Søsters opmærksomhedskrævende spiseforstyrelse

Hej

Jeg er en pige på 16 år, som har et problem i hverdagen. Min søster er blevet diagnoser med spiseforstyrrelse (kaster også op). I et halvt år gik hun til psykiater osv.

Men juleaften holdt hun fuldstændig op med at spise, hvilket fortsætte til næste dag, så mine forældre indlæge hende på en akut psykiatrisk afdeling, hvor hun lå en uge, derefter blev hun indlagt på Bispebjerg, hvor hun fik hjælp.

Hun er dog kommet hjem igen, hvilket burde gøre mig lykkelig, men det gøre det ikke. Efter hvad jeg har opfattet bruger mine forældre alt deres tid på hende og mindre tid på mig og mine brødre. Det mener de dog ikke selv.

Der er mange grunde til at jeg ikke er glad for at have min søsterhjemme igen. En af grundene er at jeg har ocd. Jeg er ikke blevet diagnoser endnu, men har været til lægen. Lægen har skrevet et brev til et eller andet børne psykiatrisk center, som jeg i næste måned skal have en samtale med. Men problemet er at jeg bliver beskyldt for selv at have skabt min sygdom fordi jeg bliver mangler opmærksomhed.

Ja, jeg mangler en del opmærksomhed, men ocd er en vild ubehagelig sygdom, som jeg ikke ville ønske at min værste fjende. Jeg har haft ocd i snart 2 år, og vi har kun vidst omkring spiseforstyrrelser i et halvt år, så jeg har ikke haft mulighed for at få ocd pga. Hende. Min søster blev her for et par uger siden diagnosen med mild ocd og får nu piller, hvilket gør mig vred. Det bliver nu gjorde til hendes problem og ikke længere mit.

En anden grund til at jeg ikke vil have hende hjem igen er at hun nærmest elsker at være syg. Hun konkurrerede nærmest med de andre piger på hendes afdeling om hvem der var mest syg. Her hjemme kan hun godt li at bruge sit “syge kort” hvis min bror f.eks. har fået noget, som hun også godt kunnettænke sig, mener hun at hun også skal have det fordi hun er syg.

Jeg ved ikke hvorfor men jeg er altid sur på hende, hader hende nærmest, hun var ellers mit forbillede før i tiden. Jeg har fået at vide af min læge, at det er ok at være sur på hende. Jeg hader bare at jeg ikke kan tale normalt med hende.

Det værste er at min mor fortæller mig, at jeg er mere moden end hende(hun er 18). Jeg har svært ved at tale med mine problemer med hende. Men er det bare mig der er for jaloux, og skal jeg bare finde mig i at de bruger det meste af dagen på hende(min mor har fået orlov pga hende)?? Eller skal jeg sige noget til dem, selvom det er virkelig svært, da de er dårlige til at lytte?? Skal jeg bede mine forældre om at tage mit problem seriøst??

Kh S