Sådan kan du kontakte BørneTelefonen

Brev

Min mor har demens

Hej.

Jeg fik at vide i går at min mor har sygdommen demens.

Jeg er virkelig bange for jeg har læst at man i gennemsnittet lever 8-10 år med demens.

Min mor er kun 50 så hun ville jo dø virkelig ung.

Jeg er virkelig virkelig bange for at hun skal dø.

Hun har svært ved at huske mange ord og hvis man beder hende om f.eks. at købe mælk og æg køber hun kun æg.

Min mormor har også demens og hun kan ikke tale og gå og hun ved ikke hvem hun er eller hvem alle andre er. Min mormor har også alzheimer men jeg ved ikke om det er derfor det er værre med hende?

Er det rigtig at man kun lever 8-10 år?

Og kan demens være arveligt?

Jeg er virkelig ked af det hele tiden fordi jeg forestiller mig at hun skal dø selv om der er mange år til hvis det passer.

Jeg tør ikke tale med nogen om det fordi jeg er virkelig bange og fordi alle i forvejen ved at min mormor blev indlagt på hospitalet i sidste uge med hvad lægerne sagde var uhelbredelig tarmkræft hvilket viste sig at det ikke var og at hun intet fejler.

Min morfar som jeg var virkelig tæt med døde for cirka et pr siden.

Jeg synes det er meget svært at komme videre fra alt det her sygdom og døds noget.

Jeg føler at jeg har mistet alle mine bedsteforældre for jeg har kun min mormor tilbage og hun ved ikke engang hvem jeg er.

Jeg ville ikke kunne klare det hvis jeg også mistede min mor.

Min far dør nok også når jeg er forholdsvis ung for han meget ældre end andre fædre nok ville være. Han er 63 år nu.

Det hele er bare kommet oven i hinanden.

Min mor har været arbejdsløs i 3 år og hun må ikke få dagpenge mere. Hun får godt nok noget pension snart på grund af alt det her så hun må ikke arbejde mere.

Min far hader hans arbejde overalt på jorden men han bliver nødt til at arbejde så vi kan få mad og tøj.

Jeg føler lidt at han kun arbejder for min og min søsters skyld og jeg har det rigtig dårligt med det. Jeg har det på en måde som om alt det her er min skyld selvom jeg godt ved det ikke er.

Jeg håber du vil svare mig på alle mine spørgsmål og måske give mig nogle gode råd.

Pige, 12 år
Svar fra

Børnetelefonen

Kære pige,  Mange tak for dit brev. Jeg vil til at starte med sige at du er rigtig god til at beskrive, hvordan du har det og de ting som du oplever. Du skriver din mor har fået sygdommen demens og at du er bange for at hun skal dø alt for ung. Du skriver også at du ikke tør sige det til nogen. Det vil jeg gerne prøve at hjælpe dig med.  

Du lyder som om, du er en rigtig god datter, der bekymrer sig for hvordan din mor har det og hvordan det skal gå med hende og din familie. Det er meget betænksomt af dig at læse om demens og involvere dig på den måde i sygdommen. Det kræver mod og evne og er derfor ikke noget alle børn tør og kan. Det jeg ved om demens er, at det kun er nogen gange, det er arveligt og, at det er forskelligt hvor lang tid man lever afhængigt af den type demens man har. Alzheimers demens, som din mormor har, er f.eks. én type. Heldigvis er alle mennesker jo forskellige, og der er derfor også nogle, der lever i mange år med deres demens-sygdom.  

I løbet af det sidste års tid lyder det til at der er sket ting i dit liv, som har gjort at du tænker over døden og bliver bange for at miste dem som du elsker. Ligesom du mistede din morfar, har jeg talt med en pige som mistede sin farmor som hun også var meget tæt på. Pigen tænkte rigtig meget over døden i perioden bagefter og var bange for at hendes forældre og søster også skulle dø. Selvom det var rigtig hårdt så gjorde det, at hun siden da har været meget opmærksom på, hvem der virkelig betyder noget for hende, at pigen gør hvad hun kan for, at de og hun selv har det godt og at sætte pris på de gode ting de har sammen. Selvom pigen aller helst ville have beholdt sin farmor i mange år mere, så er hun rigtig glad for at hun, som barn og unge, tænker på at få det bedste ud af livet – det håber jeg, at du også kan forsøge at gøre sammen med dem som betyder noget for dig.

