Kære M.........
Mange tak for dit brev,
Jeg kan desværre ikke fortælle dig, om det er en kønssygdom du har, det er nødvendigt at en læge kigger på det, for at kunne sige det med sikkerhed. Det kan være en kønssygdom, men det kan også være alt muligt andet.. Du skriver ikke, om du og din kæreste bruger kondom? Kondomet er i hvert fald den form for beskyttelse, der beskytter bedst mod seksuelt overførte sygdomme..
Du skriver, at dine forældre ikke må vide, at du har sex. Det behøver de heller ikke få noget at vide om, for da du er over 15 år, kan du godt selv gå til læge og evt. blive behandlet for en kønssygdom uden at lægen skal informere dine forældre...
Jeg kan fortælle dig at alle læger har tavshedspligt, også med hensyn til at mindreårige der bliver tjekket for sexsygdomme. Man behøver ikke at gå op til sin egen læge i forhold til præventionsrådgivning - her kan man frit vælge en anden læge i kommunen.
Jeg ved at der findes nogle præventions- og sexsygdomsklinikker i hele landet, dem kan man finde på Sex og Samfunds hjemmeside. Det kunne måske også være en mulighed? Hvis der ikke findes et tilbud i den enkelte kommune henvises der til egen læge og til nærmeste præventions- og rådgivningsklinik. Du kan kigge på denne hjemmeside.
Der findes også en anonym telefonrådgivning der hedder Sexlinien, der kan man få telefonrådgivning om seksuelle spørgsmål og problemer, prævention, sexsygdomme osv.. Måske det ville være en ide for dig at ringe dertil? Du kan ringe mandag til fredag fra 15-17 på 70202266. - Desværre er det jo heller ikke muligt for dem der sidder i telefonrådgivningen på Sexlinien, at vide om du har en sexsygdom eller ej, men måske kan de rådgive dig i forhold til, hvordan du takler det med kæresten, hvis du har brug for mere sparring omkring det...
Jeg tænker som sagt, at det ville være bedst hvis du gik til lægen.. Det er også rigtigt vigtigt at din kæreste kommer til lægen, hvis det nu er en sexsygdom..
Jeg ved godt at det kan være rigtigt svært at fortælle det til sin kæreste, hvis man nu har en sexsygdom, men jeg tror ikke, der er ikke rigtigt nogen nemme måder at gøre det på… Man bliver bare nødt til at fortælle, hvis man er smittet fordi det er så vigtigt at ens kæreste også bliver tjekket og evt. behandlet.
Jeg håber at du kan bruge mine råd. Hvis du har behov for at stille flere spørgsmål, eller en anden råd og vejledning, er du altid velkommen til at kontakt Børns Vilkår igen, enten på BørneChatten, BørneTelefonen på 116 111 eller her igen i BørneBrevkassen..
Mange kærlige hilsner fra
BørneBrevkassen.