, at det er blevet et lidt for stort problem i dit liv. Med det mener jeg, at det lyder som om, at du har skabt en hverdag, hvor dine "regler" for mad er en fast del af dit liv, og det kan være, at du endda føler, at det er trygt, at du har sådan nogle rutiner for mad og måltider?
Jeg tænker, at du gerne vil ud af mønsteret igen og tilbage til en hverdag, hvor du ikke føler, at du skal skjule ting for din mor og ikke tænker, at du har et problem med mad og vægt. Jeg forstår, at du godt er klar over, at en af vejene til at komme ud af det er, at du kan tale med din mor. Men jeg ved også godt, at det kan være rigtig svært at tage fat på sådan en samtale. Mon, du oplever det på samme måde?
Jeg vil gerne foreslå, hvordan du kan igangsætte en snak med din mor om de svære ting, men først vil jeg fortælle dig, hvorfor jeg synes, det er vigtigt at tale med nogen om ens bekymringer i det hele taget.
Du fortæller, at du er bange for, at du kommer på hospitalet, hvis du fortæller noget til nogen om de her vanskeligheder. At du tænker sådan, tror jeg hænger sammen med, at du går meget alene med bekymringen. Når man går alene med bekymringer, så vokser det sig tit større og større, og det kan være svært at holde rede på, hvordan det hele hænger sammen. Jeg kan desværre ikke love dig noget, men jeg ved, at i rigtig mange tilfælde, der får man mere ro og overblik over situationen, hvis man fortæller nogen om, hvad man går og har det svært med.
Jeg ved jo ikke, hvordan du har det med din mor, så det kunne være, at der var en anden i din familie eller en veninde, som du hellere ville tale med? Men hvis det bliver din mor, så kan det måske være en idé at starte med at spørge, om I skulle lave en aftale om at have noget tid sammen, bare dig og hende, hvor I har ro til at tale sammen...hvordan vil du mon være for dig og din mor? Måske er det ikke den første gang, hvor I har sådan en aftale, at du har lyst til at fortælle hende så meget, men så kan du forberede dig på at åbne op overfor din mor.
I forhold til det med seksualitet, så kan du prøve at se, om du føler du kan åbne op overfor din mor, når I har sådan en stund sammen, måske mens I går en tur for eksempel.
Jeg synes, det er modigt af dig, at du gerne vil dele med andre, at du har de tanker om, at du måske er biseksuel. Det kan være rigtig svært at blive helt sikker på, men måske bliver du klogere på det, hvis du taler om det med andre og hører, hvordan det lyder, når du siger det højt til nogen?
Med hensyn til det med, om du skal på hospitalet, så er det slet ikke sikkert, at du skal på hospitalet, hvis du fortæller din mor om vanskelighederne med mad og vægt. Det er rigtigt, at der findes behandling for spiseforstyrrelser på hospitalet, fordi at der er der uddannede medarbejdere, der er særligt gode til at hjælpe med netop det problem. En anden grund til, at der er behandling på hospitaler er, at en spiseforstyrrelse kan have stor betydning for, hvordan hele ens krop har det, og så kan man have brug for læger og sygeplejersker for, at man får det godt fysisk igen.Den anden del af spiseforstyrrelser er, at det også har meget at gøre med, hvordan man har det psykisk. Derfor kan behandlingen også være, at man taler med en terapeut eller psykolog om det, der gør, at man får en trang til at styre, hvor meget man må spise.
Du skal vide, at der er andre unge mennesker, der har det svært med mad og vægt, og der er også mange dygtige fagfolk, der arbejder med at hjælpe folk med at komme videre i sit liv uden problemerne med mad og vægt, og behandlingen kan være meget forskellig, alt efter hvad man har brug for.
Jeg er glad for, at du skrev herind, og jeg håber, at du vil holde fast i den idé om at række ud efter hjælp, så du kan få bearbejdet det der er svært for dig og få stoppet det svære mønster omkring mad og vægt, inden det bliver endnu større.
Kærlig hilsen
BørneBrevkassen