Jeg ved godt at det kan være svært at se det gode, når der sker noget der gør en bange og ked af det. Det er normalt at have det sådan, så grunden til jeg skriver det til lige netop dig er fordi, jeg faktisk synes, du allerede nu tænker meget over, hvad der ville være godt for din familie, hvilket er utroligt flot, og noget jeg ved din familie ville sætte pris på hvis de vidste det. Måske du også ville synes om at starte på en lille bog om din mor, så du altid kan huske hende også selvom hun måske bliver mere syg? Det kan være med små historier om noget i laver sammen, noget hun har sagt, fotos du tager og sætte ind eller hvad du nu synes er bedst for dig.   

Noget du dog skal vide og ikke må glemme er at du stadig er et barn og at det derfor aldrig er din skyld at noget er svært og hårdt for dine forældre. Det er ikke dit ansvar, at din familie har det godt – det er altid de voksnes ansvar. Det er derfor heller ikke dit ansvar om, I har råd til mad og tøj. Når der sker triste ting reagerer man tit forskelligt. Nogen viser at de er kede af det og andre kan virke vrede fordi de bliver bekymrede og bange. Nogen kan faktisk komme til at skyde skylden på noget helt andet, som f.eks. arbejde. Jeg ved ikke om det måske er fordi din far er ked af din mor er blevet syg, at han virker til at hade sit arbejde? Lige meget hvordan man reagerer er det dog vigtigt, at man snakker sammen om hvordan man har det og er åbne overfor hinanden. Du kunne måske fortælle din far, mor og søster hvordan du har det - og huske på, at det er helt ok at blive ked af det og også at holde fri fra bekymringer og hygge med veninderne og familien.  

Alle har brug for at snakke med nogen når man er bange og ked af det. Jeg er derfor rigtig glad for du skrev til brevkassen. Du er god til at beskrive dine følelser og bekymringer, og jeg er derfor overbevist om, at andre tager dig alvorligt og vil hjælpe dig, hvis du fortæller dem om det. Du har måske en lærer, en tante eller en anden voksen, der ville være god at snakke med? Du er også altid velkommen til at ringe ind til Børnetelefonen og snakke med en rådgiver.  Nummeret er 116 111, og det er gratis at ringe. Rådgiverne er vant til at snakke med børn og unge om alt muligt – også det, der ellers kan være svært at snakke om.  

Kærlige hilsner fra BørneTelefonen

Få flere gode råd om Sygdom i familien

Har du en mor eller far, der er alvorligt syg? At leve med sygdom i familien, kan være rigtig hårdt og man kan få mange bekymringer for fremtiden. Det er rigtig vigtigt, at man ikke går alene med sin frygt, men at man får talt med nogen om den.

Sygdom i familien kan både være fysisk og psykisk. Lige meget hvad, kan det gøre hverdagen svær. Fx kan det være at din mor eller far, ikke kan de samme ting længere og måske sygdommen sætter tanker i gang hos dig som: Bliver min mor rask igen? Hvordan fortæller jeg mine venner om min fars sygdom? Hvem kan jeg tale med mine tanker om?

Her på siden kan du få gode råd, du kan læse andre børns breve og BørneTelefonens svar, få hjælp til at bygge et brev eller prøve følelses-guiden.

Guide

Svære følelser: hvad kan hjælpe?

Hør andre børns Historier

På ‘Når mor eller far bliver syg’ kan du høre om andre børns historier. Du kan også fortælle din egen historie eller høre mere om de følelser, man kan have, når en i familien er alvorligt syg.

Når mor eller far bliver syg, kan det være svært at være barn i en familie. Læs hvordan andre børn har klaret livet i en familie med sygdom.

Trin for trin Byg et brev

Hvis det er svært at sige noget ansigt-til-ansigt, kan det være nemmere at skrive det ned. Her kan du bygge et brev, som du kan sende til den person, du gerne vil have til at hjælpe dig.

Skriv et brev, sæt ord på det, der er svært at sige. Vi har lavet en guide, der hjælper dig med at skrive de tanker ned, som er svære at fortælle.

Ring

Ring til bisidningen på nummer 35 55 55 56.

SMS

Send SMS til BørneTelefonen på nummer 116111.

Ring

Ring til BørneTelefonen på nummer 116111.

Chat
Chat
Gruppechat
Gruppechat