Psykiske problemer, eller livlig fantasi?

Hej bb

Jeg har gennem min barndom haft en utrolig livlig fantasi, og det har vel i grunden aldrig sluppet mig helt. Jeg har altid leget med “fantasivenner”, og ikke rigtig haft behov for at lege med andre end mig selv, for jeg har jo altid haft mine uvirkelige, men alligevel meget virkelige fantasivenner.

Den måde jeg oplever det på, er meget konkret, for jeg ser ting, som umuligt kan være virkelige, og jeg hører stemmer derikke kommer nogen steder fra.

Jeg bliver forvirret og paranoid.

Jeg kan høre at mit navn bliver kaldt på, og der er en generel hvisken i min underbevidsthed..

Oftest er det flere forskellige “toner-lejer” som fortæller mig hvad jeg skal gøre, kommenterer på ting der sker, guider eller misviser mig, gør mig selv til grin foran mig selv, og så videre. Særligt har en pigestemme (hæs) været meget efter mig, og nogle gange føles det som om hun går lige i hælene på mig, hvilket selvfølgelig gør at jeg konstant vender mig om og bare tilføjer til min paranoia.

Jeg blev engang for en del år siden forfulgt mens jeg cyklede ned mod min veninde – fyren der var bag mig gik i sort tøj, og virkede uhyggelig. Han løb efter mig, så jeg cyklede rigtig hurtigt. Da han indså at han ikke kunne indhente mig sagtnede han farten, hvilket bekræfter mig i at han forfulgte mig…

Jeg ved ikke om det kan have noget med det gøre, men jeg har ligget vandret i forsøget på at knække koden om hvorfor min hjerne opfører sig på den her måde. Jeg har læst at nogle oplevelser kan sætte gang i nogle andre reaktioner… Begge har jo noget med at være paranoid at gøre

Som sådan er det “bare” det at jeg er utroligt paranoid som jeg skal leve med, hvilket i sig selv ikke er specielt sjovt når man tit har det skidt oveni pga. andre problemer, men det er de seneste oplevelser (inden for et år) som får mig til at skrive til jer, da det simpelthen var ved at slå mig ihjel.

Jeg havde været til en fest, og skulle gå hjem. Hviskenen bliver altid forstærket når jeg drikker alkohol, derfor drikker jeg heller ikke helt vildt tit. Jeg skulle til at dreje ned mod vejen hvor jeg bor, da den her helt specielle hvisken fortæller mig at der står en morder lidt længere nede af vejen, og at jeg ikke skal gå derned. Jeg bliver sindsygt paranoid, og tør slet ikke at gå hjem.

Den hvisken fortalte mig at der var et sted jeg kunne gemme mig hvis jeg ikke ville dø, så 2 timer senere er jeg endt under en bro ved en jernbane, hvor der kommer S-tog i ny og næ. Jeg føler stadig at der er nogen der holder øje med mig, og jeg er ved at græde, og jeg er ved at blive sindsyg…

Det virker som om at de hvisker at jeg skal gå ned og ligge mig på skinnerne, så jeg kan blive et frit menneske. Så jeg går ned og ligger mig på skinnerne, men der kommer ingen tog, og det ender faktisk med at jeg flytter mig efter 2 minutter, da min største frygt er at de får deres vilje.. At jeg døde, i det her tilfælde.

Som i kan læse er jeg meget styret af hvad jeg bliver fortalt jeg skal gøre, jeg er meget impulsiv. Jeg kan ikke lukke dem ude, jeg kan ikke overdøve dem. De kommer i perioder, nogle gange er de der ikke og nogle gange vil jeg hellere dø end at klare 5 minutter til…

Jeg har søgt på nettet i fortvivlelse, og jeg blev så bange og utilpas da jeg læste at jeg havde mange af de psykiske symptomer på en psykisk lidelse… Hvad skal jeg gøre?

Jeg tør simpelthen ikke sige det til mine forældre, jeg kan ikke klare at blive mere overvåget end jeg allerede føler mig. Min nærmeste veninde ved det godt, men jeg har ikke lyst til at vores venskab kun skal handle om mig og nogle problemer der ikke kan løses ved snak. Hun bliver sikkert også træt af at høre om mig, mig, mig hele tiden…

Hjælp 🙁

Hilsen hende med de mange stemmer i hovedet