Jeg er så deprimeret

Kære pige på 13 år.
Tak for dit brev. Det er ikke rart for dig, at du går og er så ked af det. Jeg kan forstå, at det også var galt for et par år siden, hvor du var lige ved at blive indlagt. Men den gang gik det over... Jeg tænker på, hvad der mon skete dengang, som hjalp dig til at overvinde de triste tanker..? Fik du på det tidspunkt nogen hjælp?

Du skriver, at du ikke vil fortælle dine forældre, hvordan du har det, for så er du bange for, at du bliver indlagt, og at du også gør dem kede af det. Du lyder som en meget omsorgsfuld pige, der, selvom du har det svært, stadig har overskud til at tænke på dem, du holder af... Mon ikke dine forældre også gerne vil have mulighed for at støtte dig..?

Jeg tænker på, om det ikke var sådan for et par år siden, at dine forældre vidste, hvordan du havde det, og at de på det tidspunkt hjalp dig så meget, som de kunne? Jeg tror derfor også, at de så igen vil være der for dig og hjælpe dig igen. Det er naturligt, at de bliver kede af det, hvis du ikke har det godt, men jeg tror faktisk de vil blive mere kede af det, hvis du går og har det skidt uden at bede dem om hjælp..? Hvis de skal have en chance for at hjælpe dig (igen) er det vigtigt, at de ved, hvad du går og føler og tænker. Så måske skulle du alligevel give dem den chance..?

Du skriver, at du måske så vil blive indlagt, men det er ikke sikkert, at det bliver nødvendigt. Men for at du kan få hjælp til at blive glad igen, som du jo ønsker, vil jeg foreslå, at du og dine forældre taler med jeres læge om din situation, så I kan finde ud af, hvilken hjælp du kan få. Han/hun kender de muligheder, der er der hvor du bor.

Det kunne måske være en ide til en start at vise dine forældre dette brev, så I havde det som udgangspunkt for at komme videre med, hvad der kan gøres for dig? Hvis ikke du kan det, så vil jeg foreslå dig at ringe til BørneTelefonen på 116 111 og snakke med en af vores dygtige rådgivere, det kan tit give et godt overblik over ens situation...
Mange hilsner BørneBrevkassen