Kære pige på 13
Tak for dit brev. Hvor er det bare godt, at du ikke vil finde dig i at blive drillet på din nye skole. Du har levet med at skulle undgå gluten i mange år, og det lyder faktisk som om, du klarer det rigtig godt, og at det egentlig ikke har været et særligt stort problem før nu...
Jeg kan godt forstå, det kan være svært, når man næsten er den eneste, der har det sådan, måske især hvis de andre ikke helt forstår, hvad det handler om. Jeg ved i hvert fald fra andre børn og unge med cøliaki og andre former for "intolerance", at det kan være svært at være den eneste, der skal have anderledes mad, og som ikke må få det samme som de andre.
Men som sagt fornemmer jeg ud fra dit brev, at du og sin søster klarer det godt - måske med god støtte fra jeres forældre? Heldigvis er det noget, som flere og flere får øjnene op for, og man begynder at kunne få flere og flere lækre ting i almindelige supermarkeder, som er glutenfri - men det har du sikkert også lagt mærke til...
Det, som virkelig har gjort, at du har fået nok nu, er at du bliver drillet på din nye skole. Jeg kan godt forstå, du kan føle dig presset til at spise noget med gluten, når de andre kører hårdt på, for som ny på en skole gør man sit bedste for at passe ind, og det fortæller mig også, at det er vigtigt for dig at få nye venner og blive accepteret på den nye skole. Sådan har vi det allesammen, når vi skal til at indgå i nye fællesskaber.
Men det bør ikke være sådan, at du skal overskride dine grænser for at passe ind, og det tænker jeg, at der er nogle voksne, der skal hjælpe med at få ændret på. Jeg bliver også bekymret, når du siger, at du har skåret i dig selv, for det fortæller mig, at du måske har lidt svært ved at skulle snakke med nogen om det... Er det rigtigt gættet, mon?
Men nu har du alligevel sagt det til nogen - nemlig her i brevkassen. Og det er en stærk måde at gøre det på, for så står det her på skrift - helt enkelt og godt forklaret, hvordan du har det.
Næste skridt kan være at finde en voksen at fortælle det samme til, som du har fortalt mig i dit brev... Måske dine forældre? Vil de kunne hjælpe dig med at snakke med din nye klasselærer og fortælle, hvad du oplever? Jeg tænker nemlig, at når de andre børn driller dig med noget så banalt som maden, du spiser, så handler det slet ikke om dig, om gluten eller om mad - men om at der er en helt forkert kultur i klassen, som gør, at man taler sådan til hinanden. Og det skal lærerne hjælpe med at få ændret.
Mit gæt er, at før du kom til klassen, så gik det bare ud over nogle andre, for sådan er det ofte, når der foregår drillerier og mobning i en klasse. Og derfor kan det være så svært at stoppe alene, fordi alle kan begynde at være bange for, at det er dem selv, det går ud over næste gang, og så tør igen gøre noget. Det er her, de voksne kommer ind i billedet (om man vil det eller ej), og det er oven i købet lærernes ansvar at sørge for, at alle elever er trygge og føler sig accepterede.
Måske har du allerede taget det sværeste skridt ved at sætte ord på din oplevelse og sende det hertil - måske er næste skridt ikke så svært... Du kan evt vise dit brev til den, du starter med at snakke med - så er det hele forklaret, og du bliver ikke afbrudt.
Til sidst vil jeg lige minde dig om, at du faktisk ikke har oplevet at blive mobbet med cøliaki før - det skriver du i dit brev. Så prøv at huske dig selv på det, hvis du kommer i tvivl, om de alligevel kunne have ret, og der alligevel kunne være noget galt med dig... For det er der IKKE. Du skal have lov til at have det godt på den nye skole, lige som du har haft det før, og det håber jeg rigtig meget, du får snart.
Husk også, at du altid kan ringe til BørneTelefonen på 116 111, hvis du har lyst til at snakke lidt mere om det hele.
Kærlig hilsen BørneTelefonen
