Sådan kan du kontakte BørneTelefonen

Brev

Tre Stemmer

Hej, BB.

Jeg er en pige på 12, som bogstavelig talt har tre stemmer inde i mit hoved, som alle prøver at bestemme over mig.
 
Den ene stemme er en opmuntrende en.
 
Den fortæller mig altid at jeg er god og stærk nok. Den fortæller mig altid hvad det rigtige er.
 
Den anden stemme giver konstruktiv kritik.

Den siger det kan du gøre bedre, og at jeg må kæmpe hårdt for at opnå gode resultater.

Den tredje stemme er decideret ond.

Den fortæller mig at jeg aldrig bliver lige så god som de andre, kalder mig svag og siger at jeg lige så godt kan begå selvmord. Den er uhyggelig, og sidste år gjorde den mig psykisk syg og jeg var lige ved at blive tvangsindlagt på psykiatrisk afdeling, med spiseforstyrrelser, depressioner, vrangforestillinger og angst.

Det er som om at jeg ikke selv kan vælge hvad for en jeg vil lytte til.

Når jeg bliver ked af det, overtager den tredje.

Når jeg dumper overtager den anden.

Når jeg bliver forelsket overtager den første.

Jeg synes at det er irriterende at jeg så let blive trukket ned.

Jeg ved ikke hvad jeg skal gøre.

Pige, 12 år
Svar fra

Børnetelefonen

Kære pige

Tak for dit ærlige brev. Det er så modigt af dig at skrive herind og det er godt gjort! Det lyder til, at stemmerne fylder meget i din bevidsthed og det er noget, som du er fokuseret på og godt kunne tænke sig blev anderledes. 

Det er godt, at du er bevidst om, hvordan du har det og kan mærke efter, hvordan du oplever at have de tre stemmer "i spil". Mit svar til dig vil både handle om ting, du selv kan gøre, som måske kan hjælpe på din situation og det vigtige i at få hjælp fra andre.

Du skriver, at du synes, det er irriterende, at du bliver trukket ned. Gad vide, om du har nogle positive ting, som du kan tænke på eller gøre, når du kan mærke, at du er ved at blive trukket ned af den tredje stemme? For nogen kan det være en hjælp at have nogle gode tanker klar, for eksempel, hvad man godt kan lide ved sig selv eller noget man glæder sig til. Dem kan man så tænke på, når de negative tanker eller stemmer kommer. Andre har forskellige ting de kan gøre, for at få tankerne væk – for eksempel at lytte til musik eller dyrke sport. Eller simpelthen tale højt til den "tredje stemme" og sige: "Gå væk jeg vil ikke have dig på besøg lige nu". Vil det mon være en hjælp for dig?

For nogen kan det også være en hjælp at skrive dagbog, fordi man så kan komme ud med nogle af tankerne. En øvelse kan eventuelt være, at du hver dag skal skrive en god ting ned om dig selv. På den måde kan alle dine tanker komme ”ud af hovedet”, hvor du samtidig har et stykke papir eller post-it sedler, hvor der står gode ting om dig selv. Det kan du så bruge, når du synes det er svært eller den tredje stemme tager for meget over. Giver det mon mening?

Derudover kan en hjælp måske være for dig, at du fortæller det til dine forældre eller en af de voksne, som du er allermest tryg ved. De vil kunne hjælpe med, hvad der kan gøres, så du ikke føler dig trukket ned og de kan fungere som en støtte for dig. Af alle dem du kender, hvem vil du så helst tale med om det? – det kan for eksempel være dine forældre, bedsteforældre eller andre fra familien, en venindes mor eller måske en lærer på din skole. Hvor vil du være mindst sårbar og hvem "ser" dig bedst som den du er? Hvornår vil være et godt tidspunkt at tale om det på og har du overvejet, hvad du vil sige? Det kan for nogen være en hjælp at tænke over de to ting, så du får talt om det på en god måde.  

