Kære Pige,
Jeg er ked af at høre, at din farfar har kræft. Jeg kan godt forstå, at det er svært at få af vide, at din farfar kan dø i weekenden, og at du savner ham. Jeg håber ikke, at mit svar kommer for sent, og du derfor ikke kan bruge mine svar.
Jeg kan læse, at du gerne vil se din farfar, da det er trist at vide, at sidste gang du så ham var allersidste gang, du skulle se ham. Men at din mor og far ikke vil have, at du ser ham som han er nu, men vil have at du husker ham som du så ham sidst.
Forældre vil næsten altid gøre det bedste de kan for at passe på deres børn, så jeg gætter på at det er det, de mener, de gør nu med dig. Jeg ved ikke om du har prøvet at sætte dig ned og tale med dine forældre om, hvorfor du gerne vil se ham? Har du mon sagt, at det betyder rigtigt meget for dig at se ham en sidste gang..?
Jeg gætter på, at de er bange for, at du kun skal huske ham som en syg mand, men hvis du er sikker på, du også vil huske alle de andre ting, kan du måske fortælle dem det?? Evt. kan du bede dem om at forberede dig lidt på, hvordan han ser ud, så kan det som regel modvirke at man får et chok...
Det kan også være, at det ville være nemmere, hvis du kun talte med én af dem? Jeg ved ikke, om det kunne være en ide? Hvis I så blev enige om, at det måske ville være okay, at du kunne se ham alligevel, kan I måske tale med den sidste bagefter?
Jeg ved ikke, om det måske ville være bedre for dig at tale med en anden voksen først? Evt. bare for at få tankerne på plads og finde ud af, hvad du gerne vil fortælle dine forældre, og hvorfor du egentligt gerne vil se din farfar en sidste gang.
Det er altid meget svært at skulle miste nogen man elsker rigtigt højt og er rigtig glad for. Jeg håber, at du kan bruge rådene, men hvis du får brug for at høre om mere, eller måske tale med nogen andre voksne om, hvordan det er at miste én man holder af, er du altid velkommen til at skrive til BørneChatten eller ringe til BørneTelefonen på 116 111.
Mange kærlige tanker
BørneBrevkassen