Jeg er ikke kommet videre.

Kære du
Jeg er rigtig glad for, at du skriver… Det er meget flot og værd at beundre, at du fortæller så fint, respektfuldt og detaljeret, om hvordan det var at være søster og datter, da din søster (og din mor) havde det rigtig skidt.
Du lyder som en smadder sød, tænksom og kærlig pige, og jeg kan godt forstå, at du ikke ønsker, at din familie skal bekymre sig mere. Når det er sagt, så får jeg lyst til at fortælle dig, at du er ligeså meget en del af familien, som din søster og din lillebror (som du har taget dig så godt af).
Jeg forestiller mig, at din mor gerne vil vide, at du tit bliver rigtig ked af det, fordi der dukker nogle tanker og minder op fra tiden, hvor din søster var syg. Så for at starte med dit spørgsmål om, om du skal sige det til din mor… Så synes, jeg det lyder som en god idé. Jeg vil prøve at komme med nogle forslag til, hvordan du kan få det sagt. Og jeg vil stille dig nogle spørgsmål til, hvad du tror, der ville ske, hvis du prøver at snakke med din mor om det.
Du er rigtig god til at fortælle om både de gode og dårlige ting, der er sket… Faktisk tænker jeg, at dit brev beskriver meget godt, hvordan du har oplevet det hele, og måske ville du endda kunne vise brevet til din mor, så du ikke skal til at formulere det ansigt til ansigt med hende… Det er min erfaring, at det kan hjælpe en god snak i gang at have skrevet et brev inden, så der er noget at tale ud fra… Måske vil din mor kunne nå at tænke lidt over, hvad hun skal sige og gøre for dig, hvis hun får lov at læse din ærlige tanker om de ting, der skete. Hvad tror du? Tror du, hun ville kramme dig og trøste dig? Det kan også være rart at gå en tur, hvis der er noget, der er svært at tale om… Så behøver man ikke at sidde og kigge hinanden i øjnene og så føler nogen, at det kan være nemmere at få tingene sagt. Gad vide, hvad der vil virke for dig?
Jeg forstår det som om, at du har følt dig ’overladt’ lidt til dig selv (og har taget dig af din lillebror ved for eksempel at holde ham for ørerne), mens din søster var syg? Er det den oplevelse, du har haft? Eller gætter jeg forkert…?
Når du beskriver, at du blev lykkelig, da din søster blev rask, og at du nu snakker om, at du får tilbagefald og græder tit, får jeg lyst til at sige, at det er en (forstå mig ret) normal reaktion… Jeg sidder også og tænker på, om I aldrig har talt om det i familie siden din søster (og din mor) fik det bedre…?
Jeg kan se, at du har snakket med din veninde om det og det er dejligt med gode veninder, men jeg kan godt forstå, at du føler, at du har brug for at snakke med én… På din skole sidder der enten en psykolog eller også er der en, der kommer på skolen en gang imellem. Du har mulighed for at snakke med hende eller ham. Når/Hvis du får snakket med din mor, vil hun kunne hjælpe dig med at finde af, hvordan du får en tid. En anden mulighed er at prøve at snakke med din lærer… Har du en lærer, som du kan lide at snakke med? Måske kender hun/han til historien om, hvordan søster havde det en gang… Så er det måske lidt nemmere for dig at forklare, hvorfor du har brug for at tale med nogen. Jeg vil foreslå dig at sige til din lærer, at du gerne vil tale med hende/ham, når der er god tid til det, så du er sikker på, at I har fred og ro til at snakke… Tror du, det ville kunne lade sig gøre, og ville du mon have mod på det?
Her til slut vil jeg sige til dig, at det er rigtig flot, den måde du vender og drejer dine oplevelser med din gamle bedste veninde og omkring den måde, du forsøgte at vinde dine klassekammeraters opmærksomhed ved stjæle slik til dem… Det er dejligt, at du igen har kæmpet dig tilbage på 6. klasses level (6. klasse – er det ikke rigtigt gættet?) og at du kan tale med pigerne i klassen. Desuden fortæller du, at du har en bedste veninde, som du kan tale godt med. Dejligt!
Jeg håber, du vil finde mod til at fortælle din mor om det – enten ved at vise hende dit brev (og måske endda mit svar) eller ved at spørge hende om hun vil med ud at gå en tur, så ’du har hende lidt for dig selv’.
Hvis du har brug for at snakke mere om det med én, der ikke er din mor eller din lærer, så er du altid velkommen til at ringe BørneTelefonen på 116 111 eller skrive til rådgiverne på BørneChatten. På BørneChatten vil du eventuelt kunne starte med at kopiere dit brev (og mit svar) ind, så rådgiveren der kan se, hvad vi har ’talt’ om…
Pas godt på dig selv!
Kærligst, BørneBrevkassen