Sådan kan du kontakte BørneTelefonen

Brev

Jeg lider af ocd

Hej børnetelefon
Da jeg var mindre led jeg af ocd, men som heldigvis gik væk efter ca. 2 år hvor jeg gik til psykolog. Et år senere fik jeg anoreksi, som heldigvis nu er ved at forsvinde. Det er jeg min familie og psykolog UTROLIG taknemlig over for.

Derfor håber jeg at I forstår hvorfor jeg bare gerne vil have frihed. Men for ca. Et halvt år siden begyndte jeg på ocd igen, og nu kan jeg næsten ikke styre det. Noget af det som er værst lige for tiden er at nogen forfærdelige tanker hvor jeg gør nogen fortræd hele tiden dukker op i mig. Og jeg vil virkelig ikke gøre nogen fortræd! Derfor føler jeg at hvis jeg ikke gør alt muligt forskelligt så svigter jeg dem jeg elsker. Så er det min skyld hvis der sker noget med dem. Jeg kan også føle at jeg tager andres evner. Det er derfor jeg ikke kan stoppe.

Min mor og far siger til mig, at jeg slet ikke kan kontrollere sådanne ting, men jeg kan ikke stoppe. Nu vil de snakke med mig fordi de siger det har taget overhånd, men det bryder jeg mig ikke om, for det er ikke rart at snakke på den måde med mine forældre. Da jeg tidligere gik til psykolog mod ocd så hjalp det rigtig meget på mit humør, men ikke så meget på min ocd. Det er derfor som om jeg selv er den eneste der kan gøre noget ved det. Hvis jeg ikke gør noget får jeg dårlig samvittighed.

Samtidig føler jeg at der er andre der har det meget værre end mig… Jeg håber at I måske kan svare mig…

Tak på forhånd, fra mig.

Pige, 13 år
Svar fra

Børnetelefonen

Kære dig

Tusind tak for dit meget ærlige og modige brev, hvor du fortæller om de svære ting, som du har været i gennem. Det er så fint med din fortælling og historie, og det gør det meget let for mig at forstå, hvordan de ting hænger sammen, og hvilke betydninger det har og har haft i dit liv.

Du fortæller om, hvordan det har været for dig at lide først af OCD og siden af anoreksi. Du fortæller også, at du og din familie har klaret jer i gennem begge dele, hvilket jeg synes er utrolig flot. Det fortæller mig, at du er en utrolig stærk pige, som kæmper og som ønsker at finde tryghed og frihed i livet. Det kan jeg rigtig godt forstå.

Jeg tænker også, at du og din familie er meget stærke sammen, og at I sikkert har et meget særligt og stærkt bånd til hinanden. Måske er det også sådan, du selv tænker om din familie?

Nu er symptomerne, som du tidligere har oplevet på OCD, så dukket op igen, og det gør dig helt forståeligt utryg og skaber en masse tanker indeni dig. Det lyder som om, at de tanker er kommet til at fylde rigtig meget for dig. Og at især tankerne om at kunne gøre nogen fortræd, gør dig bange. Det er faktisk ofte sådan, at når der er noget, som fylder i os, så er det rigtig vigtigt at tale med nogen om det, så der igen kan komme ro på de tanker. Og dine forældre har selvfølgelig ret, når de siger, at det ikke er noget, som du kan styre. Men det er bare rigtig svært at tage til sig, når man har det, som du har det lige nu. Og derfor er det også virkelig vigtigt, at du får noget hjælp, så du kan få det godt igen.

Du skriver, at det er rigtig svært, og at det ikke er rart for dig at tale med dine forældre om det. Jeg kan godt forstå, at det er svært, men samtidig fortæller du også, hvordan det tidligere har hjulpet dig. I hvert fald det her med at få ro på tankerne. Derfor synes jeg, det ville være så godt, hvis du igen kan tale dine forældre om, hvordan du har det, så du kan få kontakt til en psykolog, som kan hjælpe dig videre.

Måske kan du vise dem dit brev til brevkassen og mit svar. Måske kan det gøre det lidt lettere for dig at komme i gang med at fortælle, når det bliver svært.

Du kan også læse lidt mere om OCD her: http://www.ungekompasset.dk/Forside/Viden/Fakta/Ocd. Du kan bl.a. læse om, hvordan det nogle gange kan være nødvendigt at medicinere i en periode for OCD. Er det mon noget, som du tidligere har talt med din psykolog om?

Jeg håber, at mit svar har givet dig lidt af det overblik og overskud, du har brug for, så du kan tage det næste skridt mod at få det godt igen.

Du er altid velkommen til at kontakte BørneTelefonen på 116 111, hvis du har brug for at tale mere med en rådgiver. Det er gratis og anonymt og den er åben alle dage fra kl. 11-23.

De kærligste kram fra BørneTelefonen

Få flere gode råd om Sygdom i familien

Har du en mor eller far, der er alvorligt syg? At leve med sygdom i familien, kan være rigtig hårdt og man kan få mange bekymringer for fremtiden. Det er rigtig vigtigt, at man ikke går alene med sin frygt, men at man får talt med nogen om den.

Sygdom i familien kan både være fysisk og psykisk. Lige meget hvad, kan det gøre hverdagen svær. Fx kan det være at din mor eller far, ikke kan de samme ting længere og måske sygdommen sætter tanker i gang hos dig som: Bliver min mor rask igen? Hvordan fortæller jeg mine venner om min fars sygdom? Hvem kan jeg tale med mine tanker om?

Her på siden kan du få gode råd, du kan læse andre børns breve og BørneTelefonens svar, få hjælp til at bygge et brev eller prøve følelses-guiden.

Guide

Svære følelser: hvad kan hjælpe?

Hør andre børns Historier

På ‘Når mor eller far bliver syg’ kan du høre om andre børns historier. Du kan også fortælle din egen historie eller høre mere om de følelser, man kan have, når en i familien er alvorligt syg.

Når mor eller far bliver syg, kan det være svært at være barn i en familie. Læs hvordan andre børn har klaret livet i en familie med sygdom.

Trin for trin Byg et brev

Hvis det er svært at sige noget ansigt-til-ansigt, kan det være nemmere at skrive det ned. Her kan du bygge et brev, som du kan sende til den person, du gerne vil have til at hjælpe dig.

Skriv et brev, sæt ord på det, der er svært at sige. Vi har lavet en guide, der hjælper dig med at skrive de tanker ned, som er svære at fortælle.

Ring

Ring til bisidningen på nummer 35 55 55 56.

SMS

Send SMS til BørneTelefonen på nummer 116111.

Ring

Ring til BørneTelefonen på nummer 116111.

Chat
Chat
Gruppechat
Gruppechat