De tre forskellige sider, som stemmerne har, er temaer som kan fylde for mange – for eksempel, at man skal arbejde hårdt for at opnå gode resultater, hvor man nogle gange føler sig god og stærk, mens man andre gange ikke føler sig god nok. Når jeg læser din meget nøjagtige beskrivelse af, hvad de tre stemmer fortæller dig, i de forskellige situationer du befinder dig i, får jeg lyst til at fortælle dig om forskellen på selvtillid (hvad vi kan og dermed hvad andre kan se) og selvværd (hvad vi "er" og selv kan mærke indeni). To af dine tre stemmer taler umiddelbart kun til din "selvtillid", men hvem/hvad taler med dit selvværd/din indre kerne? Hvad vil den mon gerne have af vide og kunne du finde en helt fjerde stemme der kunne tale til den og få den til at vokse sig større? Måske skal den første stemme have mere plads? 

Ubalance mellem selvtillid og selvværd er noget mange unge støder ind i, men er heldigvis noget man kan arbejde med, når man har fået øje på forskellen mellem de to. 
 
Når de negative tanker får så meget fat, at du for eksempel overvejer selvmord, så er det vigtigt, at du får hjælp fra andre - inden den overdøver det hele! Derfor tænker jeg, at det er vigtigt, at du taler med en voksen om det. En mulighed er også, at du bestiller tid ved din egen læge og fortæller, hvad de tre stemmer gør ved dig og at den tredje stemme er ond og uhyggelig. Din læge vil kunne hjælpe dig med, hvad der kan gøres og tage dig alvorligt. En start kan være at bestille en tid hos din læge. Hvis du synes det er svært at skulle fortælle om det til din læge er en mulighed også, at du viser din læge det her brev. Hvad tænker du om det?

Du er meget velkommen til at ringe til BørneTelefonen, for at tale videre om det. Nummeret er 116 111 og du vil være anonym.

Det er bare så mega sejt, at du har skrevet herind – det viser, at du har styrke til at håndtere alle tre stemmer og gøre sådan, at du får det anderledes. Jeg håber, at det her brev kan hjælpe dig.

Mange hilsner fra BørneTelefonen.

Få flere gode råd om Sygdom i familien

Har du en mor eller far, der er alvorligt syg? At leve med sygdom i familien, kan være rigtig hårdt og man kan få mange bekymringer for fremtiden. Det er rigtig vigtigt, at man ikke går alene med sin frygt, men at man får talt med nogen om den.

Sygdom i familien kan både være fysisk og psykisk. Lige meget hvad, kan det gøre hverdagen svær. Fx kan det være at din mor eller far, ikke kan de samme ting længere og måske sygdommen sætter tanker i gang hos dig som: Bliver min mor rask igen? Hvordan fortæller jeg mine venner om min fars sygdom? Hvem kan jeg tale med mine tanker om?

Her på siden kan du få gode råd, du kan læse andre børns breve og BørneTelefonens svar, få hjælp til at bygge et brev eller prøve følelses-guiden.

Guide

Svære følelser: hvad kan hjælpe?

Hør andre børns Historier

På ‘Når mor eller far bliver syg’ kan du høre om andre børns historier. Du kan også fortælle din egen historie eller høre mere om de følelser, man kan have, når en i familien er alvorligt syg.

Når mor eller far bliver syg, kan det være svært at være barn i en familie. Læs hvordan andre børn har klaret livet i en familie med sygdom.

Trin for trin Byg et brev

Hvis det er svært at sige noget ansigt-til-ansigt, kan det være nemmere at skrive det ned. Her kan du bygge et brev, som du kan sende til den person, du gerne vil have til at hjælpe dig.

Skriv et brev, sæt ord på det, der er svært at sige. Vi har lavet en guide, der hjælper dig med at skrive de tanker ned, som er svære at fortælle.

Ring

Ring til bisidningen på nummer 35 55 55 56.

SMS

Send SMS til BørneTelefonen på nummer 116111.

Ring

Ring til BørneTelefonen på nummer 116111.

Chat
Chat
Gruppechat
Gruppechat