Kære du
Jeg kan godt forstå at det har været en svær periode for dig og din familie, da din far for 2 år siden fik konstateret kræft og blev behandlet for det. Det er fuldt forståeligt, at du dengang følte dig meget trist og meget alene. Det er rigtig svært når nogen, man holder af, er eller bliver alvorlig syge. Det er helt almindeligt, at have det, som du har det. Det er dejligt at høre, at du og din far laver ting sammen som gør dig i godt humør, det viser jo også at han har fået det bedre - det er jo fantastisk at I har dejlige oplevelser.
Rigtig mange børn, hvis forældre har været alvorligt syge, spekulerer ligesom du, over om sygdommen nu kan ”blusse” op igen. Jeg tænker, at sådan har nok alle, der kender og holder af din far det nok. Hvis du kan, så jeg synes helt bestemt, at du skal snakke med din mor eller din far, eller dem begge to, om dine tanker og følelser. Jeg tror ikke dine forældre ønsker, at du skal gå rundt og være bange og bekymret for, hvad der kan ske med din far. Jeg tror, at de hellere vil have, du kommer til dem, med dine bekymringer og bange tanker. Måske vil det hjælpe jer, hvis I sammen kigger på hjemmesiden www.bornungesorg.dk for at se hvad andre i samme situation gør for at tale om bekymringer og følelser.
Måske ved dine forældre slet ikke, at du spekulerer så meget over din fars helbred? Jeg tænker, de sikkert meget gerne vil, at du kommer til dem med dine bekymringer og bange tanker. Det ville være rigtig godt, hvis I sammen åbent kunne tale om dine tanker og bekymringer i forhold til din fars tidligere kræft sygdom og hans liv og helbred nu. Måske kunne du også komme til at tale med jeres læge om dine spekulationer?
Jeg kan forstå, at din far er erklæret rask og alligevel bruger du rigtig megen energi, på at tænke og bekymre dig. Det virker på mig, som om, at tankerne kører i ring og vokser så du bliver mere og mere bekymret. Er det mon sådan det er?
Måske kunne du også tale med en anden voksen i din familie, det kan være en moster, onkel eller en af dine bedsteforældre? Det kunne også være, at du kunne tale med din lærer eller sundhedsplejersken på din skole? Hvis det er svært, for dig, at få begyndt på den samtale, så kunne du måske vise dit brev og mit svar og bruge det som udgangspunkt for at tale om hvordan du har det?
Hvis du synes, det er for svært at tale om med andre, så er du meget velkommen til at ringe til BørneTelefonen på 116 111, det er gratis og her kan du anonymt fortælle en rådgiver om dine bekymrende, bange tanker. Og måske på den måde ”øve” dig på at tale med dine forældre om det?
Mange tanker og knus BørneBrevkassen
