Kære pige, Tak for dit brev! Jeg er glad for, du skriver igen, når du ikke fik svar første gang. Jeg håber, du kan bruge mit svar. Du fortæller, at du har børneorm, og som jeg forstår dit brev, har du ikke fortalt det til nogen – heller ikke til din mor og far. Er det mon rigtigt forstået? Jeg kan godt forstå, at du synes, det er lidt ubehageligt at skulle fortælle, at du har børneorm. Du skriver, at du synes, det er pinligt, men faktisk kan alle få børneorm, både børn og voksne. Børneorm er ikke farligt at have, men det er ubehageligt og det klør. Man kan ikke selv gøre for, at man får børneorm. Det er noget, der smitter fra menneske til menneske, så man kan være uheldig, at man får børneorm, fordi man har været sammen med én, der har haft det. Det er vigtigt, at man bliver behandlet, når man har fået det – både for ens egen skyld, men også for ikke at smitte andre. Jeg spekulerer lidt på, hvorfra du mon ved, at det er børneorm, du har? Mon du har været hos lægen med det før? Hvis du har det, ved du måske allerede, at lægen kan udskrive en recept på noget medicin, som får det til at forsvinde. Man skal også sørge for at vaske hænder grundigt og tit, og det er også godt at gå i bad hver morgen, hvis man har børneorm. Lægen har helt sikkert flere gode råd, som vil kunne hjælpe dig. Derfor tænker jeg, at det er vigtigt, du får fortalt dine forældre, at du har børneorm. Dine forældre kan gå med dig til lægen, så du kan blive undersøgt. Hvis dine forældre vil oplyse din klasselærer om, at du har haft børneorm, kan de bede din klasselærer om ikke at fortælle resten af klassen, hvem det er, der har haft det. På den måde vil dine klassekammerater ikke få at vide, at det er dig, der har haft børneorm. Måske er du ikke den eneste, der har det i klassen. Det er kun læreren, én selv og ens forældre, der behøver at vide, hvem der har haft det. Det lyder rigtig ubehageligt for dig, at du har gået rundt med børneorm så længe, så jeg håber, at mit svar har hjulpet dig, og at du hurtigt får talt med dine forældre. Hvis du har brug for det, må du også meget gerne ringe til BørneTelefonen på nummer 116 111 og fortælle mere om det. Det er gratis at ringe, og telefonen er åben fra 11-23. Rigtig god bedring! De bedste hilsner BørneTelefonen