Social angst

Kære 14 årige pige

Tak for dit brev. Jeg kan sagtens sætte mig ind i, hvor ubehageligt det må føles, ikke helt at kunne styre sine kropsreaktioner og komme til at rødme. Godt du skriver herind til os.

Inden jeg svarer på dit spørgsmål, vil jeg fortælle dig lidt mere om, hvorfor man, oftest som teenager, rødmer. Og jeg er helt med på, at det kan opleves både frustrerende og ubehageligt.

At rødme er et kendt fænomen, især i puberteten. Selvom du måske ikke kender nogen, som også rødmer, så er der mange børn og unge, der oplever pludselig at begynde at rødme. Jeg skriver ”pludselig”, fordi langt de fleste ikke har rødmet, da de var
små, men begynder på det omkring puberteten. Lige som du selv beskriver det.
Det er noget rent biologisk, der sker i kroppen under puberteten, hvor den nerve, der styrer blodtilførslen i ansigtet bliver hyperaktiv. Det er helt ufarligt, men mange oplever det som generende.

Når du samtidig starter i en ny klasse, også selvom du kender flere, kan det sagtens opleves utrygt. Man behøver ikke engang være bevidst om, at man er utryg, kroppen kan reagerer helt af sig selv på den nye situation.

Kroppen kan gøre sig klar til at flygte, ved at man begynder at svede, få hjertebanken, ryste og få kvalme. Kan du genkende det, som du beskriver “at få lyst til at gå under jorden”? Du ved med din fornuft, at der ikke er fare på færde, men kroppen kan alligevel “narre” en til at reagere, som om der var det. Giver det mening for dig?

Det er en naturlig reaktion på nye situationer. Mange voksne kender det også, hvis de fx skal holde et foredrag eller rejse sig op og sige noget, foran mennesker de ikke kender så godt.

Når den nerve, der giver rødmen, er hyperaktiv, så kan det komme i spil i mange andre situationer, hvor du ellers er tryg. Fx sammen med din familie. For bare det, at man bliver bange for at rødme, så begynder man at rødme. Kan du genkende det?

Det er ærgerligt for dig, at du bliver bekymret for at have social angst, når du tager test på nettet. Det er ikke en særlig godt til at stille diagnoser.
Angst er vi alle født til, at kunne føle. Men for at få diagnosen, skal det undersøges af professionelle, som fx en læge eller psykiater.  Med andre ord, skal en angst diagnose stilles af en læge.

Jeg synes bestemt du skal tale med nogen om det, og jeg tænker, at din mor eller far, vil være dem, der er bedst for dig at tale med. Måske kender de det fra de selv var teenagere?

Jeg vil foreslå dig, at du så snart du er klar, fortæller dine forældre omkring dine bekymringer med at rødme og mulig angst. Tror du, at de vil være gode for dig at snakke med? Ellers kan du tale med en anden voksen, eller sundhedsplejersken på din skole? I nogle kommuner er der forløb, som hjælpe børn og unge til at tackle angst. Måske kan I sammen finde ud af om, jeres kommune har sådanne forløb eller andre ting, som kan hjælpe dig.

Du kan også vise dine forældre dit brev og mit svar.

Det er også en god idé, hvis du prøver at være lidt åben omkring det, at du pludselig rødmer. Fx fortæller om det til et par gode veninder. På den måde kan du få mere accept af, at du er begyndt at rødme for tiden og det kan opleves mindre “farligt”
Det kan også få rødmen og din krop til at falde mere til ro.

Kærlig hilsen
BørneTelefonen